»Et øjeblik i verdenshistorien«: Kinesisk forsker fremlægger data om genmodificerede babyer
Dansk forsker var til stede, da omstridt kinesisk forsker for første gang fortalte offentligt om sit projekt med at ændre gener i fostre, som nu skulle være født som børn. Flere børn skulle være på vej.
Genredigering, genmodificering, babyer, Kina, kinesisk forsker, He Jiankui, Ayo Wahlberg

Selvom salen var propfyldt, kunne man høre en knappenål falde til gulvet, da He Jiankui (midten) fortalte om sit vilde og omstridte projekt med genredigerede babyer, fortæller professor MSO Ayo Wahlberg fra Hongkong. Du kan se en video af fremlæggelsen nederst i artiklen. (Foto: Ayo Wahlberg)

»Det var helt vildt. Det var helt klart et øjeblik i verdenshistorien. Men det var også et øjeblik, som efterlader mange spørgsmål, som vi er nødt til at have svar på.«

Den danske professor Ayo Wahlberg er tydeligt påvirket, da Videnskab.dk fanger ham på telefonen fra Hongkong.

Ayo Wahlberg er blandt de første i verden, som har hørt en kinesisk forsker sætte flere ord på sit meget omtalte og omstridte projekt, hvor han har ændret gener på fostre, der senere er blevet født som tvillinger.

Projektet har vi skrevet om i artiklen Kinesiske forskere: Verdens første genredigerede babyer er født.

'Plausibelt, at de to børn eksisterer'

Gennem de seneste dage er sat mange spørgsmålstegn ved, om den kinesiske forsker overhovedet har bragt børn til verden, eller om han har brygget en stor, vanvittig løgn sammen.

Ifølge Ayo Wahlberg var stemningen efter fremlæggelsen på en stor konference i Hongkong, at han virkelig HAR bragt verdens to første genredigerede børn til verden.

»Jeg vil understrege, at jeg er antropolog og ikke biomediciner, men det er klart mit indtryk, når jeg har talt med andre, at det var plausibelt, hvad han præsenterede.«

»Min vurdering er, at der lige nu eksisterer to babyer, som er genetisk modificerede,« beretter Ayo Wahlberg, professor MSO på Institut for Antropologi ved Københavns Universitet.

Flere børn kan være på vej

Ifølge Ayo Wahlberg fremlagde den kinesiske forsker He Jiankui en række forskellige data, som viser udviklingen i både fostre og nyfødte børn.

De præsenterede data skulle vise ændringer i præcis det gen, He Jiankui påstår at have pillet ved – det såkaldte CCR5, som skulle forhindre børnene i at blive inficeret med HIV.

Og ikke nok med det.

Undervejs i fremlæggelsen kom det frem, at der formentlig er endnu en graviditet i gang, muligvis i tidligt stadie. Det kan altså betyde, at endnu et eller flere genredigerede børn kan være på vej.

Ayo Wahlberg, Hi Jiankui, genredigering, Hongkong, babyer, tvillinger

He Jiankui sugede al medieopmærksomhed til sig på konferencen for human genredigering i Hongkong. Ifølge Ayo Wahlberg måtte ordstyreren til sidst true med at trække forskeren fra talerstolen, hvis der ikke faldt ro over salen. (Foto: Ayo Wahlberg)

Det er for nu umuligt at sige, om forskerens data er fabrikerede - »men det var ikke vild fantasi. Det var slides, som man ville forvente at se i sådan et oplæg,« siger Ayo Wahlberg efter at have talt med fagfolk på konferencen.

Den kinesiske forsker fortalte undervejs, at han har sendt sin forskning ind til et videnskabeligt tidsskrift, så uvildige forskere kan se hans data igennem. Han fortalte dog ikke, hvilket tidsskrift det skulle dreje sig om, beretter Ayo Wahlberg.

Du kan se He Jiankuis oplæg og efterfølgende debat i videoklippet nederst i denne artikel.

Forskere verden over forarges over He Jiankui

He Jiankuis udmelding om at have bragt børn til verden, som han har ændret gener på, mens de var fostre, har bragt den internationale forskningsverden i kog.

En lang række forskere mener, det er både uetisk og alt for tidligt i forhold til, hvor lidt vi ved om gen-teknikken CRISPR, som den kinesiske forsker skal have brugt.

Vi ved heller intet om de konsekvenser, det kan have for børnene og måske deres børn og børnebørn, hvis der er pillet ved deres gener.

Læs for eksempel forskeres reaktioner på The Conversation (1, 2), på Nature.com eller i en tidligere artikel på Videnskab.dk.

Over 100 kinesiske forskere lægger sig i samme spor og kritiserer He Jiankuis projekt i et åbent brev, hvor de på kinesisk giver udtryk for, at He Jiankui har åbnet Pandoras æske, skriver en række medier.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

 

Oplæg i Hongkong et skridt i rigtig retning

Ayo Wahlberg følger interesseret processen, fordi han forsker i etiske aspekter i rekruttering af voksne til forsøg med barnløshed, og hvordan man bruger nye teknologier til at skabe børn.

Han er personligt forarget over, at He Jiankui tilsyneladende har holdt sit projekt skjult for offentligheden helt frem til børnenes fødsel, for det indikerer, at han har været helt klar over, at han har handlet stærkt uetisk.

Til gengæld glæder Ayo Wahlberg sig over, at oplægget i Hongkong er et skridt i retning af mere gennemsigtighed i processen.

»I dag fik vi måske starten på den gennemsigtighedsproces, som det her skriger på. Han stillede sig op, mødte sine kritikere og svarede på spørgsmålene. Måske ikke altid 100 procent, men det er absolut en rigtig god start,« mener Ayo Wahlberg.

Børn og forældre holdes væk fra offentligheden

Hverken børnene eller forældrenes identitet er kendt i offentligheden.

Det giver umiddelbart hele projektet et ekstra skær af utroværdighed, men ifølge Ayo Wahlberg kan det faktisk give god mening rent etisk. I Kina er det nemlig forbundet med stor skam at have HIV eller være barnløs.

I dette tilfælde har børnenes far angiveligt HIV, og forældrene har været gennem flere forsøg på at få børn, før de meldte sig til He Jiankuis forsøg. I alt skal syv barnløse par have deltaget i forsøget.

»He Jiankui siger selv, at de er meget taknemmelige, men det har vi kun hans ord for.«

»For mig som antropolog er det virkelig vigtigt, at vi aldrig glemmer, at her er tale om mennesker. Der er mange spørgsmål, vi mangler at få svar på i forhold til, hvor de her par har været i deres liv, og om de overhovedet har haft et frivilligt valg i et land, hvor fertilitetsbehandling koster mange penge,« bemærker Ayo Wahlberg.

Undersøgelser i gang

I øjeblikket er flere institutioner ved at afklare, hvad der er op og ned.

Kinesiske myndigheder og He Jiankuis universitet, Southern University of Science and Technology i Shenzhen, er i gang i Kina.

Samtidig er en tilsyneladende støtte af projektet, professor Michael Deem, ved at blive undersøgt i USA af hans arbejdsgiver Rice University.

Du kan se He Jiankuis fremlæggelse 1 time og 18 minutter inde i videoen herunder.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.