Myten om den lollandske malaria-epidemi

I september 1831 ankom den unge læge Carl Emil Døllner fra København til Bregentved hovedgård på Sydsjælland.

Døllner beskriver i en indberetning til det kgl. Sundhedskollegium (Sundhedsstyrelsens forgænger), hvordan han på vej mod hovedgården kørte gennem tomme landsbyer, hvor indbyggerne lå syge i deres senge.

Lægernes indberetninger til det kgl. Sundhedskollegium, aviserne og præsternes brevudvekslinger tegnede et enslydende billede af sundhedstilstanden på Sjælland og Lolland-Falster i sensommeren 1831:

En voldsom epidemi havde bredt sig som en steppebrand, og året 1831 var sidste gang, at antallet af dødsfald skulle overgå antallet af nye fødsler i dansk befolkningshistorie.

Epidemien er ikke ukendt i danmarkshistorien, men er ofte blevet misforstået.

I nyere populærhistoriske fremstillinger er fortællingen om epidemien præget af gamle myter om malariaudbrud, der stammer fra anden halvdel af 1800-tallet.

Disse fortællinger er for længst lagt i graven af historikere.

Denne artikel er et forsøg på at beskrive et mere kildetro handlingsforløb og bud på, hvilken sygdom der hærgede i 1831. Min undersøgelse af epidemien i 1831 er også publiceret i Scandinavian Journal of History, hvor alle kilder er beskrevet mere detaljeret.

Tørken breder sig

For at forstå epidemien 1831 er man nødt til at skrue tiden tilbage til sommeren 1826. Her begynder en farlig vejrmæssig cocktail, der skaber gunstige vilkår for udbrud af epidemier.

I lægernes indberetninger til det kgl. Sundhedskollegium skrev de ofte om vejrforhold. Året 1826 beskrives af både læger og i pressen som exceptionelt varmt, og i store dele af Nordeuropa breder tørke sig.

I Holland rammer en stor diarréepidemi byen Groningen, og rundt regnet 10 procent af indbyggerne dør. Den nuværende forklaring er, at fordi byens brønde tørrer ud, begynder indbyggerne at tage vand fra byens kanal, som samtidig også bliver benyttet til at deponere afføring.

Dernæst kulde... og masser af regn

I Danmark fører tørken til dysenteri (mavetarminfektion) i Hornsherred og en diarrélignende epidemi på Langelands sydende, hvor Magleby og Humble sogne bliver hårdest ramt.

På Sjælland fører den mangelfulde høst ifølge dagbogsnotater til, at landarbejdere og husmænd traver landevejene tynde på jagt efter arbejde. På Stevns valfarter indbyggerne til landsbyen Houby - et af de få steder, hvor brøndene ikke er udtørrede.

Det varme og tørre kriseår 1826 bliver fulgt af en våd og kold sommer i 1827, hvor høsten atter en gang slår fejl.

I Kalundborg beretter de praktiserende læger for første gang om epidemier i august og september, hvor ofrene oplever symptomer lig dem i den kommende store 1831-epidemi: feber, ledsmerter, udslæt, opkast, diarré og gulsot.

Fejlslagne høster og fødevarekrise

1828 bliver en gentagelse af 1827 med fejlslagen høst og ’høstepidemi’, der griber om sig på Vestsjælland fra Odsherred i nord til Slagelse i syd.

1828 bliver første år, hvor pressen får nys om, at epidemien hærger så langt som til Lolland-Falster. Det samme gør sig gældende i sensommeren 1829 - et år, der også ser en voldsom epidemi af mæslinger eller skarlagensfeber i foråret.

I 1830 er der ingen overdødelighed, og mystisk nok fortæller medicinalberetninger for dette år heller ikke om ’høstepidemi’ eller ’omgangssyge’ i sensommeren.

Årene op til 1830 havde som nævnt været våde og kolde, og høsten var gentagne gange slået fejl, og selvom høsten i 1830 ikke slog fejl, var skaden allerede sket:

De gentagne fejlslagne høstår havde medført en alvorlig fødevarekrise på Sjælland og Lolland-Falster.

Epidemien rammer

Men så kommer sommeren 1831. Ligesom det var tilfældet de foregående år, bryder epidemien ud i juli-august. I løbet af august tager den til, og dømmer man på kirkebøgernes afsnit for begravelser, toppede epidemien i september, hvorefter den ebber ud i løbet af oktober og november.

Geografisk breder den sig over store dele af Sjælland og Lolland-Falster, mens hverken København eller Fyn bliver ramt.

De egne af Sjælland, der i de foregående år ikke var blevet hårdt ramt, rammes nu hårdest i 1831: I den førnævnte landsby på Stevns - Houby - døde hver 10. indbygger, ifølge Fakse sogns kirkebog.

Bekymrede læger og tøvende myndigheder

Da epidemien begynder, gør de sjællandske embedslæger Sundhedskollegiet opmærksom på, at der er en epidemi i omløb.

Hvorvidt epidemien er smitsom eller ej, kunne lægerne ikke vurdere, og fra Sundhedskollegiets side beslutter man at se tiden an. Spørgsmålet om epidemiens smitsomhed var vigtigt inden for datidens sundhedspolitik. Det skyldes, at statslig lægehjælp afhang af, hvilken type sygdom der var tale om:

Indtil mikrobiologiens gennembrud i slutningen af 1800-tallet, herskede der flere teorier om, hvordan sygdomme opstod.

De to overordnede teoretiske rammer var ’miasmateorien’ (sygdomme opstår spontant i uhygiejniske miljøer) og ’kontagionteorien’ (sygdomme spredes fra person til person).

På den tid var lægebehandling privat, hvilket førte til, at mange på især landet undlod at søge lægehjælp. Såfremt en sygdom var erklæret smitsom, blev lægehjælp gratis, og lægerne fik økonomisk kompensation for antallet af patienter.

Det betød, at lægerne generelt var interesserede i at dømme epidemierne som smitsomme, mens den øgede økonomiske byrde på staten betød, at den hældede til den gratis forklaring, nemlig at sygdommen opstod spontant i uhygiejniske miljøer.

Tidligere skildringer

I slutningen af august 1831 indser myndighederne i København dog, at epidemien er for udbredt og dødelig til at de kunne sidde den overhørig.

Den militære efterårsmanøvre for soldater på Midtsjælland bliver aflyst, og Sundhedskollegiet mobiliserer en række læger og medicinstuderende til at assistere de overbebyrdede sjællandske og lolland-falsterske læger.

Det er her, at Døllner kommer ind i historien. Døllner er én blandt mange læger, der bliver sendt ud i det krisehærgede sjællandske landskab for at behandle patienter og blev her indlogeret på Bregentved hovedgård på Sydsjælland.

Tidligere skildringer af epidemien bærer præg af to myter: Først og fremmest har tidligere skildringer beskrevet epidemien i 1831 som en malariaepidemi.

Symptomer og dødelighed stemmer ikke med malaria

De mest almindelige symptomer på malaria er feber, ledsmerter, hovedpine, mavesmerter, diarré, opkast, og i nogle tilfælde gulsot.

Det mest karakteristiske element ved malaria er, at feberanfaldene kommer i perioder, hvorefter de forsvinder og vender tilbage.

Derfor blev malaria førhen også kendt som 'intermitterende' feber, og den var kategoriseret efter antallet af dage mellem hvert feberanfald.

Lægerne, der deltager i behandlingen under epidemien, beskriver en række symptomer, der til dels minder om symptomer på malaria, men der er også forskelle.

Foruden feber, ledsmerter, hovedpine, voldsomme mavesmerter, diarré, opkast, og gulsot beskriver lægerne også ødemer (væskeophobning), blodig afføring, ’sort’ opkast, en enkelt observerede nekrose (vævsdød), og en enkelt observerede blodig urin.

Her er tale om et klinisk billede, der ligger langt fra malaria.

Dertil kommer, at man fra slutningen af 1800-tallet kender den procentmæssige risiko for at dø, såfremt man havde malaria i Danmark.

Risikoen her var 0,2 procent, og risikoen var altså lav. Når 6 procent af Fakse herred bortgik, kan det altså ikke skyldes en sygdom med så lav risiko.

Nej, epidemien opstod ikke pludseligt eller på grund af tåge

Den anden myte om 1831-epidemien er, at den opstod som et lyn fra en klar himmel.

Nogle skildringer har lagt vægt på, hvordan der i ugerne op til epidemien lå en tåge over landet, og forklarer blandt andet epidemien med tågen.

I Jeanette Varberg og Poul Duedahls populærhistoriske bog ’Den Fjerde Rytter’ beskrives det blandt andet, at fugten gjorde forholdene gode for myggene, hvilket skabte den eksplosive malariaepidemi.

Hvad der er tydeligt, er dog, at epidemien i 1831 skal ses i forbindelse med de foregående års sommerepidemier, der startede på Vestsjælland i 1827.

Den datidige presse berettede om epidemierne, bønderne skrev om dem i deres dagbøger, og lægerne indberettede det til Sundhedskollegiet.

Epidemien i 1831 var intet lyn fra en klar himmel eller forårsaget af et par ugers tåger.

Misforståede diagnoser skaber grobund for myten

Vi ser stadig eksempler på, at myten om en malariaepidemi i 1831 på Sydsjælland og Lolland-Falster lever – prøv bare at google ’malariaepidemi i Danmark 1831’.

Men hvornår opstod så myten om malaria, og hvorfor er den så hårdnakket? Baggrunden skal søges i 1800-tallets litteratur om epidemien.

Den første faglige skildring af epidemien blev gjort af lægerne Andreas Frederik Bremer og Carl Emil Fenger i to artikler fra 1848 (der findes hos Det Kongelige Medicinske Selskabs Skrifter), samt den praktiserende læge på Lolland Ernst Julius Haderup samme år.

Bremer beskrev i sin artikel interessant nok hele perioden 1825-1834 og skildrede i sin artikel de gentagne sommerepidemier.

Fengers artikel var en matematisk øvelse i udregning af overdødelighed. De beskrev epidemien i 1831, samt epidemierne de foregående år som »koldfeber«-epidemier.

Koldfeber og malaria var ikke det samme i 1831

I 1848 skildrede Haderup i en artikel til det lægefaglige tidsskrift Bibliotek for Læger en »koldfeber«-epidemi på Vestlolland i 1847-48.

I hans artikel nævner han ligeledes, at epidemien var den største siden epidemien i 1831.

Koldfeber er en gammel dansk sygdomsdiagnose, der genfindes så langt tilbage som på 16- og 1700-tallet.

Fra især anden halvdel af 1800-tallet blev koldfeber-begrebet opfattet som et slags synonym for malaria, og de symptomer, Haderup beskriver i sin artikel, minder da også om symptomerne på moderne malaria.

Men koldfeber og malaria var ikke synonymer i 1831, og det er derfor en fejlfortolkning, når lægerne i anden halvdel af 1800-tallet læser deres forgængeres brug af ordet ’koldfeber’ som synonym med ’malaria’.

Afhandling om koldfeber giver myten vind i sejlene

Myten om malaria lader dog for alvor til at etablere sig, da den praktiserende læge Carl Adam Hansen i 1886 udgav en afhandlingen 'Epidemiologiske Undersøgelser Angaaende Koldfeberen i Danmark' om koldfeberens epidemiologi i 1800-tallet.

Hansen gennemgår slavisk år for år, hvordan koldfeberen beskrives op gennem 1800-tallet.

Hansen gør sig skyldig i to ting: For det første underspiller han epidemierne i sensomrene mellem 1827 og 1830.

Ved at gøre det, fremstilles epidemien i 1831 ikke som kulminationen på en længere årrække med tiltagende sygdom, men som et lyn fra en klar himmel.

For det andet beskriver han, som Bremer, Fenger og Haderup også gjorde det, epidemien som en »koldfeber«-epidemi.

Ingen af dem er førstehåndskilder

Hverken Bremer, Fenger eller Haderup var dog til stede under epidemien, og Bremer anerkender sågar i sin artikel, at hans kliniske beskrivelser stammer fra samtaler med læger, der var til stede ved epidemien.

Carl Adam Hansen blev født 14 år efter epidemien og har altså heller ikke oplevet epidemien selv. Hans kilder består af Sundhedskollegiets medicinalberetninger, Bremer og Fengers artikler og samtaler med ældre lollikker, der huskede ’feberåret’ 1831.

Ingen af de personer, der har skildret epidemien som en koldfeberepidemi, var altså til stede under epidemien og må dermed betragtes som sekundærkilder.

Hvad siger førstehåndskilderne så om epidemien i 1831?

Vender man sig mod de primære kilder, ser man helt andre diagnostiske betegnelser. Nogle beskriver epidemien, som allerede nævnt, blot som en ’høstfeber’ eller en ’omgangssyge’.

De tilstedeværende læger benyttede sig af latinske betegnelser som ’febris biliosa’, ’febris intermittens’ (koldfeber), ’febris remittens’, ’typhus’ og ’febris rheumatica’.

Det er klart, at der ikke var begrebsmæssig konsensus om epidemiens årsag. Desuden skal sygdomsbetegnelserne ikke forstås på samme måde som moderne medicinske diagnoser.

Ved en moderne smitsom sygdom forstås en virus, bakterie, parasit med dertilhørende række symptomer.

De latinske betegnelser beskrev ikke en sygdom, men var ’kun’ symptombeskrivelser.

’Febris biliosa’ var en sygdomstilstand, hvor patienten havde kvalme eller kastede op, og ’febris intermittens’ var dengang en sygdomstilstand, hvor patientens feber kom og gik.

Der var tale om en individuel form for diagnosticering: I løbet af et sygdomsforløb kunne en patient gå fra at have ’febris intermittens’ til at have ’febris biliosa’, fordi de kliniske symptomer udviklede sig.

Myten lever videre hos WHO

Disse nuancer gik dog i glemmebogen efter Bremer og Fengers artikler - og især Hansens afhandling fra 1886 og en efterfølgende artikel udgivet i Lolland-Falsters Lokalhistoriske Årbog i 1913.

Myten om malaria har sidenhen levet hårdnakket. I 1980 blev den beskrevet som malaria i en bog af WHO om malariaens historie i Europa.

I 1980 udgav demografen Otto Andersen en artikel ved navn ’A Malaria Epidemic in Denmark’.

I 1990 skrev historikeren Claus Bjørn i en danmarkshistorie, at Lolland-Falster var plaget af ’en slags malaria’ indtil begyndelsen af 1800-tallet.

I en bog af Jakob Eberhardt om historiske epidemier fra 2019 beskrives 1831 som malaria.

Jeanette Varberg og Poul Duedahl beskriver som tidligere nævnt også epidemien som malaria, og senest gentager Klaus Larsen myten i en artikel ved navn ’Epidemien der gik under radaren’ i Ugeskrift for Læger i 2020.

Alle henviser til Carl Adam Hansen som kilde.

Var meldrøje årsagen til epidemien?

Ikke alle var dog enige i, at epidemien skyldtes koldfeber.

Lægen Emil Hornemann, der selv som medicinstuderende deltog i behandlingen af patienter på Stevns, gav i oktober 1883 et foredrag om sine erfaringer fra epidemien.

Hornemann selv var kritisk over for teorien om koldfeber, og hans præsentation var efterfulgt af en livlig debat, hvor tyfus blandt andet blev foreslået som årsag.

I 1997 udgav historikeren Jens Christian Manniche to grundige artikler, hvor han med nutidens kildekritiske briller obducerede epidemien og slog her et slag for, at epidemien skyldtes meldrøje (svampesygdom) grundet den dårlige høst (se her (s.244) og her (s.171)).

Hvad var det så?

Det er nemt at kritisere andres teorier. Ikke desto mindre mener jeg, at der er behov for at revidere vores kollektive forståelse af epidemien i 1831.

Både timingen - at den ikke var et lyn fra en klar himmel - og forestillingen om, at det var malaria, bør på baggrund af de primære kilders symptombeskrivelser lægges i graven.

Spørgsmålet er så, hvad epidemien skyldtes. Som nævnt var Manniches forsigtige forslag, at epidemien skyldtes meldrøje grundet de våde somre.

Manniche lænede sig op ad den amerikanske medicinhistoriker Mary Matossian, der i samme periode udgav en række kontroversielle artikler og bøger (blandt andet denne), hvor hun slog et slag for, at meldrøje i virkeligheden spillede en langt større rolle i historien end antaget.

Selv er jeg skeptisk over for teorien om meldrøje. Var de sydsjællandske kornlagre fulde af meldrøje, var epidemien sandsynligvis fortsat ind i vinteren og foråret, hvor befolkningen fortsat spiste efterårets høst.

Dårligt vejr, fødevarekrise og diarrésygdomme det bedste bud

Jeg er dog enig med Manniche i, at epidemien må have en forbindelse til det dårlige vejr og de fejlslagne høster.

At epidemierne startede samtidig med de dårlige høstår og sluttede, da høsten blev bedre, må tyde på en klar sammenhæng.

Mit forslag er, at epidemien skyldes en række forskellige diarrérelaterede sygdomme, der cirkulerede under krisen.

Ved historiske fødevarekriser dør de fleste af infektionssygdomme, fordi de i forsøget på at skaffe mad spiste ting, de ellers ikke ville have spist, mens kun et mindretal døde af sult.

I Skandinavien havde man tradition for at lave barkbrød i dyrtider, hvor man blandede birkebark med mel til brød, hvilket kunne forårsage alvorlige mavetarminfektioner med døden til udgang.

Samtidig fører sådanne katastrofer til mere migration, da landarbejdere søger arbejde, hvor det kan findes, og med landarbejderne spredes sygdomme også.

Om end hverken læger eller aviser berettede om, hvordan befolkningen på Sjælland og Lolland-Falster reagerede på madknapheden, så må de have haft overlevelsesstrategier, og de strategier må have været med til, at så mange blev syge i 1831.

Gåden 1831

Mit bud er naturligvis blot endnu et i rækken. Vi kommer sandsynligvis ikke længere i debatten ved blot at introducere flere mulige kandidater på baggrund af det historiske kildemateriale.

Hvor de skrevne kilder førhen har været historikerens eneste kilde, er en ny type kilde vokset frem i løbet af de seneste tyve år: aDNA, også kendt som fossilt DNA.

Mikrobiologernes muligheder for at løse gåder om fortidige sygdomme ved at genskabe bakteriernes DNA har indtaget en særlig rolle i historiografien.

Det meste kendte eksempel, hvor aDNA løste en historisk gåde, var, da et forskerhold viste, at den sorte død opstod i det centrale Eurasia, ved at genskabe DNA'et fra tandkroner i en massegrav.

Såfremt et forskerhold i fremtiden er i stand til at finde et skelet, der med sikkerhed er død af, hvad end der forårsagede epidemien i 1831, håber jeg, at forskerne på lignende vis vil være i stand til at genskabe et DNA og dermed løse gåden om, hvad der skete i sensommeren 1831.