Vi mennesker ser alle forskellige ud - og det samme gør vores hud. For mens nogles hud er lys rosa, er andres olivenfarvede eller mørkebrune.
Det skyldes primært, at det er forskelligt, hvor meget af pigmentet melanin vores hud laver. Melanin beskytter os mod solen, og hudens nuance er derfor et udtryk for, hvor godt den tåler solens UV-stråler.
Men vores hudfarve har også betydning for andre ting - blandt andet for hvordan hudsygdomme viser sig. Har du eksem, ser det altså forskelligt ud, alt efter hvilken hudfarve du har.
I denne episode af Hudlægens bord undersøger værterne, journalist Benjamin D’Souza og hudlæge Iben Miller, menneskets brede spektrum af forskellige hudfarver.
Er der noget, du skal være opmærksom på ved din hudfarve? Hvad sker der, hvis vi enten bleger eller bruner vores hud, for eksempel i form af blegecremer, solarie eller selvbruner? Og hvorfor har vi overhovedet så mange farvenuancer?
For at svare på spørgsmålene har værterne inviteret Shiva Beck med ind i podcaststudiet, som er ph.d. og speciallæge i hudsygdomme.
I episoden gør hun os blandt andet klogere på, hvilke udfordringer personer med en brunere hudtype kan møde, når de for eksempel skal diagnosticeres med en hudsygdom.
Hun svarer desuden på et lytterspørgsmål fra en lytter, der undrer sig over, hvilken hudfarve de første mennesker på Jorden havde.
\ Hudlægens Bord
Podcasten Hudlægens Bord går helt tæt på dit største og mest synlige organ, nemlig huden.
Huden gemmer på mange mysterier, og det kan være fristende at konsultere Doktor Google i vores søgen efter svar. For hvorfor kommer dine solskader igen, og bliver de alle til hudkræft? Og virker HPV-vaccinen både på underlivskræft og kønsvorter?
Hudlæge Iben Marie Miller og podcastredaktør Benjamin D’Souza interviewer gennem 12 episoder landets førende forskere og leverer den nyeste dermatologiske viden direkte til dine øregange.
Lyt til podcasten i din foretrukne podcast-app, og følg med her på Videnskab.dk og på vores sociale medier, så du ikke går glip af episoder, artikler og videoer fra Hudlægens Bord.
Sidst, men ikke mindst, gør Iben dig klogere på hudsygdommen vitiligo til denne episodes T-time.
Sygdommen får hudens farvestof til at forsvinde i pletter. Det skyldes, at huden mangler cellerne melanocytter, som laver hudens farvestof melanin.
Hvorfor det sker, kan du blive klogere på i denne uges episode af Hudlægens Bord.
Du finder podcasten i afspilleren i toppen af artiklen, eller hvor du normalt finder dine podcasts.

































