Et nyt, dansk studie, hvor man har fulgt 56.164 danskere over en periode på 8 år, viser, at svært overvægt er mere usundt end hidtil antaget. Det skriver Politiken.
Det er Danske Regioner, der har bestilt rapporten, som Statent Institut for Folkesundhed, SDU har udarbejdet.
Rapporten kan læses her, og da den ikke er blevet udgivet i et videnskabeligt tidsskrift, er den endnu ikke fagfællebedømt.
Studiet viser, at mennesker som er svært overvægtige oftere end dagligrygere får flere kroniske sygdomme samtidig. Det, man kalder multisygdom.
De godt 56.000 danskere, som var med i forskningen, havde et aldersspænd mellem 45 og 67 år. De blev inddelt i forskellige grupper:
- Dagligrygere
- Personer med højt alkoholindtag
- Fysisk inaktive
- Personer med usundt kostmønster
- Svært overvægtige
LÆS OGSÅ: Overvægt får skylden for 3,9 procent af alle kræfttilfælde
Postdoc ved SDU, Stine Schramm, er projektleder på den nye rapport, og hun pointerer, at man skal tage svær overvægt mere alvorligt som et samfundsmæssigt sundhedsproblem.
\ Hvornår er man svært overvægtig?
En persons kropsmasseindeks, BMI, indikerer, om man vejer for meget eller for lidt.
- BMI på 18,5-24,9 er normal vægt
- BMI på 25-29,9 er overvægt
- BMI over 30 er svær overvægt
BMI skelner dog ikke mellem stor muskelmasse eller fedt.
I Danmark er cirka 51 procent af den voksne befolkning overvægtige eller svært overvægtige.
Kilde: Sundhed.dk
»Rygning har den stærkeste sammenhæng med tidlig død, men det overraskede os faktisk, at svær overvægt er dén livsstilsfaktor, der har den stærkeste sammenhæng med udviklingen af multisygdom,« siger Stine Schramm til Politiken.
Efter de otte år havde de svært overvægtige omkring tre gange større risiko end ikke svært overvægtige for at have fået alskens forskellige sygdomme som:
Type 2-diabetes, for højt blodtryk, hjerte-kar-sygdom, for højt kolesterol samt knogle- og ledsygdomme.
Til sammenligning havde dagligrygerne 'kun' øget risikoen for multisygdom med halvanden gang i forhold til ikke-dagligrygere.
LÆS OGSÅ: Usund kost er skyld i flere dødsfald end rygning ifølge nyt globalt studie
Desuden arbejder forskerne med betegnelsen kompleks multisygdom. Det betyder, når en patient udover fysiske sygdomme også får en psykisk sygdom.
Svært overvægtige havde også tre gange oftere fået kompleks multisygdom, hvor dagligrygere havde fordoblet risikoen.
Det skal dog noteres, at når man sammenligner svær overvægt med rygning, skal det ikke forstås, at rygningens skadelige virkning er mindre end hidtil troet.
Daglig rygning er stadig den faktor, som slår flest for tidligt ihjel.
Med rapporten ønsker Danske Regioner en ny folkesundhedslov, hvor forebyggelse af fedme tænkes ind på tværs af alle politikker og velfærdsområder.
LÆS OGSÅ: Overvægt er tre gange farligere for mænd end for kvinder
LÆS OGSÅ: Sundhed er ikke bare et spørgsmål om at lade cigaretterne ligge
LÆS OGSÅ: Så meget koster svært overvægtige samfundet
mtl





































