Det falder så naturligt for os.
Vi tænker ikke over, lige præcis hvordan cellerne mellem ørerne formår at skelne mellem forskellige følelser. Hvordan hjernen reagerer, når vi ser en person falde og slå sig, når vi får medfølelse for udstødte mennesker, eller beundrer personer, som ofrer sig for at hjælpe andre.
Og i mange årtier har hjerneforskere forsøgt at grave sig dybt ned i hjernemassen for at finde svarene på, hvad hjernen gør for at skabe vore følelser.
Langt hen ad vejen har man også lært en god del, og mange følelsesfulde strukturer i hjernen er blevet fundet. Men det meste af denne forskning har – indtil videre – fokuseret på de store (og ofte primitive) følelser, som frygt, afsky og nydelse.
I langt mindre grad findes der studier, som ser på mere komplekse – og måske mere unikt menneskelige – følelser.
Fremtrædende forsker finder følelserne
Derfor er det værd at bemærke, når nogle af de mest fremtrædende hjerneforskere, som Antonio Damasio, annoncerer, at de har fundet hjerneområder, som netop er delagtige i komplekse menneskelige følelser.
I et hjerneskannings-studie undersøgte Damasio og hans forskerteam ved Brain and Creativity Institute ved Universitetet i Californien, hvordan hjernens aktivitet skiftede, når forsøgspersoner enten oplevede beundring eller medfølelse for en person.
For at fremmane disse følelser, fik forskerne personerne til at læse forskellige korte historier, som frembragte disse følelser, alt imens deres hjerner blev skannet.
Medfølelse forbundet med regulering af kropsfunktioner
Man var ude efter at finde aktivitet, som enten var relateret til sociale følelser med eller uden smerte.
På denne måde kunne man sammenligne situationer, hvor en person følte beundring for en andens egenskab (f.eks. en meget moralsk ansvarlig handling) eller evne (f.eks. sportspræstationer).
De kunne også undersøge personernes medfølelse for en persons psykiske smerte (f.eks. en person, som bliver mobbet), eller fysiske smerte (f.eks. en person, som brækker armen til træning).
Alle disse tilstande blev sammenlignet med neutrale historier, som ikke fremprovokerede specielle følelser hos forsøgspersonerne.
Resultaterne viste først, at alle tilstande med komplekse sociale følelser, gav aktivitet i områder af hjernen, som er forbundet med følelser og regulering af kropsfunktioner.
Forskel i fysisk og psykisk medfølelse
Noget overraskende fandt forskerne også aktivitet i et område ved navn 'posteromedial cortex'; et område, som ligger på indersiden af isselappen.
Dette område har på det seneste været genstand for megen interesse, da det har en rolle i bevidsthed og selv-bevidsthed.
Desuden fandt man, at området insula skelnede mellem sociale og fysiske historier, ved dens aktivitetsmønster.
Insula er ofte kendt som både et område, der formidler kropsreaktioner ved følelsesmæssige reaktioner, såvel som et område, som er med i værdibaserede beslutninger.
Ved begge sociale tilstande (beundring og medfølelse) blev insula aktiveret senere, end ved fysisk medfølelse.
Det betyder, at denne struktur ser ud til at reagere hurtigt, når vi ser eller hører om en anden, som har slået sig (du kender nok følelsen). Omvendt reagerer dette område senere, når vi har beundring for en persons evner eller egenskaber.
Arbejdsmåder i stedet for centre
Det kan måske virke underligt, at det samme område i hjernen kan formidle disse forskellige komplekse følelser. Men man skal nok tænke på det som, at det er den måde, en struktur i hjernen arbejder på, som er det væsentlige.
Nyere forskning viser netop, at en given struktur i hjernen kan have mange funktioner.
Så i stedet for et 'center for medfølelse' og et 'center for beundring', skal vi hellere tænke på, at det er måden, hjernens netværk arbejder på, som er det vigtige.
Studiet viser, at relativt forskellige komplekse og sociale følelser ser ud til at bygge på meget ens hjernemekanismer, og det kan give en antydning af, hvordan vi skal forstå disse følelser.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg. Der kan derfor forekomme personlige betragtninger, der normalt ikke optræder i Videnskab.dk's artikler.
