Hvordan laver man modgift?

Vores læser Stig Johansen har spurgt Videnskab.dk, hvordan modgift virker. Han har set et program i fjernsynet, hvor der blev tappet gift fra slanger til brug som modgift.

Stig Johansen undrer sig over, hvordan gift kan bruges til at hjælpe folk, der er blevet bidt af et giftigt dyr. For som han siger:

»Hvis man har fået gift i sig, hvordan kan det samme gift så være en modgift?«

Spørg Videnskaben sender spørgsmålet videre til lektor Arne Redsted Rasmussen fra Konservatorskolen i København, som har arbejdet med giftige havslanger i mere end 20 år.

Gift er ikke modgift

For det første er det vigtigt at forstå, at det ikke er gift, der bliver sprøjtet ind i blodet som modgift, men derimod antistoffer mod den pågældende gift.

Når man skal lave modgift, så tager man for eksemepl en slange og tapper gift af den, i en proces der kaldes malkning.

Slangens hugtænder presses ned igennem en film, der er spændt ud over et opsamlingsglas. Slangen tror, den bider igennem et lag hud og frigiver gift fra de hule gifttænder, hvorefter giften drypper ned i glasset.

Giften opsamles og sprøjtes ind i et dyr - for eksempel i en hest - med en dosis, der er 10-100 gange mindre, end hvad der er dødeligt.

Som reaktion på indsprøjtningen begynder hesten at lave antistoffer for at neutralisere giften.

Antistofferne er proteiner, der bekæmper fremmede stoffer i kroppen, herunder gift, i at gøre skader på kroppens celler. Det er disse antistoffer, der er hovedingrediensen i modgift.

Hestene får dødelige mængder gift

Gennem flere uger øges dosen af den gift, som hesten udsættes for - indtil den er mange gange højere, end hvad der før var dødeligt for hesten.

Hesten dør ikke af den høje dosis gift, da den nu har så mange antistoffer i blodet, at giften neutraliseres uden problemer.

Efter hesten har oparbejdet en stor mængde antistoffer, tappes blod fra hesten og centrifugeres i en blodcentrifuge.

Blodcentrifugen adskiller de forskellige komponenter i blodet efter vægt, og den del der indeholder antistofferne, udtages og oprenses yderligere til den endelige modgift.

Arne Redsted Rasmussen har ofte besøgt en slangefarm i nærheden af Bangkok i Thailand, der udelukkende har til formål at tappe gift fra slanger til videreproduktion af modgift.

»Jeg har selv set hvordan større og større mængder gift bliver sprøjtet ind i hestene. Til sidst får de så meget gift, at den samme mængde gift kan slå mange mennesker ihjel. Hestene overlever kun, fordi de kan producere flere antistoffer og hurtigere end ellers,« fortæller han.

Én gift kræver én modgift - hvis man ved, hvilken gift der er tale om

Når man snakker om modgift mod slangebid, så snakker man om to forskellige typer modgift.

Den ene type modgift er monovalent og virker kun mod én type slangegift. Den anden type modgift er polyvalent og virker mod flere forskellige typer slangegift.

»Man kunne fristes til at tro, at man fik polyvalent modgift ved at blande flere forskellige monovalente modgifte sammen. Sådan er det ikke. I stedet sprøjter man flere forskellige gifte ind i en hest, og det er så hesten, der laver den polyvalente modgift,« fortæller Arne Redsted Rasmussen.

Som hovedregel er den monovalente modgift den mest effektive, men det kræver, at man er helt sikker på, hvilken slange det var, der bed.

Den polyvalente modgift virker derimod mod en lang række gifte og kan benyttes, hvis man ikke har identificeret slangen, der bed.

Desværre er den polyvalente modgift som hovedregel ikke lige så effektiv som den monovalente, og samtidig har den øget risiko for at give patienten en allergisk reaktion herunder anafylaktisk chok ved indsprøjtning.

Det er dog ikke altid, at det er nødvendigt at bruge en polyvalent modgift mod et bid fra en uidentificeret slange.

Nogle områder i verden har kun slanger med tæt beslægtede gifttyper, og derved kan man bruge en monovalent gift til at behandle alle bid. For eksempel er alle slangearter i Kentucky, USA så tæt beslægtede, at der kun er brug for én type monovalent modgift mod alle de slangebid, der finder sted der.

Indien derimod benytter regelmæssigt en polyvalent modgift, da langt størstedelen af de slangebid, der finder sted der, er forårsaget af én af de fire oftest forekommende slanger, som alle har forskellige gifttyper. Den polyvalente modgift gør, at det ikke er nødvendigt at identificere slangen, i alle de tilfælde af slangebid der finder sted i Indien.

Slangebid giver allergi mod heste

Når man bliver bidt af en slange og modtager modgift, er det ikke helt uproblematisk.

»Det er faktisk sådan, at 10 procent af alle, der modtager modgift mod slangebid, får en allergisk reaktion mod de dele af modgiften, der stadig indeholder spor af hest,« fortæller Arne Redsted Rasmussen.

Derfor skal man helst have slangemodgiften på et hospital, hvor man kan holde patienten under observation. Nogle af de alvorligste tilfælde af allergiske reaktioner mod modgiften resulterer i, at patienten går i anafylaktisk chok og dør af dét i stedet for af slangebiddet.

Derudover er der mange, der udvikler en allergi mod heste, efter de har fået modgift.

De frarådes efterfølgende at tage modgift mod slangebid igen, da det kan få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. Det er også af samme grund, at man er begyndt at bruge dyr som kaniner og får i produktionen af modgift. Desværre er branchen for modgift ikke særligt lukrativ, og der er derfor kun ganske få, der laver modgifte på andet end heste.

Slanger sprøjter ikke gift hver gang

Netop fordi der er så mange komplikationer forbundet med modgift, så er de fleste læger tilbageholdende med at give indsprøjtningen, bare fordi en patient er blevet bidt af en slange. Det er nemlig slet ikke sikkert, at de har fået gift i kroppen.

»Mange slanger sprøjter ikke gift ind i offeret, hver gang de bider. Hvis man ikke udgør et potentielt måltid, så er der ingen grund til, at slangen bruger dyrebar gift på at skræmme dig væk. I stedet laver slangen, det der hedder et 'tørt bid', hvor den bider uden at sprøjte gift,« fortæller Arne Redsted Rasmussen.

Faktisk er cirka 90 procent af alle slangebid mod mennesker tørre bid, og her er det meget uhensigtsmæssigt at give patienten modgift.

Videnskab.dk takker Stig Johansen for hans spørgsmål og Arne Redsted Rasmussen for hans ekspertise.

Hvis du har et spørgsmål, som kræver et ekspertsvar, så skriv endelig til os på sv@videnskab.dk. Du kan også gå på opdagelse blandt alle de andre gode spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben her på siden.