Kinesiske forskere: Verdens første genredigerede babyer er født
Både teknisk og etisk er det alt for tidligt at vove sig ud i den slags, mener forarget dansk forsker.
CRISPR, genredigerede babyer, tvillinger, Kina, forskning, mennesker

Den kinesiske forsker He Jiankui har tidligere været tilknyttet to anerkendte amerikanske universiteter. Det øger chancen for, at han taler sandt, når han påstår, at han har skabt tvillinger, som har fået ændret deres gener. (Screenshot fra YouTube)

Mens forskere og etikere i Vesten stadig er i gang med at diskutere, om det er forsvarligt at ændre gener i voksne, så de for eksempel kan slippe for visse sygdomme, har kinesiske forskere muligvis taget et kvanteskridt, der sprænger alle grænser:

Verdens første babyer kan være blevet født, efter de fik redigeret deres gener, mens de stadig var fostre.

Nyt i sagen, 28/11-18

Siden denne artikel blev skrevet, har den kinesiske forsker He Jiankui fremlagt data på en konference i Hongkong.

Hen fortalte bl.a., at der kan være flere børn med modificerede gener på vej. 

Mere i artiklen »Et øjeblik i verdenshistorien«: Kinesisk forsker fremlægger data om genmodificerede babyer.

Sådan lyder meldingen i hvert fald fra He Jiankui, der er forsker ved Southern University of Science and Technology i Shenzhen, rapporterer det amerikanske nyhedsbureau AP.

»Jeg føler et stærkt ansvar for, at det ikke bare skal være det første tilfælde, men også blive et eksempel på, hvad der kan lade sig gøre,« siger He Jiankui ifølge AP.

»Samfundet må afgøre, hvad der skal ske herfra,« siger han til AP.

Det kinesiske universitet har siden sendt en pressemeddelelse ud.

I pressemeddelelsen lyder det, at He Jiankui har været på ulønnet orlov siden februar, og at universitetet intet kendte til projektet, som bliver kaldt et alvorligt brud på etiske regler.

Genredigering mod HIV og AIDS

Ifølge He Jiankui har han redigeret i gener på fostre, der blev skabt ved kunstig befrugtning og siden er blevet født som tvillinger.

Formålet skulle være at pille ved et gen kaldet CCR5 for at forhindre, at børnene kan blive inficeret med HIV senere i livet; altså lave en slags AIDS-vaccine, som forskerne selv har kaldt metoden over for de barnløse forældre, som har deltaget i forsøget.

Hvis børnene rent faktisk lever, er det første gang, forskere har lavet ændringer på menneskelige fostre, som er endt med at blive født.

'Alt for tidligt at skabe børn på den måde'

Rasmus O. Bak forsker selv i genredigeringsværktøjet CRISPR/Cas9, som den kinesiske forsker hævder at have brugt til at redigere børnenes gener.

Hvad er CRISPR?

Kort fortalt er CRISPR en DNA-saks, der meget præcist og billigt kan klippe i gener fra alle tænkelige organismer.

Forskerne kan slå gener i stykker, de kan udbedre fejl, de kan lave ændringer, og de kan manipulere. Kun fantasien sætter grænsen.

Du kan læse mere om, hvordan CRISPR fungerer i artiklen her.

Han kan kun huske at have set en håndfuld studier, hvor CRISPR er blevet brugt til at lave genredigering i befrugtede æg.

Hver gang har det givet genlyd i medierne, også selvom det aldrig har resulteret i børn, der er kommet til verden.

Det er nemlig vildt i sig selv 'bare' at påvirke fostre med den viden og de evner, vi har i dag. Børn har indtil nu været et uskrevet kapitel i en science fiction-bog.

»Teknisk set vil jeg mene, at det er alt, alt for tidligt at begynde både at implantere og lade graviditeter udmunde i børn,« lyder den umiddelbare kommentar fra Rasmus O. Bak, da Videnskab.dk fanger ham på telefonen.

Etisk er det lige så overraskende og sandsynligvis også uovervejet, hvis forskerne virkelig har skabt et sæt genredigerede tvillinger, som de påstår.

Muligt gen-kapløb forarger dansk forsker

Tidligere forsøg med CRISPR på mennesker er foregået i voksne, hvor de genetiske ændringer ikke bliver nedarvet til de næste mennesker.

Det kinesiske forsøg med genredigering i et foster kan netop nedarves og derfor ende med at sætte sig spor ned gennem generationer. Det kan i værste fald også påvirke en række andre egenskaber i mennesket, som forskerne slet ikke har overblik over endnu.

»Det virker, som om man har gjort det bare for at vise, at man kunne gøre det. Som et kapløb om at komme først, selvom jeg oplever en bred konsensus i videnskabelige kredse om, at dette emne er alt for vigtigt til at kaste sig hovedkulds ud i,« funderer Rasmus O. Bak. 

»Foruden manglen på tekniske og etiske overvejelser forarges jeg meget over hemmelighedskræmmeriet,« tilføjer Rasmus O. Bak, lektor på Aarhus Institute of Advanced Studies og Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Tyndbenet dokumentation, men...

Hverken He Jiankui eller hans kolleger fra universitetet i Shenzhen har lagt solid dokumentation frem for, at det rent faktisk er lykkes at ændre genet i de nu levende børn.

Deres forskning er heller ikke udgivet i et tidsskrift og er derfor ikke set igennem af uvildige forskere.

De har dog indrapporteret deres forsøg til de kinesiske myndigheder, skriver MIT Technology Review.

Her beskriver forskerne, hvordan de har brugt erfaringer fra studier i celler, dyremodeller og afdøde menneskelige fostre til at gøde jorden for deres eksperiment.

Børnenes far har HIV

Forsøgene er ifølge He Jiankui udført på syv barnløse voksenpar, som gentagne gange har forsøgt at blive gravide ved hjælp af kunstig befrugtning. I hvert af parrene havde faderen HIV, mens moderen var HIV-fri.

Forældrenes HIV-historie er sådan set irrelevant for forsøget, for mænd i behandling giver ikke smitte videre. Men ifølge AP søgte forskerne efter deltagere, som vil undgå, at deres børn lider samme skæbne som dem selv.

Samtidig er der visse tegn på, at det reelt kunne være lykkedes forskerne at skabe genredigerede børn.

Ifølge Rasmus O. Bak er Shenzhen kendt som et sted, der tiltrækker sig mange millioner kroner fra interesserede investorer, lidt som Silicon Valley i USA.

Han bider også mærke i, at He Jiankui har studeret og forsket på fine amerikanske universiteter som Rice University og Stanford University.

Rasmus O. Bak har også selv forsket i CRISPR på Stanford under nogle af verdens førende forskere på området.

»Det giver lidt mere substans til historien. Havde det været en bizar videnskabsmand, der havde lavet forsøget i sin egen kælder, havde det været en anden sag,« siger Rasmus O. Bak.

Lyt selv til forskeren bag

Den kinesiske melding kommer lige op til en stor international konference i Hong Kong om menneskelig genredigering, der starter tirsdag.

Måske kommer mere nyt frem på konferencen.

Indtil da kan du høre He Jiankui beskrive sit forsøg i denne video fra YouTube:

He Jiankui fortæller historien om tilblivelsen af tvillingerne Lulu og Nana, der efter sigende skulle være født med redigerede gener.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.