Hvordan finder man sig selv?

En sørgelig historie går forud for denne artikel. En af vores læsere er blevet forladt.

»Jeg føler, at jeg har mistet mig selv, mens vi har været sammen. Jeg har brug for at være alene for at finde mig selv igen,« sagde min ekskæreste, da hun slog op, skriver læseren Magnus i en mail til Spørg Videnskaben.

»Jeg har tænkt meget over hendes ord og er kommet i en eksistentiel tvivl: Hvordan finder man sig selv? Har man overhovedet et selv?« spørger Magnus.

Spørg Videnskaben har sendt Magnus’ eksistentielle spørgsmål videre til et par filosoffer og en psykolog.

Vi har også talt med en neuroforsker, som i en skanner har fundet selvet i hjernen. Ham vender vi tilbage til.

Først får du en ultrakort version af forskernes svar til Magnus:

Selvet eksisterer, enten som noget du er, eller som noget du har, er de enige om. Når du reflekterer over, hvad dit selv består af, kan du blive mere afbalanceret.

Herunder følger forskernes forklaring.

Selvrefleksion gør dig til et bedre menneske

Vi starter med Erik Bendtsen, der er ekstern lektor i filosofi på Roskilde Universitet. Han har i årevis beskæftiget sig med definitionen på det gode liv og er overbevist om, at vejen til lykke går gennem selvreflektion.

»At prøve at finde sig selv er noget af det bedste, man kan gøre. Kun hvis man reflekterer over, hvem man er, og hvorfor man har de værdier, man har, kan man skabe en sammenhæng mellem de valg, man træffer, og de mål, man sætter sig i livet,« siger han.

Mange mennesker reflekterer ikke over, hvorfor de er, som de er. Derfor bliver de ulykkelige, mener Erik Bendtsen.

»Når jeg aflæser verden omkring mig, ser jeg, at mange mennesker er bange og vrede. Det er mennesker, som ikke har brugt nok tid, eller som ikke har evnerne til at reflektere over, hvem de er,« siger lektoren.

USA’s præsident Donald J. Trump er ifølge Erik Bendtsen et eksempel på et menneske, der sandsynligvis ikke har brugt mange minutter på at reflektere over sig selv og sine dårlige sider.

»Han har ingen selverkendelse og ser kun sig selv i et positivt lys. Der er millioner af den slags mennesker derude,« siger han.

Erik Bendtsens giver her nogle gode råd til, hvordan du kan reflektere over dig selv og undgå at blive som Donald J. Trump.

Sådan kan du lære dig selv at kende:

1. Knyt tætte bånd og lad være med at isolere dig: Magnus’ ekskæreste går galt i byen, hvis hun tror, at hun skal være alene for at finde sig selv. Vejen til at forstå sig selv går gennem andre mennesker, siger Erik Bendtsen: »I ægte venskaber respekterer man hinanden, spejler sig i hinanden, og gennem dybe samtaler lærer man hele tiden noget om sig selv,« siger lektoren.
   
2. Vær ærlig: Du indeholder både gode og dårlige sider. »At se sine skyggesider er en del af at finde sig selv. Hvis du ikke kan se dårlige træk hos dig selv, kan du ikke bekæmpe dem,« siger Erik Bendtsen. Ondskab er en potentiel del af det, nogle kalder selvet. Først når man er opmærksom på, at man kan være ond, kan man stoppe sig selv i at leve ondskaben ud.
   
3. Læs skønlitteratur: »Hvis du læser bøger af store forfattere, er der en chance for, at du opdager, at bogens personer har karaktertræk, du hidtil har overset i dig selv,« siger Erik Bendtsen.
   
4. Vær usikker: Du skal turde være usikker på dig selv, og du skal vide, at du aldrig kommer til at kende dig selv fuldt ud. »Selvet forandrer sig gennem livet, og det er en størrelse, du aldrig rigtig får fat i. Men når du reflekterer over, hvem du er, og hvorfor du opfører dig, som du gør, vil du opleve, at der falder ro over dit liv,« siger Erik Bendtsen.
   
5. Lær flere ord: Jo flere begreber om selv og psyke du kender betydningen af, des bedre kan du komme til at kende sig selv. »Hvis du for eksempel aldrig har hørt om ordet ‘selvbedrag’, kommer du aldrig til at opdage den side af sig selv,« siger Erik Bendtsen.

Selvet har flere dimensioner

I Danmark har vi en internationalt anerkendt filosof, som har brugt en stor del af sin forskerkarriere på at reflektere over det menneskelige selv.

Dan Zahavi er professor og leder af Center for Subjektivitetsforskning ved Københavns Universitet.

Han er kendt i hele verden for sine filosofiske betragtninger af selv og subjektivitet, og han har skrevet adskillige bøger om emnet med titler som 'Self and Other', 'Subjectivity and Selfhood' og 'Bevidsthedens Fænomenologi'.

Vi spørger Dan Zahavi om Magnus’ spørgsmål. Har vi overhovedet et selv?

Ja, selvet findes, er professoren overbevist om.

»Mit bud er endda, at vi ikke kun har et enkelt selv, men at det er nødvendigt at skelne mellem forskellige aspekter eller dimensioner ved selvet,« siger han.

Dan Zahavi argumenterer for, at man hos mennesker kan skelne mellem mindst tre forskellige aspekter ved selvet:

• Et handlende selv, som gør os i stand til at adskille os fra vores omgivelser. Hvis vi ikke kan differentiere os selv fra omverdenen, har vi svært ved at overleve, siger professoren og giver et eksempel: Hvis man sætter sig ved et bord for at spise, og der ligger en kniv og en gaffel ved siden af tallerkenen, har man brug for at være bevidst om sig selv for at kunne bruge bestikket til at spise med. »Hvordan kan du række ud efter gaflen, hvis du kun ved, hvor den ligger, men ikke hvor du selv er? Du er nødt til at vide, hvor gaflen ligger i forhold til dig selv for at kunne bruge den,« siger Dan Zahavi.
• Et kropsligt selv, som er det, man ser, når man kigger sig selv i spejlet. Det, at vi kan genkende os selv og reflektere over vores udseende, adskiller os fra andre dyr. Det er en evne, vi udvikler ret tidligt i livet.
• Et narrativt/fortalt selv: »Det narrative selv er et distinkt menneskeligt selv, som dyr ikke er i besiddelse af,« siger Dan Zahavi. Han kalder det narrative selv for 'en fortalt konstruktion'. Gennem hele livet interagerer vi med og bliver formet af vores omgivelser. Vi præsenteres for og tilslutter os forskellige værdier og normer. Vores narrative selv sammenfatter det, vi identificerer os som, og som vi fortæller om os selv til andre, siger professoren. »Uden langtidshukommelse og sprog ville det narrative selv ikke eksistere. Derfor er det svært at forestille sig, at eksempelvis marsvin har det,« siger Dan Zahavi.

Filosoffer er uenige om selvet

Enkelte svar findes dog aldrig på eksistentielle spørgsmål:

Filosoffer har i evigheder diskuteret, om vi overhovedet har et selv, der er adskilt fra vores biologi, og som gør os forskellige fra hinanden. Dan Zahavi hører til dem, der argumenterer for, at vi har noget ud over vores krop, som gør os til dem, vi er.

»Hvis jeg møder dig på gaden og spørger: ‘Hvem er du’? Så er det ikke tilstrækkeligt, at du svarer: 'Jeg er her. Jeg er denne krop'. Du er nødt til at fortælle en historie om, hvem du er, hvor du kommer fra, og hvor du er på vej hen i livet,« siger filosoffen.

Dan Zahavi er tilhænger af den gren af filosofien, der kaldes fænomenologien. Afhængigt af, hvilken filosofisk retning, de argumenterer på baggrund af, har filosoffer forskellige opfattelser af, hvad selvet består af, og om det overhovedet findes.

En af de filosoffer, der er uenige med Dan Zahavi, er den tyske professor i teoretisk filosofi, Thomas Metzinger, fra Johannes Gutenberg University of Mainz i Tyskland.

I sin bog 'Egotunnelen - Bevidsthedsrevolutionen og Myten om Selvet' opstiller Thomas Metzinger argumenter for, at selvet ikke eksisterer som en usynlig, selvstændig og metafysisk enhed uden for hjernen.

Selvet er en biologisk proces

Selvet er ikke noget, man har, argumenterer tyskeren: Det, vi kalder selv, er en forestilling eller en proces, som er affødt af hjernens aktivitet. Selvet eksisterer med andre ord kun i kraft af vores biologi, og det ændrer sig konstant.

»Ingen har nogensinde haft eller har været et selv. Selvet er ikke en del af virkeligheden som elementære byggesten, der bevares gennem tiden,« siger Thomas Metzinger i et interview på beinghuman.org, som fortsætter:

»Vi er levende systemer, legemliggjorte, dynamiske. Kort sagt, der findes ingenting i vores hjerne eller udenfor i verden, som er os. Vi er processer.«

Du finder en ikke-ting

Men hvordan finder man så sig selv, som Magnus spørger? Ifølge Thomas Metzinger er det en umulig opgave at finde sig selv, fordi man ikke har et håndgribeligt, vedvarende selv, man kan opdage og observere.

Det betyder dog ikke, at man ikke kan få noget ud af at kigge indad, siger filosoffen. Men hvad finder man derinde, hvis man ikke finder sig selv?

Thomas Metzingers svar, som han sender i en mail til Videnskab.dk, fordi han er ude at rejse og derfor ikke snakker i telefon med journalister, er mildest sagt lidt abstrakt:

»Der er ikke en ting, man kan kalde selvet, som man kan finde, men du finder noget andet, hvis du retter opmærksomheden indad. Du vil finde en ikke-ting,« skriver Thomas Metzinger, som opfordrer til, at man selv filosoferer lidt over det.

»Du må selv prøve at finde ud af, hvad det er. Spørg dig selv: Hvad er det helt præcist for en ikke-ting, du lever med? Hvad er det i dig, som kigger ud mod verden?«

Hjerneforskeren: Selvet sidder midt i hjernen

Forvirret? Vi bevæger os lige lidt væk fra filosofien og over i hjerneforskningen i et forsøg på at gøre det hele lidt mere konkret.

Hans Lou er professor i neurovidenskab på Aarhus Universitet. I en række opsigtsvækkende forsøg har han lokaliseret selvet i hjernen. Eller nærmere: Han har fundet det sted i hjernen, der gør os i stand til at opleve os selv.

Selvoplevelsen sidder sådan cirka midt i hjernen, fordelt på det, der kaldes isselappen og den mediale frontallap, forklarer Hans Lou.

Den præcise lokation har han og kollegaer fundet ved at lave en række forsøg, hvor de har skannet forsøgspersoners hjerner, mens de enten tænkte på sig selv eller en anden.

• Først bad forskerne forsøgspersoner forestille sig, at de beskrev deres bedste ven til en avisartikel. Samtidig blev forsøgspersonernes hjerner skannet i en fMRI-skanner.
• Dernæst blev de samme personer bedt om at forestille sig, at de beskrev sig selv, mens deres hjerner blev skannet.
• Forskerne kunne se, at forskellige områder af hjernen lyste op – var aktive – afhængigt af, om forsøgspersonerne beskrev sig selv eller andre.
• I andre forsøg har forskerne brugt elektromagnetiske stråler til at forstyrre de områder af hjernen, der er aktive, når forsøgspersoner tænker på sig selv. Samtidig skulle forsøgspersonerne svare på spørgsmål om sig selv. Det viste sig, at deres svar var forsinkede eller forstyrrede, når elektromagnetiske stråler forstyrrede isselappen og den mediale frontallap.

»Vi har altså bevis for, at bestemte hjerneregioner er kausalt forbundet med vores selvoplevelse,« siger Hans Lou.

Selvet er dynamisk

Den selvopfattelse, der bliver skabt i hjernen, er formet af, hvad vi har oplevet tidligere i livet, vores hukommelse, og hvilke sanseindtryk vi får fra omgivelserne, siger hjerneforskeren.

»Vores hjerne er som et redskab, der kan korrigere vores selvopfattelse, men den måde, vi tænker om os selv, er afhængig af, hvad der kommer ind i hjernen,« siger Hans Lou.

Sanseindtryk fra omverdenen bliver modtaget af isselappen. De bliver sat i forbindelse med tidligere oplevelser i den mediale frontallap.

Hvis en af de to hjerneområder ikke fungerer, som de skal, har man en forstyrret selvopfattelse, forklarer Hans Lou.

Selvet er altså dynamisk, og vores selvopfattelse ændrer sig konstant. Alligevel er det en god idé at prøve at finde sig selv, mener professoren.

»Det giver i høj grad mening at reflektere over sig selv. Det er virkelig vigtigt, at man ved noget om, hvad man ønsker i livet, og hvorfor man ønsker det, så man kan korrigere de indtryk, man får fra omgivelserne, efter det,« siger han.

Selvet er noget, man er

Hmm. Det er stadig lidt abstrakt. Måske kan psykologien gøre det mere konkret.

Vi ringer til Tone Roald, der er lektor på institut for psykologi på Københavns Universitet.

Desværre har hun heller ikke et helt enkelt svar parat. Indenfor psykologi er der – ligesom i filosofien – forskellige retninger med hver sin opfattelse af, hvad selvet er, forklarer hun.

Tone Roald hører til dem, der afviser, at vi har en kerne, som er os.

»Selvet er ikke noget, man har. Selvet er noget, man er. Man kan ikke finde sit selv, for man er det allerede,« siger hun og fortsætter:

»I 1960’ernes psykologi havde man en idé om et kerneselv, altså et selv, man har, og som man kan finde. Men i dag ved man i psykologien, at selvet er et komplekst samspil mellem det indre og det ydre.«

På en måde hænger Tone Roalds opfattelse af selvet meget godt sammen med hjerneforskerens: Vi er kun noget særligt som mennesker, fordi vi kan reflektere over os selv. Det, vi tænker om os selv, er afhængigt af de sammenhænge, vi indgår i og har indgået i, siger hun.

»Selvet er en refleksiv funktion, som gør, at vi kan reflektere over livet, og hvem vi er,« siger Tone Roalds og tilføjer:

»Men selvet er også den måde, vi er i verden på, de vaner vi har tillagt os, de måder vi kropsligt og affektivt bevæger os på og alt muligt andet.«

Jagten efter selvet er et vestligt fænomen

Når Magnus’ ekskæreste og mange andre i den vestlige del af verden taler om, at de har brug for at finde sig selv, er det et kulturelt fænomen, siger Tone Roalds:

»Når vi fokuserer så meget på selvet i Danmark, er det et udtryk for, at vi lever i en individualistisk kultur. I et mere kollektivistisk samfund vil man nok fokusere mere på, hvordan man kan bidrage til fællesskabet.«

Psykologen er enig med de andre forskere i, at det kan være gavnligt at reflektere over sig selv, men kun hvis man ser sig selv som en del af en sammenhæng. Og et for stort fokus på selvet kan være skadeligt, advarer hun:

»Den britiske sociolog Anthony Giddens har argumenteret for, at det senmoderne samfund er karakteriseret ved, at vi reflekterer for meget over, hvem vi er. Det er et sygdomstegn, mener han, fordi det store fokus på selvet fører til, at vi bliver usikre,« siger Tone Roalds.

Selvet er ikke en kerne indeni

Filosoffen Dan Zahavi er af samme skole.

Det narrative selv, han taler om, er en konstruktion, der udvikler sig over tid via de sociale sammenhænge, man indgår i, for eksempel sin familie, skoleklasse eller arbejdsplads. En kerne, som vi kan finde inde i os selv, er der ikke tale om.

»Alle kan blive fascineret af idéen om, at vi har særlige karaktertræk – et selv, som venter på at blive udfoldet, og hvis vi finder det, så bliver alt godt. Men efter min overbevisning er der ikke et medfødt selv, som enten visner bort eller ligger og venter på at blive udfoldet,« siger professoren.

En idé, der ofte bliver promoveret i selvhjælpslitteratur og af visse terapeuter, er, at man kan blive lykkelig, hvis man finder ind til sin inderste kerne. Men det er en naiv tankegang, mener Dan Zahavi.

»Der ligger i det en antagelse om, at man fra fødslen har specifikke evner, som man enten kan bruge, realisere eller gå glip af. Det er en romantisk idé, som, jeg ikke tror, kan modstå kritisk, videnskabelig overvejelse,« siger han.

Hvis Magnus stadig gerne vil have sin kæreste tilbage, kan han eventuelt forsøge at lokke hende med forskernes argument om, at hun ikke kommer nærmere sig selv ved at være alene. Selvet er dynamisk, som vi har hørt, men det kan være fornuftigt at tænke over, hvorfor man er, som man er. Det gør man bedst, når man spejler sig i andre.

Kæreste eller ej: Vi takker Magnus for det fantastiske spørgsmål, som vi kvitterer for med en T-shirt. Forskerne får også et stort tak for de gode svar, som lægger op til, at du selv filosoferer videre over selvet.

Hvis du ligesom Magnus går og grubler over noget, som du gerne vil have forskeres svar på, så send dit spørgsmål til sv@videnskab.dk.