Rocksanger har sprøjtet sig selv med slangegift i 25 år

I 25 år har den amerikanske rockguitarist og –sanger Steve Ludwin ugentligt injiceret sig selv med gift fra nogle af verdens giftigste slanger.

Til at starte med i ekstremt lave doser, fortyndet med vand, men med tiden har han både sat dosen op og udvidet repertoiret. I dag er han oppe på 35 slangearter.

Han mener selv, at injiceringen booster hans immunforsvar og holder ham ung.

Disse påstande er der intet videnskabeligt belæg for, og der hersker ingen tvivl om, at Ludwins hobby er livsfarlig. Men samtidig udgør den en fuldstændig unik forskningsmulighed.

En forskergruppe fra Københavns Universitet er for nylig blevet færdige med at udarbejde et bibliotek over kopier af de antistoffer, som Ludwins immunforsvar over tid har opbygget mod den konstante fare.

Nu skal det stå sin prøve: Biblioteket skal screenes og vil forhåbentlig afsløre antistoffer, som er så effektive imod enkelte giftstoffer, at de en dag vil kunne bruges til at udvikle bedre modgift mod slangegift.

»Chancen for at hive effektive antistoffer ud af sådan en person er væsentligt større, end den ville være fra nogen, som aldrig er blevet bidt. Hans immunforsvar er virkelig en guldmine,« lyder det fra lektor Simon Glerup, som arbejder ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og ikke er involveret i projektet.

\ Læs mere

Hvilken slange er den farligste i verden?

Vil du dø med sikkerhed - eller løbe risikoen?

Det er vigtigt at understrege, at der i forvejen findes modgift mod forskellige typer slangebid, som hvert år slår op mod 150.000 mennesker ihjel og forårsager omkring 400.000 amputationer. Denne medicin er så vigtig, at den er på WHO’s liste over essentielle lægemidler.

Det kan du læse mere om i artiklen 'Danske forskere finder nøglen til modgift mod slangebid' og i faktaboksen lidt længere nede.

Modgiften udvikles ved at malke slanger og sprøjte deres gift ind i dyr, fortrinsvis heste, og lade dem om at lave antistoffer mod slangens toksiner (giftproteiner).

Antistofferne modnes i hesten, udvindes, oprenses og sprøjtes derefter ind i mennesker, der netop er blevet bidt. Og det virker. Den eksisterende behandling redder menneskeliv – i hvert fald når den er tilgængelig, hvilket desværre langtfra altid er tilfældet.

Sagen er bare den, at menneskets immunforsvar generelt ikke er ret begejstret for at tage imod noget, der kommer fra et dyr. Derfor kan behandlingen samtidig give nogle meget uønskede bivirkninger.

»Man kan for eksempel udvikle allergi efterfølgende, og der er eksempler på, at folk dør af allergisk chok. Men så er spørgsmålet, om du vil dø med sikkerhed eller løbe risikoen,« siger Brian Lohse, som er lektor i kemisk og molekylær biologi på Københavns Universitet. Han står også i spidsen for projektet Anti-Venom Venture, som du kan læse mere om i boksen under artiklen.

\ Læs mere

Hvordan laver man modgift?

Arbejdet med Steve er »helt unik mulighed«

Én vej ud af problemet ville være at lave modgiften syntetisk i et laboratorium. Det arbejder mange forskergrupper verden over med og har gjort det i en årrække.

På Københavns Universitet arbejder man med at putte forskellige typer DNA ind i biologiske systemer såsom viruspartikler og få dem til at lave antistofferne. Derefter isoleres antistoffet, og når forskerne har ’formlen’, kan de ligeledes gå i laboratoriet og lave et tilsvarende, syntetisk stof.

Dermed bliver hesten fjernet som mellemled. Dyret spares for en masse lidelse, og mennesket får et langt bedre, effektivt produkt.

Steve Ludwin og hans DNA faldt på den, nærmest magiske, måde ned som en appelsin i turbanen på et arbejde, der allerede var i gang, fortæller Brian Lohse, som står i spidsen for gruppen.

»Hvor vi før har brugt peptider eller antistoffer fra dyr, er arbejdet med Steve en helt unik mulighed, for gennem ham får vi humane antistoffer direkte ud på viruspartiklernes overflade. Vi kopierer simpelthen hans antistof-portefølje over i biblioteket,« forklarer Brian Lohse.

Et unikt, skræddersyet bibliotek

Biblioteket med Ludwins antistoffer er et såkaldt biomolekylært bibliotek. Det er langt fra en ny opfindelse – konceptet blev opfundet i 1980’erne og har siden da revolutioneret den moderne medicin, fortæller Simon Glerup.

»Rigtig meget af den moderne medicin, der laves af antistoffer i dag, er lavet på den måde: Kræftmedicin, gigtmedicin, hjertemedicin. Det kræver selvfølgelig noget arbejde, men det, der er fuldstændig specielt ved det her bibliotek, er, at de har fundet sådan en fyr at lave det på.«

\ Læs mere

Hvorfor vaccinerer man ikke mod slangebid?

Med Steves DNA slipper man strengt taget for at gætte sig frem; hans immunforsvar har helt sikkert oparbejdet en respons til det konstante pres, det er blevet udsat for gennem så lang tid.

Som det næste skridt gælder det derfor nu ’bare’ om at gå i gang med at finde de mest relevante antistoffer.

»Med Steves hjælp har vi nu et helt unikt, skræddersyet bibliotek til at finde neutraliserende humane antistoffer mod slangetoksinerne,« siger Brian Lohse.

Samarbejde startede på Youtube

Vi skruer lige tiden lidt tilbage. For hvordan i alverden går det egentlig til, at en amerikansk rocksanger, bosiddende i Storbritannien, og en dansk forskergruppe kommer i kontakt med hinanden?

Det hele startede faktisk på Youtube, fortæller lektor Brian Lohse. I et indslag til mediet Vice fortalte Steve Ludwin om, hvordan han sprøjtede sig selv med gift op til flere gange om ugen. Forskerne øjnede en mulighed, og Brian Lohses daværende ph.d.-studerende, Andreas Laustsen, tog over for at snakke med ham.

Du kan læse mere om Andreas Laustsen og hans arbejde i artiklen 'Forskerens favorit: Ny teknik kan redde tusindvis af slangebidsofre'.

»Det var sådan, vi fik en interesse for ham, for vi kunne jo godt se, at han var meget unik. Der er mange andre, der har forsøgt sig med det her selvimmunisering, men mig bekendt er der ikke andre, der har gjort det med så mange forskellige slangearter,« fortæller Brian Lohse.

Samtidig var Steve unik på den måde, at ingen kunne være i tvivl om, at hans adfærd var opstået fuldstændig på eget initiativ. Kun sådan kunne et samarbejde nogensinde have en chance for at blive godkendt af Videnskabsetisk Komité.

Sagde ja til smertefuld operation

Brian Lohse fik Steve Ludwin fløjet til København, og forskerne tog adskillige blodprøver fra ham.

I første, anden og tredje omgang uden held. Der var ikke nok af de såkaldte B-celler, som laver og udtrykker kroppens antistoffer.

»Vi fløj ham over 3-4 gange og samlede alt plasmaet, som er den del af blodet, der er tilbage, når man har filtreret eller centrifugeret blodcellerne fra. Men det var simpelthen ikke nok,« husker Brian Lohse.

Til sidst foreslog overlæge Pal Szecsi fra Københavns Universitetshospital at lave en ekstraktion, det vil sige et udtræk, af Steves knoglemarv. Det er nemlig i knoglemarven, at B-cellerne modnes. En temmelig smertefuld operation, som foregår ved, at patienten får stukket en stor kanyle ind i knoglen.

»Steve skulle godt nok lige tænke over det, men han var sej og sagde ja alligevel. Og det var det, der skulle til, viste det sig. Så kunne vi endelig komme i gang med at udskille B-cellerne og isolere hans DNA og RNA,« fortæller Brian Lohse. DNA er den informationsbærende del af cellerne, mens RNA er funktionsbærende. Kemisk er de to opbygget stort set ens.

Alt i alt gik der to år, før forskerne endelig var færdige med The Ludwin Library.

\ Læs mere

Tohovedede havslanger jagtet af danske biologer

Dødelige giftstoffer neutraliseres først

Pt. har forskerne af Københavns Universitet fået de økonomiske midler, der skal til for at screene biblioteket for de antistoffer, som kan bruges i den videre kamp mod slangegift.

I første omgang søger de specifikt efter de antistoffer, som rammer de allerfarligste giftproteiner fra de slanger, som Steve har injiceret sig med gift fra, fortæller Brian Lohse.

»Vores vinkel på det er at gå efter at blokere og hæmme de toksiner, som dræber dig inden for meget kort tid. Det er for eksempel neurotoksiner, som paralyserer dig, så du dør, fordi du stopper med at trække vejret. Andre grimme følgevirkninger, såsom nedbrydning af muskelvæv, celler og blod, arbejder vi med på sidelinjen. Førsteprioriteten er, at folk ikke dør med det samme - dernæst kommer efterbehandlingen af de mange følgevirkninger,« siger han.

Det foregår ved, at:

1. Forskerne har kopieret de dele af Steves DNA, som koder for hans antistof, ind i hver sin virus, som blandes med en given slangegift.
2. Virus med de rigtige antistoffer binder til giften, og disse viruspartikler kan isoleres.
3. Forskerne aflæser DNA-koden på netop disse virus og står nu med en formel på det virksomme antistof, som nu kan fremstilles syntetisk.
4. Ved at bygge antistoffet ind i eksempelvis hamster-celler, kan man opnå den helt rigtige efterbehandling af antistoffet inde i cellen. På den måde kan man i sidste ende lave det i storskala. Alt dette ligger dog langt ude i fremtiden og er alt sammen afhængigt af screeningens udfald i Brian Lohse's forskningslaboratorium på Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet.

»At han stadig lever er et mirakel«

Alt imens det står mere eller mindre hen i det uvisse, hvorfor Steve Ludwin egentlig helt præcist kastede sig over sin hasarderede praksis til at begynde med, er det til gengæld sikkert, at hans foretagende udgør en meget ambivalent chance for forskerne.

På den ene side får de formentlig aldrig lignende mulighed igen: Ludwins antistoffer udgør i dag et unikt katalog, som forskerne ellers ikke ville have haft adgang til.

På den anden side ønsker de ingenlunde at give indtryk af at støtte op om selv-immuniserings-projektet eller opfordre andre til at følge Ludwins livsfarlige eksempel, understreger Brian Lohse.

»At han har gjort det her og overlevet så længe er nærmest et mirakel. Man kan ikke bare få lever- og knogleskader, man kan dø af det. Københavns Universitet vil absolut og på ingen måde nogensinde opfordre nogen til at gøre som Steve,« slutter Brian Lohse.