Skizofreniforskning giver filosof ny viden om menneskets selv

Undrer du dig nogensinde over, hvem der tænker dine tanker?

»Nej da,« svarer du nok. For de fleste af os er ikke i tvivl: Vi tænker selv vores tanker.

Personer med begyndende skizofreni kan dog være usikre:

»Det kan starte med, at de siger: ‘Det tænker i mig,’ i stedet for ‘Jeg tænker,’« fortæller Josef Parnas, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup.

»Næste skridt er, at de siger ‘Der er fandme nogen, der sætter tanker ind i hovedet på mig,’« fortsætter han.

Selvoplevelsen er forstyrret

Skizofrenipatienters oplevelse af, at de har tanker, som ikke tilhører dem selv, kan være et tegn på, at de har en forstyrrelse i deres selvbevidsthed - nærmere betegnet i den del af selvet, som nogle filosoffer kalder ‘det minimale selv' - mener Josef Parnas.

Det minimale selv har at gøre med vores tanker og følelser:

»Det er det grundlæggende træk ved selve vores bevidsthed, der gør, at vi oplever vores tanker, følelser og oplevelser som vores egne,« siger Dan Zahavi, der er professor i filosofi på Københavns Universitet og Oxford University i England.

Tanker, oplevelser og følelser tilhører et subjekt - et jeg.

»Raske mennesker har ikke en fornemmelse af, at deres tanker er ejerløse. Når man tænker en tanke eller har en følelse, går man normalt ikke rundt og er i tvivl om, hvis følelse eller tanke det egentlig er,« siger Dan Zahavi.

»Men for skizofrene er ejerskabet over tanker og følelser ikke naturligt og uproblematisk som i det normale tilfælde,« siger Dan Zahavi, der gennem mange år har arbejdet sammen med Josef Parnas om at forstå skizofrenipatienters selvoplevelse.

LÆS OGSÅ: Forskere: Skizofreni bør afskaffes som diagnose

Det abnorme giver viden om normaliteten

Skizofrenipatienters beskrivelser af at være afkoblet fra det minimale selv har styrket Dan Zahavis overbevisning om, at mennesket har mindst to slags selv, som eksisterer uafhængigt af hinanden.

»Min forskning i det abnorme skyldes ikke kun en interesse for det afvigende, men også en interesse i bedre at kunne forstå, hvad der karakteriserer normaliteten,« siger Dan Zahavi.

Senere i artiklen kan du læse, hvordan samtaler med skizofrenipatienter understøtter en filosofisk idé om, at menneskets selv har flere lag.

Først skal vi høre om forskning i skizofrenipatienters oplevelse af selvet.

»Jeg er ikke mig selv«

Josef Parnas og Dan Zahavi har i to årtier arbejdet sammen om at forstå skizofrenipatienters afkobling fra selvet. Forskningen har både beriget den internationale litteratur om skizofreni og bidraget til filosofiske teorier om det menneskelige selv.

Deres mange videnskabelige artikler om emnet udspringer af interviews, Josef Parnas lavede med patienter, da han i en årrække var overlæge på en psykiatrisk afdeling.

Adskillige samtaler med unge, der viste tegn på begyndende skizofreni, overbeviste Josef Parnas om, at de unge havde en forstyrret selvoplevelse, allerede lang tid før de blev indlagt med psykoser.

I sine samtaler med patienterne hørte Josef Parnas ofte vendinger som:

»Jeg er ikke mig selv.«

»Jeg har ingen kerne.«

»Når jeg er sammen med andre, ved jeg ikke, hvilken mening jeg har.«

»Jeg påtager mig en rolle.«

Hovedet føles som en trykkedel

I en videnskabelig artikel refererer Josef Parnas et interview med 27-årige Ben, der har begyndende skizofreni:

Ben »beskriver videre den afstand, han føler til sine egne tanker: ‘det er som at se fjernsyn på 2 meters afstand’. Han modtager sine tanker som billeder, farver eller undertekster på en film, og han rapporterer, at hans hoved ofte ‘føles som en trykkedel, spinnende med tanker’.«

»Nogle gange stopper hans tanker dog pludseligt, og han føler sig fuldstændig tom, ‘som om tankerne er blevet lukket ned’. (...) I sociale situationer er han ofte i tvivl, om han i virkeligheden er sin samtalepartner, og bagefter er det, som han siger, ‘som om det ikke var mig’«

LÆS OGSÅ: Forsker vil klarlægge risikofaktorer for skizofreni

Selvforstyrrelser muliggør måske psykose

I en årrække har Josef Parnas argumenteret for, at ansatte i psykiatrien bør være opmærksomme på, om patienter viser tegn på en forstyrret selvoplevelse, som det er tilfældet i det refererede interview med patienten Ben.

Selvforstyrrelser kan være »den grundforstyrrelse, der muliggør, at patienterne senere begynder at høre stemmer og få vrangforestillinger,« siger Josef Parnas og tilføjer:

»Alle mennesker kan have en fornemmelse af at være lidt fraværende, men det er flygtige fænomener. Deciderede selvforstyrrelser er specifikke for det skizofrene spektrum.«

Kritik: Der er ikke evidens for hypotesen

Josef Parnas’ hypotese er dog endnu ikke blevet testet i egentlige videnskabelige forsøg. I naturvidenskabelig forstand er der ikke evidens for, at den holder stik. Derfor er mange psykiatere ikke overbeviste om, at personer med skizofreni får selvforstyrrelser, lang tid før de får psykoser.

»Det står tilbage at vise med nogle ordentlige undersøgelser, at det forholder sig sådan,« siger Ole Mors, der er professor på Forskningsenheden for Psykoser ved Aarhus Universitetshospital.

Læs hele kritikken af Josef Parnas’ hypotese i boksen under artiklen. Læs også artiklerne 'Hvad er videnskabelig evidens' og 'Humaniora-forskere raser over at blive placeret lavt i evidenshierarkiet'

Selvet er både narrativt og minimalt

Mens psykiatere er uenige i, om Josef Parnas’ interviews dokumenterer, at selvforstyrrelser er en forløber for egentlige psykoser, har interviewene bidraget til videnskaben på anden vis:

De mange vidnesbyrd fra unge med begyndende skizofreni har beriget Dan Zahavis overvejelser om, hvad menneskets selv egentlig består af.

I filosofien skelnes normalt mellem to niveauer af selvet:

• Det narrative selv: Fra vi bliver født, bliver vi formet af vores historie. Vi opbygger en sammenhængende identitet, baseret på hvad andre fortæller os om, hvem vi er. Det narrative selv er »en konstruktion, der etableres i kraft af sproget,« siger Dan Zahavi. Det er det, vi fortæller, når nogen spørger os, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvilke mål vi har i livet.
  Hvad er 'fænomenologi'?

  Ordet fænomenologi er sammensat af ’fænomen’, der betyder ’erfarbar fremtoning’. Og ’logi’, der betyder ’tænkning’. Fænomenologien er altså ’tænkningen om de erfarbare fremtoninger’.Læs mere i artiklen 'Hvad er fænomenologi?'
• Det minimale selv er den del af bevidstheden, der er forstyrret hos skizofrenipatienter. Det er den del af selvet, der giver os ejerskab over tanker, følelser og oplevelser. »Smagen af kaffe, synet af en solopgang og græssets friske duft opleves af et selv. Det øjeblik, hvor der er en oplevelse eller en tanke, er der et selv - et subjekt: Oplevelser er kun meningsfulde, hvis vi medtænker, at de er oplevelser for nogen,« siger Dan Zahavi om det minimale selv.

Nogle filosoffer taler om menneskets selv, som om det kun består af det narrative selv. I deres forståelse er selvet kun en konstruktion.

Men Dan Zahavi, som er tilhænger af den filosofiske retning, der kaldes fænomenologi, er uenig i, at selvet kun er en konstruktion. I hans forståelse består selvet af flere lag - det er både narrativt og minimalt.

»Min holdning er, at de to definitioner på ingen måder udelukker hinanden. Vi bør operere med begge og med mange flere. I stedet for at være i modsætning til hinanden er de alle en del af det, vi kalder det menneskelige selv,« siger Dan Zahavi.

Alzheimers påvirker det narrative selv

Og nu kommer psykiatriprofessor Josef Parnas’ interviews med skizofrenipatienter ind i billedet.

Dan Zahavi har fået styrket sin overbevisning om, at selvet har mange facetter, ved at studere cases fra psykiatrien - især patienter med skizofreni og Alzheimers.

Patienter med Alzheimers har en forstyrrelse i det narrative selv - de ved ikke længere, hvem de er, og hvor de kommer fra.

Skizofreni-patienterne, som Josef Parnas har interviewet, har ikke på samme måde problemer med at fortælle en sammenhængende livshistorie.

»Det er tydeligt, at den form for selvforstyrrelse, de skizofrene patienter fortæller om, er markant anderledes end alzheimerpatienters,« siger Dan Zahavi.

»Hvis selvet kun var en narrativ konstruktion, burde der ikke være forskel. Det er en udfordring for filosoffer, der kun vil operere med et enkelt niveau af selvet, for deres teori er simpelthen ikke kompleks eller sofistikeret nok til at indfange forskelligheden,« fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Hvordan finder man sig selv?

Det minimale selv består af flere lag

Forskellen på de to patientgruppers selvforstyrrelser må være et tegn på, at selvet er mere end bare en narrativ konstruktion, uddyber Dan Zahavi.

I en artikel, der for nyligt udkom i det videnskabelige tidsskrift Consciousness and Cognition, argumenterer filosofiprofessoren for, at det minimale selv består af flere lag. Når man bliver syg med skizofreni, betyder det ikke, at man fuldstændig mister det minimale selv, men nogle lag af selvoplevelsen er tydeligvis beskadiget, forklarer han.

»I andre sindslidelser er andre dele af selvet forstyrret. Alzheimers er for eksempel et voldsomt angreb på ens narrative selv, fordi hele den sammenhængende identitet er brudt sammen,« siger Dan Zahavi.

Psykiatri har gavn af filosofi

Filosofien bliver mere virkelighedsnær, når den inddrager sygdomshistorier fra psykiatrien, mener Dan Zahavi. Psykiatere kan også få meget ud af trække på filosofien, når de arbejder med patienter, siger Josef Parnas:

»For at kunne forstå den, der afviger, skal man vide noget om filosofiske spørgsmål, såsom hvad det vil sige at have en identitet, hvad det vil sige at leve i tiden, eller hvad det vil sige at leve begrænset af sociale konventioner,« siger han og fortsætter:

»Som psykiater har man behov for filosofiens teoretiske og begrebsmæssige ramme at gå ud fra, så man ikke møder patienterne med simple, lommefilosofiske betragtninger om, hvordan den menneskelige psyke fungerer.«

LÆS OGSÅ: Danske forskere finder vigtig årsag til skizofreni

LÆS OGSÅ: Kæmpe studie af T. gondii: Kattelortparasit hænger sammen med skizofreni