Kendisser taler åbent om depression, men for almindelige mennesker forbliver lidelsen et tabu

Influencere, tv-værter, skuespillere, politikere og andre kendte deler ofte deres personlige erfaringer med depression og andre psykiske lidelser offentligt.

Youtuberne Rasmus Kolbe, kendt som Lakserytteren, Anna Briand og Alexander Husum har for eksempel sat fokus på depression og andre psykiske lidelse i deres branche.

I podcasten Fries Before Guys er værterne Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn heller ikke blege for at tale om livets skyggesider, som for dem både har rummet depression, spiseforstyrrelse og angst.

Den internationale musiker Adele har talt åbent om depression, og forrige år fortalte landsholdsspiller Pione Sisto, at han under under VM 2018 slet ikke bekymrede sig om at vinde og bare gerne ville hjem. En depression havde frarøvet ham al kampgejsten.

»Det, at folk står frem, er helt sikkert med til at nedbryde tabuet, men der er bare lang vej endnu. Fordomme og forestillinger stikker stadig dybt i os, så det er et langt, sejt træk at aftabuisere depression,« siger Poul Videbech, som er professor på Københavns Universitet og overlæge i Region Hovedstadens Psykiatri.

Videnskab.dk’s hjerneprojekt Brainstorm sætter i et minitema fokus på depression. Denne artikel i serien handler om den kløft, der findes mellem kendissers åbenhed og samfundets lukkethed, når det gælder depression.

Regeringen skal snart forhandle en 10-års plan for psykiatrien, og i sit faglige oplæg til regeringen peger Sundhedsstyrelsen netop på stigmatisering af psykiske lidelser som en af vores hovedudfordringer i dag.

Amalie fik en depression og blev mødt med mistro

Med tanke på, hvor meget depression fylder i medierne, kan du måske tro, at lidelsen ikke længere er et tabu.

For 26-årige Amalie Christine Adamsen kan der dog ofte være langt fra de kendtes virkelighed til den, hun som almindelig dansker befinder sig i.

Derfor reagerede hun prompte, da Brainstorm på Instagram annoncerede redaktionens arbejde med et tema om depression. Hun ville dele sin oplevelse med tabuiseringen af den depression, hun blev diagnosticeret med i 2017.

Da hun fortalte nyheden til sin studiegruppe på klassisk arkæologi, og at hun på grund af depressionen måske ville blive nødt til at aflyse aftaler i fremtiden, blev hun mødt med den reaktion, hun havde gruet mest for.

»Min ene veninde sagde, at: ‘når du aflyser, skal du nok forvente, at vi bliver sure på dig’. Hun mente bare, at studiegruppen sikkert ville blive ked af det, når jeg ikke kunne tage med, men jeg husker bare ordvalget, som fik mig til at føle, at de så mig som upålidelig,« siger Amalie, og fortsætter:

»Jeg kan sagtens genkende følelsen af skuffelse over, at en ven aflyser en aftale i sidste øjeblik. Det var bare ikke det, jeg havde brug for at høre.«

Psykiske lidelser er forbundet med frygt

Når omverdenen reagerer på depression med manglende forståelse, som i Amalies tilfælde, kan der være flere årsager i spil, fortæller Poul Videbech, som er en af Danmarks førende depressionsforskere.

»For det første er psykiske lidelser i det hele taget forbundet med stor rædsel, fordi mange forestiller sig, at lidelserne får folk til at miste kontrollen over sig selv og deres liv,« siger han.

Oveni det bidrager det negativt, at folk bruger ordet depression i flæng til at beskrive, at de føler sig nede. Det puster vedvarende liv i myten om, at en klinisk depression er i familie med almindelig nedtrykthed, lyder det.

»Mange forestiller sig, at en rigtig depression svarer lidt til dengang, de selv var kede af det, da de gennemgik en hård periode. De kom selv ovenpå ved at tage sig sammen og tænke positivt, så de tror, at deprimerede kan gøre det samme,« siger Poul Videbech.

Problemet er bare, at mennesker med depression ikke kan tage sig sammen, hvilket du kan læse mere om i en tidligere artikel i denne serie: Depressionsforsker om skadelig myte: »Nej, deprimerede kan ikke bare tage sig sammen!«

Når de ikke kan leve op til omverdenens forventninger, bærer de depressionen videre som en hemmelighed og et tabu.

»Blandt deprimerede skaber det en forestilling om, at uanset hvad de gør, bliver de aldrig en god person eller en stabil arbejdskraft,« lyder det fra Poul Videbech.

Fik kritiske spørgsmål til jobsamtaler

Netop arbejdspladsen er også en arena, hvor depression, trods den store mediebevågenhed, forbliver tabubelagt. Det har Amalie adskillige erfaringer med.

Da depressionen tvang hende til at tage en pause fra sin arkæolog-uddannelse, og hun kom på dagpenge, blev hun flere gange valgt fra til jobsamtaler, efter hun havde fortalt om sine psykiske udfordringer.

»Jeg kan selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, om det var derfor, jeg ikke fik jobbene. Jeg kunne bare konstatere, at når jeg fortalte om min depression, så kom spørgsmålene straks: ‘Hvor ofte regner du med at være syg? Hvad nu, hvis tingene går galt, hvordan skal vi så snakke til dig?’« genfortæller Amalie.

Ligesom på studiet stod hun tilbage med en følelse af at være blevet stemplet som upålidelig - denne gang på arbejdspladsen. Et indtryk, som bliver bekræftet i VIVE’s - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds - årlige rapporter om handicap og beskæftigelse.

Her fremgår det, at mange personaleledere er betænkelige ved at ansætte personer med psykiske eller fysiske handicaps, hvis de arbejder langsommere eller har flere sygedage. Det viser den seneste rapport udgivet i 2021.

De beskæftigede giver også udtryk for betænkeligheder ved at have en kollega med en psykisk lidelse. Faktisk har de generelt større betænkeligheder ved at arbejde sammen med en person med en psykisk lidelse end med et fysisk handicap, viser rapporten.

(Sociale) medier er en kampplads

Du spørger måske dig selv, hvordan vi kan leve i et samfund, hvor depression fortsat må ties ihjel, når influencere, skuespillere, podcastværter og andre kendisser gør alt, hvad der står i deres magt for at bryde tabuet.

Men vi befinder os i en tid, hvor to fortællinger om psykisk lidelse tørner sammen i traditionelle og på sociale medier.

På den ene side af bokseringen er der en bevægelse mod øget åbenhed og aftabuisering. På den anden en ophobning af myter og misforståelser, mener Poul Videbech.

»Medier spiller en dobbeltrolle. Det hjælper klart, når idoler fortæller, at de havde en depression og kom over det, men generelt er de sociale medier skadelige, for de udgør en platform, hvor folk fremviser deres perfekte liv,« siger han, og fortsætter:

»Den skildring kan især påvirke unge. De fleste voksne forstår, at andres liv ikke er så perfekt, men mange unge vil tro, at de selv har et dårligt liv og føle sig pressede til at leve op til den standard, der bliver sat på sociale medier.«

De sociale medier flyder samtidig over med velmenende råd om, at mere motion, sund kost eller søvn kan fikse depression, hvilket bestemt ikke er tilfældet, fastslår Poul Videbech.

Den slags quickfixes kan tværtimod gøre en depression værre, fordi de deprimerede føler sig skyldige, når de ikke får det bedre af de hurtige løsninger, lyder det.

Deprimerede kan få det endnu værre på sociale medier

Pia Jeppesen, der forsker i psykiske lidelser blandt børn og unge, opfatter også de sociale medier som et tveægget sværd.

Medierne rummer et enormt potentiale til at aftabuisere og bringe livets mørkere sider frem i lyset - men ikke alle de mørke sider.

»De sociale medier kan gøre det lettere for unge at tale om, at de oplever forskellige problemstillinger, men det er vigtigt at skelne mellem at have det svært og at komme ind i psykiatrien. Jeg tror stadig, der er knyttet stigmatisering og selvstigmatisering til at blive psykiatrisk patient,« lyder det.

Sociale medier kan også forvolde stor skade, hvis en ung med depression, forvilder sig ind på et af de mange fora - for eksempel på Instagram - hvor andre unge deler erfaringer, videoer og billeder med selvskade.

»Selvskade kan smitte blandt unge, fordi selvskade kan ved at fokusere smerten i noget fysisk og konkret,« siger Pia Jeppesen, som er klinisk professor og overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, Psykiatrien Region Sjælland, og ved Københavns Universitet.

»Det bliver særligt farligt, når unge med depression opsøger disse fora, fordi de allerede kan have selvskade- eller selvmordsimpulser, som kan blive forstærket« fortsætter hun.

Mere end en diagnose i statistikken

I Amalies seks år med depression har de traditionelle og sociale også spillet en noget ambivalent rolle.

Hun blev selv opmærksom på depression via Youtube-kanalen Psych2go, og hvor lidelsen før eksisterede i periferien af Amalies bevidsthed, forvandlede Youtube-kanalens personlige format depression til noget, hun kunne genkende hos sig selv.

Men Amalie oplever, at medierne bidrager til øget tabuisering, når historier om, at alle unge piger efterhånden er deprimerede, får spalteplads. Hun har sværere ved fokusere på selv at få det bedre, når hun ved, at andre mangler omsorg.

»Som deprimeret vil du helst ikke føle, at alle dine veninder også kunne være deprimerede, for så er din egen depression pludselig ikke vigtig længere. Den bliver bagatelliseret, og det er nok det, jeg allermest ville ønske, jeg kunne undgå,« siger Amalie.

Den form for mediedækning, hvor depression portrætteres som allemandseje, er i tråd med ideen om diagnosesamfundet, hvor de seneste årtiers vækst i psykiatriske diagnoser forklares med, at almindelige livsproblemer bliver sygeliggjort.

En ide, som »bomber alle forestillinger om depression tilbage til fortiden,« fordi ideen om, at den deprimeredes symptomer bare er almindelige livsproblemer, negligerer, hvor alvorlig lidelsen er, mener Poul Videbech.

Har brug for pauser fra omverdens blik

Trods de dårlige oplevelser, hun har i rygsækken, har Amalie valgt at gå foran for at bryde tabuet om depression.

»Jeg er sådan set rigtig åben omkring min depression, selvom de oplevelser, jeg har haft, sagtens kunne have ledt mig til at gå stille med dørene. Jeg har altid haft lyst til at tale åbent om de svære ting, for jeg tror, det hjælper,« siger hun.

Men lysten til at være åben er sommetider blandet med noget andet.

»Jeg vil virkelig gerne være ærlig om min depression, men jeg bliver stadig ofte mødt med fordomme om, at den gør mig upålidelig og svag,« lyder det.

Blandt andet derfor læser Amalie nu en kandidatuddannelse, hvor hun har mulighed for at komme ud i naturen. Et sted, hun både elsker, fordi det vækker lykkelige minder, men den giver hende også et frirum fra andre mennesker og de fordomme, de måtte have.

»Som voksen er det bare vigtigt for mig, at kunne komme væk, også fra depressionen. Jeg har ikke altid behov for at blive kigget på, og tænke over, hvor mange mennesker jeg skal gå forbi, der kan se, at jeg har tårer i øjnene,« siger Amalie.

Hun nægter at tage facaden på og lade, som om problemerne ikke eksisterer.