Social støtte bør indgå i behandlingen af ADHD

Hvis nogen spørger mig: Hvad er det vigtigste problem ved ADHD? Så ville jeg sige, at børn og unge med ADHD er dramatisk mindre vellidte og mere isolerede end deres kammerater.

Det viser min forskning i betydningen af social støtte for mennesker med ADHD. Dette er anden artikel om ADHD og social støtte - du kan læse mere om resultaterne fra vores store undersøgelse her.

Næste oplagte spørgsmål er selvfølgelig, hvordan vi kan imødegå problemet. Her ville jeg foreslå, at der bliver forsket mere i behandlingen af unge med ADHD, som fungerer dårligt socialt.

Man har allerede erkendt, at succesfulde kammeratskabsrelationer er vigtige for alle børns trivsel, og de børn, som det mislykkes for, risikerer at få langvarige mén.

Derfor er det vigtigt at skabe viden om, hvordan det sociale liv påvirker unge med ADHD, der oftere oplever konflikter og isolation.

Når unge mennesker oplever social støtte, svækkes forbindelsen mellem ADHD-symptomer og de negative udfald. Social støtte synes at virke som mediator (eller mekanisme) hvorigennem ADHD-symptomer påvirker de sekundære udviklingsproblemer, såsom mangelfuld uddannelse, kriminalitet og misbrug.

I grafikken under næste afsnit kan du læse, hvordan vi har undersøgt social støtte som en mediator for disse problemer.

Hvorfor spiller social støtte en vigtig rolle?

Vores undersøgelses noget overraskende resultater viser, at den sociale støtte synes at mindske de indre kognitive og følelsesmæssige problemer, såsom lavt selvværd, ensomhed, PTSD og selvmordsovervejelser.

En forklaring kan være, at mange af de sekundære belastninger, såsom isolation, manglende selvværd og selvmordsovervejelser, for børn og unge med ADHD udspringer af omgivelsernes reaktioner på barnets handicap.

Det kan eksempelvis være klassekammerater, der ikke gider at lege med barnet med ADHD. Og det er dette samspil med omgivelserne, der giver de indre kognitive og følelsesmæssige belastninger.

Mens social støtte tydeligt kan påvirke mange af de følelsesmæssige forhold, som er nævnt herover (selvværd, ensomhed med mere), så ser vi ikke en sammenhæng mellem manglende social støtte og risikoen for kriminalitet eller stofmisbrug.

Social støtte som en del af behandlingen

Hos voksne er ADHD også defineret ved de adfærdsmæssige symptomer opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet.

Det kan ytre sig som konstant rastløshed, koncentrationsvanskeligheder, glemsomhed samt kroniske mønstre med at udsætte opgaver, manglende evne til at organisere og planlægge arbejde og hjemlige pligter.

En forbedring af kernesymptomerne, såsom hyperaktivitet og impulsivitet, hos voksne med den medicinske behandling fører ikke automatisk til funktionelle forbedringer, eksempelvis med hensyn til planlægning, tidsoverholdelse, organisering og selvværd.

Dette har ført til, at der i de senere år er iværksat undersøgelser af, om en række psykosociale indsatser kan have en positiv effekt.

Indsatserne handler blandt andet om social færdighedstræning, organisationsfærdighedstræning, individuel psykoterapi, social støttegruppe og coaching.

Medicin kan ikke stå alene

Den farmakologiske indsats alene er utilstrækkelig for op imod halvdelen af de voksne med ADHD. Der er brug for en individuel tilpasset indsats, der er målrettet den enkeltes aktuelle problemer.

ADHD-lidelsen kan for nogen gøre det nødvendigt med sundhedscheck, tandlægecheck, misbrugsbehandling eller støtte til ændrede sundhedsvaner.

Nogle kan have særligt behov for støtte i deres parforhold og børneopdragelse, andre har brug for uddannelsesstøtte, eller en mentorordning på arbejdspladsen.

For nogle vil en løsning være personlig coaching, andre har brug for finansiel rådgivning. De har næsten alle problemer med sikker bilkørsel (se her og her). Først i de senere år er der kommet mere dokumentation for, at disse individuelt tilpassede indsatser virker.

Allerede i midten af 1990’erne anbefalede man, at behandling af ADHD bør indeholde en samlet plan, der består af en kombination af psykosocial terapi, medicinsk behandling og ændring af omgivelserne. Men ofte får børn og voksne kun medicin.

Vi skal reducere risikoen for kriminalitet og misbrug

Som nævnt finder vi ikke en sammenhæng mellem manglende social støtte og risikoen for kriminalitet og misbrug blandt unge med ADHD. Ønsker vi at mindske risikoen for disse ting, skal man måske se på andre metoder.

David Farrington, der er professor i psykologisk kriminologi, har i sin forskning særligt fokus på de praktiske muligheder for at implementere indsatser, der på en effektiv måde beskytter børn fra at vokse op i kriminalitet:

Højkvalitets dagpasnings-programmer og programmer, der fokuserer på børns intellektuelle, følelsesmæssige og sociale udvikling, ser ud til at have positiv indflydelse på børnenes senere liv.

Deres uddannelsesresultater er bedre, de begår mindre kriminalitet, har mindre misbrug, og der er færre aggressioner og konflikter mellem børnene, ifølge Farringtons studier. Imidlertid har en række andre indsatser vist sig effektive til at reducere kriminalitet.

Indsatser i børnehaven og visse skoleprogrammer har vist sig effektive både kriminalitetsforebyggende og kan reducere alkoholmisbrug.

Resultaterne fra min nye danske undersøgelse indikerer, at disse udenlandske erfaringer måske med held kan overføres til danske forhold.