På 37 år blev 9.479 hjerner skåret fri fra kranierne hos psykiatriske patienter i Danmark

Det begyndte i 1945 på Aarhus Universitet.

Universitetet, der dengang kun var 17 år gammelt, havde netop oprettet et medicinsk fakultet, og her havde de plukket stjerneforskeren Lárus Einarson (1902-1969) til at være Danmarks første professor i anatomi.

Samme år blev en ny ledende overlæge ved navn Erik Strömgren (1909-1993) ansat på det psykiatriske hospital i Risskov, kun et (langt) stenkast fra Aarhus Universitet. Ligesom Lárus Einarson havde Erik Strömgren en stor interesse i hjerner. Sammen fik de en lys idé.

Dengang var psykiatrien markant anderledes end i dag:

Folk med psykiatriske lidelser skulle holdes væk fra det omkringliggende samfund, og der var markant færre behandlingsmuligheder, så kroniske patienter var ofte indlagt på psykiatriske hospitaler, til de døde.

Når patienterne døde, var det kutyme, at lægerne obducerede dem for helt konkret at se på, hvor i hjernen ‘de havde en skrue løs’. Men man havde aldrig gemt hjernerne før. Det ville Lárus Einarson og Erik Strömgren lave om på.

Verdens største hjernesamling

Siden 1990’erne har det været populært at sige, at vi lever i hjernens tidsalder, og op gennem 2000’erne og 2010’erne er det stigende fokus neurovidenskaben kun blevet intensiveret.

Det er netop denne hjerne-hype, der ansporede idéhistoriker Thomas Erslev, der i dag er videnskabelig assistent på Aarhus Universitets Institut for Kommunikation og Kultur, til at vægle Danmarks hjernesamlings historie som emne for sit ph.d.-projekt.

»Der var overskrifter over det hele om, at nu har vi fundet kærlighedens kemikalier i hjernen. Der er en idé om, at man kan sætte følelseslivet på formel,« forklarer Thomas Erslev, der forsvarede sin ph.d.-afhandling på Aarhus Universitet i marts i år.

Hans mål var at skrive en lidt »kedelig videnskabshistorie«, fortæller han.

Problemet er bare, at det kan være lidt af en udfordring at gøre fortællingen om de 9.479 hjerner, der findes i Danmarks hjernesamling, decideret kedelig.

I årene 1945 til 1982 blev de knap 10.000 hjerner plukket og samlet, skåret fri fra kraniet hos sagesløse psykiatriske patienter, der døde under indlæggelse, uden nogen form for samtykke, og pakket nænsomt ned i plastspande med formalin, hvor de stadig er opbevarede i dag.

Hjernesamlingen er verdens største, og det er ikke kun de makabre - og i dag forældede - omstændigheder under selve indsamlingen af hjernerne, der gør historien værd at fortælle.

Samlingen har 75-årsjubilæum i år, og dens historie er et vidnesbyrd om, hvilke kvantespring videnskaben og vores forhold til den - for hjernesamlingen spiller også en stor rolle i Danmarks etik-historie - kan tage i løbet af lige knap et menneskeliv.

To mænd med en lys idé

Tilbage til Aarhus Universitet i 1945, hvor Lárus Einarson og Erik Strömgren - to magtfulde mænd, der er selvforvaltende og har nærmest uindskrænket magt - havde fået en lys idé:

»Der var ikke noget, der hed informeret samtykke dengang. Man kunne sagtens forestille sig, at de fik idéen, og så løste de tingene over en herrefrokost i Aarhus,« tilføjer Thomas Erslev, der var forbløffet over, hvor let de to forskere kunne bære sig ad med at stable en hjernesamling på benene.

Nærmest fra den ene dag til den anden stiftede de Hjernepatologisk Institut, som de begyndte at samle hjerner ind til i 1945.

»Fra at have taget hjerner ud og kigget på dem begynder de at tage dem i en spand og gemme dem. Det er det første grænseoverskridende skridt,« fortæller Thomas Erslev.

Der var - udover Lárus Einarsons forskningsprojekt - heller ikke som sådan nogen større strategi med det hele. De samlede de hjerner, de kunne få fat i, og begrænsede sig ikke til nogen specifikke grupper, aldre, sygdomme eller lignende.

»Det er stik modsat af, hvad man ville gøre i dag, hvor det typisk er meget snævert defineret, hvilke ’typer’ hjerner der samles ind i konkrete hjernebanker,« siger Thomas Erslev, og tilføjer, at det sjovt nok er den næsten blinde indsamling af hjernerne, der gør samlingen unik i dag:

»Det er denne alsidighed, der i dag er et af samlingens største fortrin.«

Vigtige pointer i den kedelige videnskab

Gennem 1950’erne og 1960’erne voksede samlingen sig større og større, og det er egentlig slående, hvor meget af arbejdet omkring samlingen der er hverdagsligt og decideret »kedeligt«, forklarer Thomas Erslev.

For eksempel bestod en stor del af forskernes arbejde i at holde lange korrespondancer med glasproducenten Holmegaard og andre firmaer om indkøb af instrumenter og udstyr, hvilket man som historiker ville skøjte hurtigt henover.

»Men jeg mener netop, at der er en sjov historie og pointe i, at videnskaben også er kedelig, at det er noget, der tager lang tid, kræver omhu og ikke sker 'overnight',« siger Thomas Erslev.

Man kan have vilde forestillinger om, at videnskab er noget vovet og dramatisk, der sker i avancerede laboratorier. Men laboratoriet har kun en funktion, hvis man har patologiske samlinger, biobanker og arkiver at tage fat i, lyder pointen:

»Man ved aldrig, hvad man kan få ud af et arkiv. I takt med at man får ny teknologi, eller man stiller nye spørgsmål, kan man få noget ny viden, når man genbesøger arkivet.«

»Så mit arbejde er også et slag for at holde arkiverne i live. Der er måske en tendens til, at folk overser nytten af arkivarbejdet. Men arkiverne og det ‘kedelige’ arbejde skaber grobund for sindssygt meget forskning,« pointerer Thomas Erslev.

Lukkede og genopstod i hjernens årti

Den pointe glemte man dog i løbet af 1980’erne, hvor samlingen nærmest ud af det blå lukkede en dag i 1982, fordi laboratorierne, der virkelig havde sin storhedstid i disse år, pludseligt var mere interessante.

»Jeg har talt med nogen, der var med til at lukke det, og de kunne knap huske det,« fortæller Thomas Erslev, der tilføjer, at lukningen også skal forklares ved, at samlingens daværende leder gik på pension, og ingen rigtig var interesserede i at overtage arbejdet med samlingen.

Fra 1982 lå hjernerne altså i Risskov og samlede støv. Men allerede i 1990, i hjernens årti, genopstod samlingen, da den blev omdrejningspunktet i én af de tidligste - og mest typiske - videnskabsetiske debatter herhjemme.

På grund af ny teknologi, især de nye MRI-skanninger, blev samlingen genopdaget som et åbenlyst gode for forskningen.

Men tiden var en anden i 1990. Etisk Råd blev grundlagt i 1987, og derfor var det ikke bare sådan lige at genoplive hjernesamlingen over en herrefrokost - Einarson-Strömgren-'style'. Samlingen blev set som et helt klart brud på nogle basale rettigheder.

»Problemet lå blandt andet i, at hvis man i en af hjernerne fandt tegn på en psykiatrisk sygdom med høj grad af arvelighed, skulle et barnebarn eller en grandkusine så have den information? Det er et svært etisk dilemma, der stadig er aktuelt i dag,« påpeger Thomas Erslev.

Det endte med, at sundhedsministeren krævede, at Etisk Råd skulle tage stilling, og fra rådet lød den pragmatiske anbefaling, at man godt kunne bruge hjernesamlingen, forudsat at man var lidt forsigtig.

»Der er også den faktor, at der ikke er så mange pårørende til personerne i hjernesamlingen, da de var livslangt indlagte og dermed ikke fik så mange børn,« tilføjer Thomas Erslev.

Hele vejen op til slutningen 00'erne var der gentagne etiske debatter om hjernesamlingen, men gang på gang blev den reddet. De videnskabelige vindinger trumfede etikken.

Samlingen har gjort også klogere på skizofreni og demens

I sidste ende viste det sig at være en fornuftig beslutning.

Gennem 1990’erne blev hjernesamlingen, som forudsagt, brugt til flere store forskningsprojekter, som man ikke ville kunne have gennemført uden den unikke samling.

Der udføres blandt andet studier, der kobler demens og arvelighed. Og så udføres der afgørende studier i skizofreni, fordi hjernesamlingen både indeholder hjerner fra skizofrene, der er blevet medicineret og ikke er blevet medicineret for sygdommen.

»Med tiden bliver de fleste enige om, at nu hvor vi har hjernerne, kan vi lige så godt bruge dem og få det bedste ud af dem. Sådan var det lige indtil i 2017, hvor der lige pludselig ikke var råd til dem,« fortæller Thomas Erslev.

Det psykiatriske hospital i Risskov skulle flyttes til det nye supersygehus i Skejby, og det ville kræve en helt ny bygning.

Derfor skulle samlingen smides ud.

Det skabte et ramaskrig blandt danske og udenlandske forskere. »Katastrofe«, »visionsløst« og »uhyrligt«, lød reaktionerne fra en række af hjerneforskere, der udtalte sig til Videnskab.dk.

»Det er uhyrligt rent videnskabeligt. I USA har de en samling med 17 hjerner, som de er enormt stolte af, men her har vi flere end 9.000 - det er i en liga for sig selv,« sagde professor og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup Poul Videbech til Videnskab.dk.

Etisk Råd advarede også mod lukningen.

Samlingen bliver ved med at give

I 2018 blev samlingen reddet i 11. time, og hjernerne flyttede sydpå fra Aarhus til Odense, hvor Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital overtog samlingen. I Odense er man i dag glade for den beslutning, fortæller Kate Lykke Lambertsen, professor i neurobiologi på Syddansk Universitet:

»Der er ikke nogen, der har så mange hjerner i en samling, og det i sig selv gør dem til et stort aktiv. Men det er også ‘lækkert’ materiale for en hjerneforsker,« siger Kate Lykke Lambertsen til Videnskab.dk og tilføjer:

»Noget af det, der gør dem rigtig spændende, er, at mange af patienterne ikke har modtaget medicin som en del af deres behandling, så man kan bruge dem til at sammenligne med, hvad der sker i hjernen under medicinsk påvirkning,« siger hun.

Kate Lykke Lambertsen fortæller også, at man er i gang med at planlægge katalogiseringen af de næsten 10.000 hjerner, men at hjernerne alligevel bruges til både dansk og udenlandsk forskning.

»Alle kan søge om at lave forskningsprojekter fra samlingen, og så forsøger vi at katalogisere den løbende, efterhånden som vi får henvendelser om projekter. Vi har en forsker hos os, der laver et projekt med epigenetik, og der er nogle fra Bispebjerg, der har et projekt med skizofreni,« fortæller Kate Lykke Lambertsen.

Der altså lagt op til, at hjernerne, hvoraf nogle af de tidligste har været uden for kroppen i op til 75 år, fortsat vil blive ved med at bidrage til videnskaben. Og nu har de altså også fået en lille plads i historien.