Rynkecremer: Er der fantasi eller forskning i krukken?
Små mirakelkrukker, der lover at forvandle os fra et rosinhylster til en fersken på nul komma fem. Er det videnskab eller hokuspokus?

Små mirakelkrukker, der lover at forvandle os fra et rosinhylster til en fersken på nul komma fem. Er det videnskab eller hokuspokus?
Små mirakelkrukker, der lover at forvandle os fra et rosinhylster til en fersken på nul komma fem. Er det videnskab eller hokuspokus?
’Lille spejl på væggen dér…’ Dit nådesløse badeværelseslys har her til morgen afsløret nye rynker.
Klip til: et overvældende udvalg af rynkecremer hylde op og hylde ned med løfter som: Udglatter rynker med ’dokumenteret effekt’ og ’dermatologisk og klinisk testning’. Men hvor godt er rynkecremer egentlig testet og dokumenteret?
Som hudlæge bliver jeg ofte spurgt, om rynkecremer virker. Er det videnskab på tube eller dyrt håb i bøtteform?
Jeg har derfor sat mig for at give jer læsere et overblik over noget af den videnskabelige dokumentation for rynkecremers effekt.
Kom med på en minirejse i forskningen bag rynkecremernes emballage, og bliv bedre til at skelne skidt fra kanel.
Du kan høre mere om rynkecremer i podcasten Hudlægens Bord, hvor jeg interviewer rynkecremeekspert og overlæge professor Peter Bjerring fra Aalborg Universitetshospital.
Selvom rynkecremer typisk indeholder biologisk aktive ’lægemiddel-lignende’ ingredienser, klassificeres de som kosmetik juridisk set. Og lovgivningen og reguleringen af kosmetik tillader et stort spænd af forskningskvalitet (se faktaboks nedenfor).
I praksis kan ’dokumenteret effekt’ og ’klinisk testning’ af rynkecremer derfor spænde over alt fra 10 personer, der selv vurderer, at rynkecremen virker, og så til forskning med højere videnskabelig bevisbyrde.
Kvaliteten af forskningen stiger ved for eksempel at sammenligne med kontrolgruppe (som ikke smøres med rynkecreme), eller ved ’split-skin’-studier, hvor man sammenligner ubehandlet hud med behandlet hud på den samme person.
Studiernes robusthed stiger i takt med antallet af testpersoner, og hvis rynkerne vurderes ved fotografier, silikone-afstøbninger eller hudskanninger.
Vores medfødte kollagen i huden holder den spændstig. I takt med at kollagenproduktionen falder med alderen og soleksponering, fremkommer rynker.
Men selvom en rynkecreme har vist at kunne øge kollagenproduktionen i hudens celler, er det ikke ensbetydende med, at der produceres nok kollagen til, at man kan se en effekt på rynkerne.
Så ’dokumenteret effekt’ kan altså både henføre til effekten på hudcellerne eller selve rynkerne.
Tolkningen af effektens størrelse er udfordrende: Skal 10 procents rynkereduktion for eksempel tolkes som en lille, moderat eller stor effekt? Og flere studier vurderer ’fine’ rynker/linjer, men hvad med de ’dybe’ rynker?
Ofte er det producentens egne studier, hvilket indimellem kan farve resultat-tolkningen mere positivt.
Slutteligt kan koncentrationen af ingrediensen i en rynkecreme, og hvor tit du smører, have indflydelse på effekten og bivirkninger. Ikke alle producenter angiver produktets koncentrationen.
Rynkecremer er ’cosme-ceuticals’.
Dermed menes en mellemting mellem kosmetik (cosmetics) og et lægemiddel (pharmaceutical), forstået på den måde at der er tale om påsmøringsprodukter, der kombinerer kosmetiske funktioner (for eksempel fugtgivende eller makeup) med bioaktive lægemiddel-lignende ingredienser, der har videnskabeligt dokumenterede fordele for huden.
’Cosme-ceuticals’ markedsføres typisk som hudplejeprodukter. Juridisk kategoriseres ’cosme-ceuticals’ som kosmetik. Lovgivning og regulering af kosmetik bestemmes og styres af Miljøstyrelsen, som er underlagt EU’s kosmetikforordning (Forordning (EF) nr. 1223/2009).
I modsætning hertil står ’rigtige lægemidler’ (pharmaceuticals), som bruges til behandling og forebyggelse af medicinske tilstande og sygdomme, for eksempel blodtryks- eller sukkersyge-medicin.
Lægemidler er strengt regulerede af Lægemiddelstyrelsen, både i forhold til effekten/virkningen og sikkerheden af lægemidler.
Det medfører, at kravene til kvaliteten og mængden af videnskabelig forskning med dokumenteret effekt og sikkerhed af et lægemiddel er meget skrappere end for rynkecremer.
Rynkecremer er ofte fyldt med ting, der minder om menukortet i en Michelin-restaurant. Men inden vi dykker ned i hver enkelt gourmet-ingrediens, vil jeg nævne solcreme.
Bredspektrede solcremer, der dækker både UVA- og UVB-stråler hindrer mange af solens UV-stråler i at nedbryde hudens kollagen. Dermed er solcreme den bedste ’forebyggende rynkecreme’.
Hvis du vil vide mere om solcremer, udkommer der en episode om solbeskyttelse i Hudlægens Bord-podcasten i marts 2025.

De forskellige rynkecremers virkning er bestemt af, hvilke ingredienser cremerne indeholder.
Gå efter produkter, der både er astma-allergi-mærket, svanemærket og uden parfume.
Så mindsker du risikoen for allergisk udslæt og sikrer, at cremen er bæredygtigt fremstillet, så naturen belastes mindst muligt.
Men hvor godt er ingredienserne undersøgt? Og hvor stor effekt kan du forvente? Du får en kort gennemgang her:
I den stærkeste ende af det videnskabelige bevis-barometer for rynkecremer findes retinoider, som er en slags A-vitaminer.
Retinoider er hudplejens svar på en personlig træner. Den pisker din hud til at producere kollagen i læderhuden (dermis) og smider de gamle, dovne hudceller ud i overhuden (epidermis).
Retinoider er ikke bare retinoider. Der findes retinoid-typer på recept til hudsygdomme, og så findes der andre retinoid-typer i håndkøb i rynkecremer som: retin-aldehyd, retinol og retinyl-estre.
Der er dog blandede resultater generelt for retinoid-cremer i håndkøb, hvor nogle har vist effekt og andre ikke.
Flere studier har vist rynkereducerende effekt af den stærke receptpligtige retin-syre (tretinoin). Når håndkøbsingrediensen retin-aldehyd smøres på huden, omdannes den til retin-syre. Et robust studie med deltagelse af 125 personer viste rynke-reduktionen ved retin-aldehyd 0,05 procent i 18 uger, som kunne matche effekten af den receptpligtige retin-syre.
Flere middel-gode studier med retinol viser reduktion af ’fine rynker’. Et studie, som vurderede ’fine’ rynker på en nul-til-ni-rynkeskala fandt en rynkereduktion på 1,64 ved retinol-creme sammenlignet med 0,08 med neutral fugtighedscreme.
Nogle forskere mener, at retinol-koncentrationen bør være minimum 0,3 procent, men der også vist effekt ved lavere koncentration.
Den sidste kategori af håndkøbs-retinoider er retinyl-estre (retinyl-palmitat, retinyl-propionat), hvor flere studier ikke har kunnet vise overbevisende effekt på rynker.
Bakuchiol udvindes af en plante med lilla blomster, og ligesom retinoider stimulerer det hudens egen kollagenproduktion.
Et middelgodt studie på 44 personer viste, at bakuchiol-creme 0,5 procent to gange dagligt i 12 uger reducerede ’fine’ rynker med 19 procent, hvilket var lige så effektfuldt som retinol-creme 0,5 procent.
Der findes tre hovedtyper af rynker.
Meget godt kommer fra naturen. Og hydroxy-syrer er ingen undtagelse. De mest almindelige hydroxy-syrer er glykolsyre fra sukkerrør. Laktatsyre, som blev opdaget i sur mælk. Salicylsyre, som stammer fra piletræer, og citronsyre fra citrusfrugter.
Alfa-hydroxy-syre (AHA) og beta-hydroxy-syre (BHA) har ved laboratorieforsøg vist at øge dannelsen af nye hudceller i hudens øverste lag (epidermis).
Hydroxy-syrer vil typisk være i en lavere koncentration (fem til 10 procent) i rynkecremer. De højere koncentrationer (20 til 80 procent) forbeholdes kemiske peelinger udført af professionelle eksperter i skønhedsklinikker.
Flere middelgode studier har vist, at hydroxy-syrer i både høje og lave koncentrationer reducerer ’fine’ linjer/rynker. For eksempel viste et studie på 74 personer med kontrolgruppe, at glukolsyre 8 procent i 22 uger havde en mindst grad 1 forbedring (ud af 9 grader) på forskellige UV-skader i huden inklusiv ’fine’ linjer.
De hyppigst brugte peptid-typer i rynkecremer er: signal-peptider og botox-lignende peptider (neuro-transmitter-hæmmende peptider).
Signal-peptiderne er som arbejdsbier, der bygger nyt kollagen. Et forholdsvis stort studie med 93 personer med kontrolgruppe viste reduktion af ’fine’ rynker efter 12 uger.
En del af de botox-lignende peptider efterligner slangegiftens neuro-toxiner, som hæmmer muskelsammentrækninger i huden, og potentielt bedrer muskelbetingede rynker.
Der findes dog talrige undertyper af både signalpeptider og botox-lignende peptider, og resultaterne er blandende .
Når solens UV-stråler rammer huden, kan der skabes frie radikaler, som ælder huden. Tænk på vitaminerne B3, C og E som små superhelte, der bekæmper hudens onde frie radikaler.
B for ’Batman’. Vitaminet B3, også kaldet niaciamid eller nicotinamid, er det bedst undersøgte af de tre anti-oxidanter, og har tilmed evnen til at stimulere ny celledannelse i hudens øverste lag. Et middel-godt ’split-skin’ studie med 50 personer viste færre ’fine’ rynker ved fem procents-niaciamid-creme i 12 uger.
C for ’Catwoman’. Evidensen for effekt af C-vitamin på rynker er blandet, men som eksempel viste et lille ’split-skin’ studie på 10 personer, en mindre forbedring af rynker.
Vitamin C er skrøbeligt. Derfor kan vitamin C nemt forgå i rynkecreme-bøtten, med mindre det er fremstillet i en særlig robust form.
E for ‘Elektra’. En del laboratorieforsøg viser, at vitamin E modvirker solens skader og er en god fugtgiver til huden. I forskellige museforsøg er der vist rynkereduktion, men det er selvsagt ikke det samme som menneskehud.
Vitamin E og C virker bedst som duo. Et ’split’face’ studie på 50 mennesker viste en mindre rynkereduktion ved brug af denne creme-duo plus andre ingredienser.
Har du lidt for mange gange konsulteret Doktor Google, når du har været i tvivl om, hvorvidt dit udbrud af bumser mon skyldes komælk? Eller om din dyrt indkøbte rynkecreme mon faktisk kan slette alderstegnene på din hud? Så lyt til Hudlægens Bord, Videnskab.dk’s podcast om hudens mange mysterier.
Gennem 12 episoder tager hudlæge Iben Marie Miller sammen med Videnskab.dk’s podcastredaktør, Benjamin D’Souza, et kig i mikroskopet og giver dig den nyeste viden om huden og dens sygdomme.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på ‘subscribe’ eller søge efter ‘Hudlægens Bord’ i en podcastafspiller på din mobiltelefon.
Vi har medfødt hyaluronsyre og kollagen i huden, som hjælper med at holde vores hud naturligt spændstig og rynkefri på hver deres måde.
Både den kendte darling hyaluronsyre og kollagen er molekyler, som typisk er for store til at trænge igennem huden, og lægger sig i stedet uden på som en hinde, der forhindrer fugttab.
Molekylerne fungerer derfor mest af alt som fugtighedscremer, der kan udfylde dine linjer og rynker udefra, lidt som en spartelmasse. Og det gør de udmærket, men typisk kun midlertidigt, indtil cremen vaskes af igen.
Der findes lav-molekylære udgaver af hyaluronsyre og kollagen, som muligvis kan trænge ned i huden, men evidensen er sparsom.
Den tørre hud, der generelt kommer med alderen, og kan bidrage til fine crepe-agtige rynker, er generelt glad for fugtighedscremer af forskellig art, både med hyaluronsyre eller for eksempel ceramider.
Hør mere om hudens aldring i podcast-episoden med kollagen-forsker Andrea Heinz.
Der er mange meninger om, hvorvidt man skal gøre noget ved sine rynker. Er de et smukt vidne om et levet liv eller en daglig påmindelse om vores dødelighed?
Skal vi omfavne ’gray-naissance-bølgen’, køre alderdommen ind med ’come as you are’-naturlige rynker eller give den fuld skrue med rynkecremer? Måske en gylden middelvej?
Så er der fantasi eller forskning i krukkerne med rynkecremer, og virker de? Både og.
Nogle ingredienser har solid videnskab bag sig, hvoraf den stærkeste evidens ses hos nogle af retinoiderne.
Og nogle produkter lover dig månen og leverer … en lommelygte. Og så er det lidt som at købe et fitness-abonnement: Det virker i en vis grad, hvis du bruger det ofte og længe.