Den 57-årige rejehandler Wei Guixian følte sig småsløj. Hun havde feber, hovedpine og tør hoste, og i begyndelsen af december 2019 forlod hun sin stadeplads på dyremarkedet i den store og driftige centralkinesiske by Wuhan ved Yangtzeflodens bredder og opsøgte en læge for at få hjælp til at dulme forkølelsessymptomerne.
Derpå vendte hun tilbage for at passe sit arbejde.
Det blev en beslutning med skæbnesvangre konsekvenser. Otte dage senere lå hun halvt bevidstløs med lungebetændelse, vejrtrækningsproblemer og nedsat nyrefunktion i en seng på et af byens største hospitaler, mens det væltede ind fra højre og venstre med folk med tilsvarende symptomer.
Adskillige af dem forlod hospitalet igen i en kiste.
Nogle få uger senere var smitten ude af kontrol. Turister fra alle egne af verden blev kaldt hjem, og krydstogtskibe blev sat ud af drift, mens folk i tusindvis nærmest instinktivt fik travlt med at hamstre.
I begyndelsen af marts erklærede verdenssundhedsorganisationen, WHO, sygdommen for en global pandemi.
Følgevirkningerne var omfattende. Land efter land lukkede ned, indstillede flytrafik og satte betonklodser ved landegrænserne. Opsatte testtelte, indrettede modtagecentre og lynuddannede akutsygeplejersker.
Coronavirussen, COVID-19, som ingen havde hørt om før, blev altings omdrejningspunkt, og folk forskansede sig inden døre, mens nyhedsstrømmen forvandlede sig til en sløjfe af oplysninger om smittekurver og dødstal og flokimmunitet.
Men lad os afsløre det med det samme: der er intet nyt under solen.
Det ved arkæologer og historikere, og da historie er menneskehedens erfaring, er det også i fortidens meritter, at man kan hente viden om, hvordan epidemier opstår og udarter sig – og aflæse, hvordan mennesker reagerer på dem.
I vores nye bog, 'Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie', sætter vi fokus på menneskets forhold til mikrober gennem de sidste 10.000 år og de erfaringer, vi kan drage af det. Og det er ikke så få.
Her er 10 ting, som vi kan lære af vores historie og bør gøre klogt i at huske:
\ Om bogen 'Den fjerde rytter'
'Den fjerde rytter' fortæller hele historien, fra de første epidemier blandt de tidligste stenalderbønder, til i dag, hvor hele verdens befolkning er blevet ramt af COVID-19.
Læs mere om bogen, der udkommer 9. oktober, her.
1. Også det naturskabte er kulturelt betinget
Sygdommenes hærgen og succes kan vi mennesker takke os selv for. De største og mest omfattende sygdomsudbrud gennem tiderne skyldes nemlig vores tætte forhold til de dyr, vi opdrætter, slagter og spiser.
Samlere og jægere, som sjældent var bofaste, nåede aldrig op på en befolkningstæthed, der gjorde det muligt at opretholde floksygdomme, men for mere end 10.000 år siden begyndte mennesker i Mellemøsten at dyrke jorden og holde husdyr.
De bosatte sig i landsbyer og indrettede komplekse samfund, hvor affaldet hobede sig op, og hvor menneskene og dyrene boede op og ned ad hinanden.
Deres kropssekreter blandede sig let med fødevareproduktionen, og det skabte ideelle betingelser for, at alverdens sygdomme kunne opstå.
Den nye måde at leve på skabte samtidig mulighed for produktionsoverskud, som øgede befolkningens størrelse og befolkningstætheden, samtidig med at landsbyerne blev forbundet gennem handel, som muliggjorde, at sygdommene bredte sig over store landområder.
Derfor undrer det hverken virologer, arkæologer eller historikere, at den nye coronavirus opstod i den meget tæt befolkede Hubei-provins i det centrale Kina, og at epicentret var et marked med levende dyr samlet på meget lidt plads og præget af manglende hygiejne.
Omkring 60-75 procent af samtlige epidemier er såkaldte zoonoser (sygdomme, som smitter mellem dyr og mennesker).
\ Læs mere
2. Klimaforandringer og biodiversitet påvirker epidemierne
Vores påvirkning af Jorden siden stenalderen har groft sagt skubbet os derud, hvor vi har sammensat dens biodiversitet efter vores smag.
Men ud over havstigninger og forurening står vi overfor et andet stort problem:
Klimaændringer og ensretningen af dyrelivet på Jorden har også gjort det meget lettere for virus at sprede sig.
Gennem tiden er det tydeligt at se, at klimaændringer og store epidemier hænger tæt sammen.
Hvis vi så også tilsætter store ensartede dyrebesætninger af kvæg, svin, høns og, nå ja, mink, hvor virus uden problemer kan sprede sig internt og hoppe videre til mennesker, har vi en potentielt meget farlig cocktail.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
3. Epidemier er forventelige gentagelser
For langt de fleste af den moderne verdens indbyggere er coronakrisen første gang, de ser effekten af en epidemi med al den angst og destruktion, som følger i slipstrømmen.
I et historisk perspektiv var den til gengæld forventelig.
Set med tidens alen er sygdomme af global skala nemlig et tilbagevendende fænomen, og det mærkværdige består egentlig i, at den denne gang lod vente så længe på sig.
Sidste gang, en epidemi med enorme dødstal bredte sig over flere kontinenter, var for præcis hundrede år siden. Men selv hvis altødelæggende epidemier kom oftere, er menneskets evne til at glemme helt uforlignelig.
Det skyldes, at der i glemslen eller fortrængningen er indbygget et håb, nemlig om at vende tilbage til normaltilstanden, som vi opfatter som fravær af sygdom.
I middelalderen, hvor pesten undertiden viste sig hvert ottende år eller omtrent tre gange i løbet af en generation, blev alle konstant mindet om lidelse som en del af livet, men i dag, hvor et mere effektivt sundhedsvæsen og bedre hygiejne dæmmer op for det meste, får man let den tanke, at mennesket bestemmer verdens gang og er frit og herre i sit eget liv.
Så er det, at vi sænker paraderne, frejdigt erklærer, at de altødelæggende epidemier er et overstået kapitel, dropper epidemiberedskabet, sælger ud af seruminstituttet og anvender antibiotikaen på pattegrise og lørdagskyllinger.
Historien viser, at det er en illusion, og at det i andre perioder er mikroberne, der styrer og ændrer retningen for vores tilværelse.
4. Mennesket husker trods alt … en smule
Her kommer bogens mest opmuntrende melding: Nok har mennesket en fantastisk evne til at fortrænge og glemme, men lidt hænger der nu alligevel ved.
Sundhedssektoren i Danmark er for eksempel kun veludviklet, fordi enkelte mennesker rent faktisk noterede ned, hvad man bør huske næste gang.
Pest gav os karantæne, isolation, lazeretter og epidemilovgivning. Syfilis gav os amtssygehuse, kopper gav os vacciner og kolera gav os kloakering.
Tuberkulose fik os til at holde op med at spytte overalt, AIDS lærte os at bruge kondom og COVID-19 at vaske hænder og bruge mundbind.
5. Epidemier kan udløse oprør
Adskillige gange har epidemier ændret verdenshistoriens gang, og de har været afgørende for, om imperier bestod eller bukkede under, ligesom de har leveret nye muligheder for dem, der overlevede sygdommens tilfældige hærgen.
Et helt nyt studie viser for eksempel, at der var 39 oprør forud for og 71 i kølvandet på 1800-tallets koleraepidemier.
Det viser også, at sociale spændinger ofte er den bagvedliggende faktor og epidemierne den udløsende – og det er måske lige netop det fænomen, vi er vidner til i USA for tiden.
Konklusionen er, at dårlig økonomi og et ineffektivt sundhedsvæsen er krudttønder, mens forebyggende sundhedsforanstaltninger er den bedste vaccine mod ustabile samfund.
6. Sygdomme er forskellige, menneskers reaktionsmønstre de samme
Mikrober har haft millioner af år til at tilpasse sig og dukker hele tiden op i nye varianter. Det er deres overlevelsesstrategi.
Mennesket klæder sig også hele tiden i nye gevandter, men deres reaktionsmønstre er forbavsende ensartede.
Hamstring og frygt kan spores i stort set hver eneste epidemiudbrud, vi har kilder til.
Bliver epidemien slem, får den sågar mennesker til at forlade deres hjælpeløse familiemedlemmer for at redde sig selv, og synes alt håb ude, slipper befolkningerne ikke sjældent hæmningerne, kaster sig ud i en afsindig fest og går ned med et brag.
7. Epidemier rammer ofte de unge og sunde
Den overskrift er en sandhed med modifikationer, for sygdomme er forskellige og rammer som udgangspunkt alle. Men i perioder, hvor de samme sygdomme – eksempelvis pesten – er vendt tilbage igen og igen, er de som regel gået ud over de generationer, som ikke oplevede den seneste omgang.
For omkring hundrede år siden var verden også hærget af en særlig slem virus, Den Spanske Syge, som på kort tid tog livet af hovedsageligt yngre mennesker.
Først og fremmest dem mellem 20-40 år.
Formentlig fordi børnenes stærke immunforsvar tog brodden af den, mens de ældre medborgere allerede havde gennemlevet influenzaepidemier, der mindede om den, og som havde gjort dem modstandsdygtige.
Der er dog også forskere, der arbejder med den hypotese, at de yngre årgange som børn havde oplevet en influenzaepidemi, som under Den Spanske Syge fik deres immunforsvar til at overreagere (læs mere om den hypotese og den Spanske Syge i Forskerzonen-artiklen 'Den spanske syge var relativt mild i Danmark og ramte på mystisk vis de 20-40-årige').
8. Epidemier skaber syndebukke
Nogle skal altid have skylden. Syfilissen kom fra Sydamerika med spanierne og blev spredt via spanske lejesoldater til Italien. Her lykkedes det spanierne og italienerne at få sygdommen spredt til deres franske ærkefjender.
Derfor fik den navnet Den Franske Syge. Efterhånden som hærstyrker stødte på den rundt om på de europæiske slagmarker, kom den efterhånden også til at hedde 'den tyske syge' og 'den polske syge', og sidenhen blandt muslimer 'den kristne syge' og blandt japanere 'den kinesiske syge'.
Det er nemlig ikke kun kære børn, der har mange navne, og epidemier kommer altid et sted fra og næsten altid fra andre end én en selv. Af samme grund er der amerikanere, heriblandt præsident Trump, der kalder coronavirussen for 'the Chinese virus', og kinesere, der påstår, at den er kommet til Kina fra USA.
Det gjorde forløberen 100 år tidligere faktisk – og alligevel fik den navnet Den Spanske Syge. Den slags navnelege kan let udvikle sig til det, der er værre.
I middelalderen blev jøder anklaget for at være pestspredere og brændt på bålet.
Sidenhen blev irske immigranter i USA anklaget for at være koleraspredere, og selv i dagens Danmark kan vi heller ikke altid sige os fri for at udpege COVID-19-spredere blandt landets etniske minoritetsgrupper.
\ Læs mere
9. Censur, misinformation og manglende viden er livsfarlig
Da Den Spanske Syge ramte i slutningen af 1. verdenskrig, ramte den lige ned i en tid præget af mørkelæggende pressecensur, tætpakkede skyttegrave og dårlig ernæringstilstand.
Derfor fik epidemien rig lejlighed for at hærge i et omfang, som endnu engang rystede en hel verden og kostede i omegnen af 20-50 millioner mennesker livet – langt flere, end der døde på slagmarken.
I dag er det stadig samfund præget af mørkelægning og misinformation, som bliver hårdest ramt.
10. Epidemierne spredes hurtigere og kræver hurtigere handling
Globalisering er et gammelt fænomen, men hastigheden har ændret sig. Den Sorte Død, som spredte sig i 1300-tallet, nåede fra Mongoliet til Danmark i løbet af omtrent to år, som var den tid, det tog at komme hertil per skib og hesteryg.
Koleraen i 1850’erne spredte sig derimod på 70 dage i en tidsalder med jernbaner og damskibstrafik.
Coronavirussen tog det til sammenligning kun i omegnen af 12-14 timer at nå fra Kina til Italien per rutefly.
Alt det og meget mere kan man læse om i vores nye bog. Den er tænkt som et historisk overblik, som forklarer, hvorfor kloden gentagne gange har været ramt af epidemier og fortsat vil blive det.
Den afsøger fortidens forklaringsmodeller for at forstå befolkningernes reaktion og nutidens for at skabe overblik over sygdommenes oprindelse, udvikling og forløb.
De største og mest alvorlige tilfælde ændrede trods alt menneskehedens tilværelse, og derfor giver det god mening at få lidt indsigt i epidemiernes væsen ved at følge deres hærgende ridt gennem historien.
Hvis coronakrisen er generalprøven, så gælder det nemlig om at være klædt godt på til premieren!
Jeanette Varberg & Poul Duedahl: Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie, Gads Forlag 2020.
