Når man i sundhedsvæsenet måler en patients blodtryk, kan der måske være stor forskel på aflæsningens resultat afhængigt af, hvor på kroppen der måles.
Det antyder et lille, nyt studie foretaget ved UT Southwestern Medical Center. Her har sygeplejersker målt blodtrykket hos patienter i akut behandling på universitetets afdeling for sygdomme i nervesystemet, NSICU.
Det skriver UT South Western Medical Center i en pressemeddelelse.
»For vores patienter her ved NSICU er det ofte vigtigt at holde blodtrykket indenfor et snævert område,« fortæller hovedforfatter på studiet og sygeplejerske Kathrina B. Siaron i pressemeddelelsen.
»At blodtrykket bevæger sig for meget i en retning kan potentielt skade patienten.«
\ Læs mere
Læger måler overordnet blodtrykket på to måder:
- Ved at lægge et særligt bånd om overarmen, håndleddet eller låret
- Eller en mere invasiv metode ved hjælp af et tyndt plastikkateter indsat i patientens blodårer
Sygeplejerskerne bag undersøgelsen havde i længere tid haft en mistanke om, at der ville være en smule variation i de blodtryksmålinger, de foretog på patienterne afhængigt af hvilken metode, man brugte.
\ Hvad er blodtryk?
Blodtrykket er blodets tryk i blodkarrene
Blodtrykket opgøres i det 'systoliske' tryk og det 'diastoliske' tryk.
Det systoliske tryk er højest og forekommer under hjertets sammentrækning
Det diastoliske tryk er lavest og forekommer under hjertets afslapningsfase
Hos yngre, raske mennesker betragtes et blodtryk på 120/80 mm Hg som normalt.
Det vil sige, at det systoliske tryk er 120, og det diastoliske tryk er 80.
Kilde: Den Store Danske
80 patienter deltog i studiet, hvor blodtryksmålere blev placeret på begge overarme på samme tid og målt. Efterfølgende målte man blodtrykket omkring begge håndled med samme metode.
Derudover fik 29 af undersøgelsens patienter indsat blodtryksmålere i blodårerne. Deres resultater blev medtaget i undersøgelsen.
Det viste sig blandt andet, at der gennemsnitligt var hele 8 points forskel i det systoliske blodtryk målt mellem de to overarme, mens den gennemsnitlige forskel på målingerne mellem overarmen og håndleddene var hele 13 point.
Forskelligheden viste sig at være få point i gennemsnit, men sygeplejerskerne kunne også konstatere, at den i nogle tilfælde var alt for høj – helt op til 40 point i nogle patienter.
»Hvis vi måler blodtrykket i én arm, så kan vi se, at de har det helt fint, men gør vi det samme i den anden arm, lader de til at være midt i en helbredsmæssig krise,« siger ph.d og medforfatter til studiet DaiWai M. Olsen i pressemeddelelsen fra UT South Western Medical Center.
Da studiet er meget lille og dermed statistisk usikkert, lægger det op til videre undersøgelser.
Studiet viser ikke noget om, hvorfor sygeplejerskerne fik deres resultater, men det tyder på, at det er nødvendigt at undersøge, om de metoder, man bruger til at måle blodtrykket i dag, er præcise nok, står der i pressemeddelelsen fra UT South Western Medical Center.




































