Lige knap hver 20. unge dansker i en fødselsårgang forsøger selvmord, inden de er fyldt 30 år.
Sådan lyder et kedeligt fund i en ny dansk undersøgelse, som forskere fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) står bag.
Selvom tallet måske springer i øjnene, er det dog ikke hovedresultatet i forskernes undersøgelse.
Dét, der driver forskerne, er nemlig, hvordan vi i fremtiden kan mindske netop det tal og sætte en stopper for tragedien, før det er for sent.
Og netop dét har de fundet en lovende metode til.
»Vi er interesserede i, om unge menneskers selvmordsforsøg kan forudsiges, så de kan hjælpes inden da,« siger studiets hovedforfatter, seniorforsker Mogens Christoffersen, til Videnskab.dk.
\ Ikke overraskende, at hver 20. i en fødselsårgang forsøger selvmord
I studiet konkluderede forskerne, at 4,5 procent af de undersøgte fødslesårgange på et tidspunkt inden de fylder 30 år forsøger selvmord. Det svarer altså til knap hver 20. unge menneske per fødselsårgang.
Det lyder måske af meget, men det overrasker faktisk ikke Erik Christiansen fra Center for Selvmordsforskning:
»Vi har selv lavet undersøgelser, der peger på, at 30 procent af dem, vi undersøger, har selvmordstanker. Otte procent har lavet et selvmordsforsøg,« siger Erik Christiansen, der dog tilføjer, at undersøgelserne ikke er repræsentative, da undersøgelsen bygger på spørgeskemaer, og de især er unge med selvmordstanker, der vælger at besvare dem.
Mogens Christoffersen nævner, at deres fund på 4,5 procent stemmer nogenlunde overens med lignende undersøgelser på området.
19 livsforhold øger risiko for selvmord
I undersøgelsen har Mogens Christoffersen, der er forsker i familieforhold og social arv ved VIVE, og en britisk kollega fundet frem til 19 livsforhold, der kan bruges som et fingerpeg om, hvor sandsynligt det er, at et selvmordsforsøg finder sted, inden en person er fyldt 30 år.
Alt fra ADHD og angst til alkohol- og stofmisbrug, manglende uddannelse, forældrenes skilsmisse og vold i familien øger den statistiske risiko for, at unge danskere forsøger selvmord.
Unge med et alkoholmisbrug har eksempelvis hele 142 procent større risiko for selvmordsforsøg, sammenlignet med unge der ikke har, piger og kvinder har 53 procent større risiko end drenge og mænd, og forældrenes skilsmisse øger risikoen for selvmordsforsøg med 21 procent.
De 19 faktorer er kort sagt fundet ved at støvsuge data fra de danske registre fra omkring 300.000 børn, der er født mellem 1980 og 1985 - altså seks fødselsårgange i alt. De er gennem registrene blevet fulgt fra de var 15 år til de blev 30 år.
Du kan finde alle 19 livsforhold i faktaboksen.
\ Disse livsforhold kobles til større risiko for selvmordsforsøg
De 19 livsforhold peger på en øget statistisk risiko for, at unge danskere forsøger selvmord.
Det ene livsforhold alene er altså ikke den udløsende faktor, men der er nogle omstændigheder i livsforholdet, der øger risikoen for selvmordsforsøg.
- Alkoholmisbrug: 142 procent større risiko
- Ufaglærte (ingen uddannnelse udover folkeskole): 111 procent større risiko
- PTSD: 99 procent større risiko
- Depression: 95 procent større risiko
- Stofmisbrug: 75 procent større risiko
- Ingen gymnasial uddannelse: 65 procent større risiko
- ADHD: 55 procent større risiko
- Offer for seksuelt overgreb: 55 procent større risiko
- Kvinder/piger: 53 procent større risiko
- Somatiske lidelser: 40 procent større risiko
- At bo i et udsat boligområde: 30 procent større risiko
- Børn i pleje: 29 procent større risiko
- Forældres psykiske sygdom: 26 procent større risiko
- Forældres skilsmisse: 21 procent større risiko
- Angstlidelse: 20 procent større risiko
- Vold i hjemmet: 17 procent større risiko
- Forældre, der har forsøgt selvmord: 15 procent større risiko
- Ikke-danske statsborgere: 13 procent større risiko
- Arbejdsløse forældre: 12 procent større risiko
De 19 kortlagte livsforhold er ikke en fuldstændig liste. Der var flere forhold, som VIVE-forskerne gerne ville have undersøgt, men som ikke var muligt at få indsigt i gennem registerdata, for eksempel mobning og social eksklusion.
»Imponerende« forudsigelser
I dag er det meget svært at forudsige, hvad der får mennesker til at forsøge selvmord.
Vi ved dog, at der er en øget risiko for selvmord, hvis man tidligere har forsøgt selvmord, lider af personlighedsforstyrrelser eller psykisk sygdom, eller hvis man har været indskrevet på psykiatrisk hospital.
»Hvis vi bruger den slags faktorer enkeltvis til at forudsige selvmord, så gøres det med succes omtrent 3-4 procent af gangene,« forklarer lektor Erik Christiansen, der er forskningsleder ved Center for Selvmordsforskning og forsker ved Syddansk Universitet:.
Men når VIVE-forskerne klynger de 19 livsforhold sammen, kunne de ifølge studiet forudse 66 procent af de forsøg på selvmord, der blev spottet i deres data.
Og det er ifølge Erik Christiansen »imponerende«:
»Det har fat i en problemstilling, der er højaktuel, og som man har arbejdet med i over 50 år,« siger lektoren, der ikke har været involveret i arbejdet med studiet men har stor ros til overs for det.
Erik Christiansen tilføjer, at det næppe er værktøj, der kan bruges til at forudsige selvmordsforsøg allerede i morgen, men at det skaber et godt grundlag for med tiden at udvikle sådan et værktøj.
Noget, norske forskere med fin succes også har undersøgt mulighederne for.
\ Ring til Livslinien, hvis du har tanker om selvmord
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord: Den humanitære organisation Livslinien giver anonym rådgivning til selvmordstruede, deres pårørende og efterladte.
Du kan ringe til Livslinien på telefon 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-05, eller du kan skrive til Livsliniens netrådgivning skrivdet.dk. Du kan også bruge Livsliniens chatrådgivning.
Ufaglærtes risiko springer i øjnene
I sig selv er det ikke vildt forbavsende, at mentale problemer og ringere sociale vilkår kobles til en større selvmordsrisiko.
Men flere fund fra den nye undersøgelser springer alligevel i øjnene på lektor Erik Christiansen.
»Jeg er lidt overrasket over, at manglende uddannelse er så stor en faktor,« siger Erik Christiansen med henvisning til, at ufaglærte unge har 111 procent større risiko for at forsøge selvmord.
»Men det giver egentlig god mening, fordi uddannelse skaber netværk og sociale relationer, og der er et andet fokus på trivsel, hvis man går på en uddannelse,« siger Erik Christiansen, der ikke har været involveret i arbejdet med studiet men har stor ros til overs for det.
ADHD-diagnose kobles til større risiko
Et andet livsforhold, som begge forskere bider mærke i, er, at en ADHD-diagnose også knyttes til en 55 procent større risiko for selvmordsforsøg.
»Folk med ADHD kommer let i konflikter med andre mennesker, de har ofte ikke en god ven, så deres handicap gør dem ensomme,« forklarer Mogens Christoffersen.
På den måde er koblingen »ikke så mærkelig«, tilføjer VIVE-forskeren, der mener, at det bør resultere i større opmærksomhed på diagnosen.
»Man kan jo lave flere indsatser for børn, der får diagnosen. Det bør give anledning til at hjælpe dem og bidrage til, at skolen og forældrene bliver bedre til at hjælpe barnet,« siger familieforskeren.
Selv har Mogens Christoffersen skrevet en artikel til Videnskab.dk, hvor han deler en række forslag til, hvordan social støtte bør indgå i behandlingen af ADHD.
Hver især peger resten af de 18 livsforhold, som der fremhæves i studiet - fra depression og PTSD til vold i hjemmet - på steder, hvor der kan sættes mere fokus på de unges liv og den sociale støtte, siger seniorforskeren.
\ Kilder
Can life events predict first-time suicide attempts? A nationwide longitudinal study, Longitudinal and Life Course Studies (2024). DOI: 10.1332/17579597Y2024D000000020


































