Dødsstraf, dårekister og diagnoser: Her er retspsykiatriens historie

Når et menneske begår alvorlig personfarlig kriminalitet, eller i yderste tilfælde drab, efterlader det os med et rungende spørgsmål: Hvorfor?

Hvorfor ender nogle af os med at ty til ekstreme overgreb på andre mennesker? Hvem blandt os reagerer voldeligt, når vi bliver udfordret af den konflikt, de følelser eller de problemer, som vi står midt i?

Det er vi optagede af at prøve at forstå i retspsykiatrien.

Men hvordan håndterer vi egentlig psykisk syge kriminelle i dag, og hvorfor har vores system udviklet sig, som det har? Det vil vi gøre dig klogere på i denne artikel, hvor vi dykker ned i retspsykiatriens historie.

Romerne fritog sindssyge fra straf

At forstå det kriminelle sind har længe optaget videnskaben.

Tidligt forstod man, at nogle mennesker ikke var bevidste om deres egne handlinger. Allerede i Romerriget mente man, at drabsmænd, der var sindssyge, skulle fritages for den almindelige straf, som var dødsstraf.

I Danmark regnes Eriks Sjællandske Lov fra det 13. århundrede for de ældste nedskrevne regler på området. Her finder vi bestemmelsen ’Om Mand bliver gal’ (det vil sige sindssyg), og én om umyndiggørelse af sindssyge.

På det tidspunkt dominerede kirken og den religiøse tankegang dog i retssystemet. Det afspejlede sig i dommernes afgørelser og tænkning.

Heksebrændinger af påståede troldmænd og -kvinder skete i op mod 1.000 tilfælde mellem 1540 og 1683, og en del af dem har muligvis været sindssyge.

Fra dødsstraf til dårekiste

Indtil 1683 blev alle drab straffet med døden, men med Danske Lov blev åbenlyst sindssyge undtaget fra denne regel.

Personer, som begik drab i vildelse eller raseri, svarende til sindssygdom, skulle ikke længere henrettes, men betale til den dødes familie.

Farlige sindssyge kunne sættes i forvaring af myndighederne, blandt andet i de såkaldte dårekister, som blev brugt i Danmark fra 1400-tallet og først endeligt blev afskaffet i 1863.

En dårekiste var et bur med tremmer. Buret var låst, og her lå den sindssyge ofte indtil sin død.

Der er kun spredte beretninger om inddragelse af læger i vurderingen af sigtedes mentale tilstand hen over 1700-tallet, men der er formentlig indimellem blevet anmodet om lægetilsyn til urolige arrestanter.

Retsvæsenet har muligvis ønsket lægers medvirken til at afgøre, om en sindssygdom var ægte, eller om den sigtede simulerede. Det almindelige var dog, at dommerne selv vurderede den sigtedes psykiske tilstand.

\ Læs mere

Amerikansk professor: Dødsstraf afskrækker ikke de kriminelle

Den første forskning

I løbet af 1800-tallet begyndte man at undersøge de kriminelles adfærd og vurdere, hvordan de i øvrigt fremstod og talte. På den tid bestod undersøgelserne stadig kun af korte samtaler med embedslæger.

I 1824 udgav den danske professor i retsmedicin Frantz Howitz afhandlingen ’Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psychologien og Retslæren’.

Her hævdede han, at afsindighed - det vil sige sindssygdom - altid var betinget af en legemlig sygdom. Howitz fastslog, at man ikke altid kunne trække en skarp grænse mellem afsindighed og sund fornuft, og argumenterede for, at man i retsvæsenet burde se med mildere øjne på mennesker med svære vilkår eller udfordringer i sindet.

I 1866 blev Danske Lov erstattet af den første egentlige danske straffelov, som i mere klart sprog beskrev, hvornår lovovertrædelser var straffri, og hvornår der kunne gives strafnedsættelse.

Strafnedsættelse til ’tåber’ og den berømte blækklat

Der blev i §38 beskrevet, at lovovertrædere, som var sindssyge eller mindre begavede, var straffri, og i §39, at der gives strafnedsættelse til ’tåber’ eller andre personer »uden den tilregnelighed, som voxne og sjælssunde Personer besad«.

På dette tidspunkt var mentalerklæringer stadig meget korte. Observationerne tog fortsat ikke højde for personens fortid, men vurderede alene gerningsøjeblikket.

I 1921 udviklede Hermann Rorschach så den berømte blækklattest. Han var en schweizisk psykiater og optaget af den udbredte selskabsleg, som gik ud på at tyde blækklatter.

Rorschach opdagede, at metoden gav adgang til deltagernes underbevidsthed og tilmed kunne være med til at afdække psykisk lidelse.

Svarede personen ikke, eller gav vedkommende kun meget forenklede svar, kunne det for eksempel tilskrives forhold som modvillighed, lav IQ, paranoia eller depression. Paranoide patienter kunne også give få eller forenklede svar, hvis de var bange for at ’lukke’ op og give andre adgang til deres tanker og følelser.

Svarene scores i et komplekst system, og herudfra opstår algoritmer, som danner grundlag for tolkning og eventuel diagnose.

Testen er i eftertiden i dansk regi blevet et meget anvendt retspsykologisk redskab til at undersøge tiltalte i forbindelse med udarbejdelse af mentalerklæringer.

Her bruges den til at nå ind til områder af personen, som psykologen ikke har adgang til gennem samtale.

\ Læs mere

Kan man stole på en mentalundersøgelse?

Behandling kommer i fokus

Den første danske straffelov er fra 1866, og den blev revideret i 1930. Utilregnelighed blev nu indskrevet som begreb i en ny §16.

Sindssygdomsbegrebet blev udvidet til også at omfatte tilstande, der kan ligestilles hermed. En ny §17 beskrev her muligheden for nedsat straf for personer, som ikke var sindssyge, men befandt sig i en tilstand af mangelfuld udvikling eller forstyrrelse af de psykiske funktioner.

Det blev begrundet med, at straf i et fængsel ikke ville gøre det bedre, fordi den dømte ikke fandtes egnet til at blive påvirket gennem straf.

I 1950’erne kom gennembruddet i forhold til at behandle psykisk sygdom med medicin og dermed dæmpe sygdomssymptomerne. Det var også i de år, at psykologer begyndte at blive inddraget i vurderingen af den kriminelles handling og motiver.

Her ser vi, at mentalerklæringerne ændrer form. I beskrivelserne af den tiltalte beskrev lægerne i højere grad de sigtedes barndom og fortid. Samtidig udviklede psykologen David Weschler i USA en IQ-test kaldet WAIS.

Testen bruges stadig til at vurdere, om den tiltalte er mentalt retarderet og derfor ikke skal have almindelig straf.

FBI laver de første psykologiske profileringer

Amerikanerne udviklede i 1970’erne de første psykologiske profileringer af gerningsmænd, og FBI’s metoder spredte sig til resten af verden.

Beskrivelserne af den henholdsvis organiserede og uorganiserede gerningsmand bliver stadig anvendt og tager udgangspunkt i, hvordan den kriminelle efterlader gerningsstedet.

Den organiserede kender konsekvenserne af sin gerning og begår primært velovervejede, planlagte, kriminelle gerninger. Den uorganiserede begår sine forbrydelser spontant og uorganiseret, og gerningsstedets orden eller kaos ses som et billede på gerningsmandens indre.

I 1990’erne blev psykologerne faste bidragydere i udarbejdelsen af mentalerklæringer. Lægerne anerkendte, at psykologiske tests gav adgang til supplerende informationer om de tiltaltes psykiske tilstand.

Ud over Rorschachtesten, som allerede var kendt, begyndte man blandt andet at anvende redskaber såsom den canadiske psykolog Robert Hares PCL-R, som populært kaldes psykopati-tjeklisten.

\ Læs mere

Kan du spotte en psykopat?

Sindssyg i gerningsøjeblikket?

Mentalerklæringer er i dag et meget anvendt redskab i danske retssager, der omhandler alvorlig personfarlig kriminalitet. Formålet er stadig at afgøre, hvorvidt den tiltalte var sindssyg i gerningsøjeblikket eller ej.

Dommerens afgørelse kan for denne gruppe føre til en af disse domme: Behandlingsdom, anbringelsesdom, forvaring eller livstid (se en uddybende forklaring af straffenes indhold i boksen nederst i artiklen).

Intet menneske bliver født ondt. Alligevel begår nogle af os alvorlig personfarlig kriminalitet eller i yderste tilfælde drab.

Med vores nye bog, ’Forbrydelsens sind’, som denne artikel er et redigeret uddrag fra, håber vi at give et indblik i, hvad der går forud for, at nogle mennesker overfalder andre, begår vold mod dem eller ligefrem tager livet af en anden.

I bogen fortæller otte kriminelle deres livshistorier. Ingen af dem ønsker at fremstå som ofre, ingen af dem mener, de er uskyldige. De står ved, at det var deres eget valg og ansvar at bryde loven uanset omstændighederne.

De otte ønsker alle at sætte fokus på, hvad der gik galt for dem. Hvor deres liv begyndte at tage en forkert drejning, hvilke beslutninger de tog undervejs, og hvad der skubbede dem ud over kanten.

De er på den måde et vigtigt indlæg til at sætte fokus på, hvad vi som samfund kan gøre bedre for at forhindre de voldsomme kriminelle handlinger, og at flere ender som uskyldige ofre.

\ Læs mere

Sidder kriminalitet i hjernen?

\ Læs mere

Tre psykologiske grunde til, at mordere dræber

\ Læs mere

Derfor rydder et mord flere forsider end en drukneulykke