Hvorfor bliver vi kede af det, når kendte dør?

Sanger og sangskriver Liam Payne, som blev verdenskendt som en del af bandet One Direction, er død onsdag 17. oktober. Vi har derfor taget denne artikel fra 2018 frem fra arkivet. Artiklen blev oprindeligt skrevet i forbindelse med Kim Larsens død, men pointerne kan overføres til Liam Payne og andre kendtes dødsfald.

I disse dage er der mange af os, der sørger over tabet af Danmarks 'nationalskjald', Kim Larsen, som gik bort søndag den 30. september 2018.

Nogle har sikkert bare mærket tabet som et vemodigt, lille stik i hjertet og tænkt tilbage på alle de gange, de har skrålet med på ’Om lidt’ eller fyret den af til ’Midt om natten’ på dansegulvet.

For andre har det føltes som at miste en nær slægtning.

På fredag går et optog igennem Københavns gader til minde om Kim Larsen, og foreløbig har hele 3.700 trykket 'deltager' og 23.000 vist interesse for begivenheden på Facebook. Det tyder altså på, at mange af os bliver ramt, når en kendt person går bort.

Men vi kender jo ikke berømthederne personligt, og vores forhold til dem begrænser sig til at have set dem i tv, til koncerter eller på sociale medier. Så hvorfor bliver vi kede af det, når de kendte dør?

Det har Anne Sofie spurgt Spørg Videnskaben om. Hendes veninde Karina har nemlig været inkarneret Prince-fan i 33 år. Hun fik lavet en Prince-tatovering på læggen 14 dage efter hans bortgang, som om en god ven havde forladt hende.

Så hvorfor bliver vi kede af det?

Videnskab.dk har allieret sig med en sorgforsker, en celebrity-forsker og en forsker i sorgkultur til at give deres bud på, hvorfor det gør så ondt, når de kendte dør.

Her er hovedtrækkene i, hvad de kommer frem til:

• Sorgen er en måde at forholde os til vores egne tab af pårørende, fordi vores sorg har været tabubelagt igennem en årrække.
• Vi føler, at vi har kendt stjernerne, fordi vi i dag, grundet den teknologiske udvikling, har så stor adgang til deres privatliv.
• Nogle betragter kendisser som familiemedlemmer og bliver bekymrede, når de ikke hører fra de kendte i lang tid.
• Vi bruger kendissernes død til at positionere os over for andre på sociale medier.

Sorgen reflekterer vores egne tab

Mai-Britt Guldin, der er seniorforsker på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitetshospital og har beskæftiget sig med sorg, mener, der er to hypoteser om, hvorfor vi bliver kede af det, når kendte mennesker dør.

For det første giver sorgen, når de kendte dør, os følelsen af tab og vemodighed.

Sorgfølelsen handler dels om den afdøde, men minder os også om vores egne tab, fortæller hun.

Derfor er det sandsynligt, at vores følelse af tristhed og savn, når de kendte dør, ikke bare har noget at gøre med vores forhold til de kendte, mener Mai-Britt Guldin. Det minder os om vores egne tab i livet.

»Det kan være, at du har mistet en nærtstående, har oplevet en skilsmisse, slået op med din kæreste eller mistet et job, som du var meget glad for, og det kan altsammen opleves som et personlig tab. Selvom sorgen, når en berømthed dør, kan synes langt væk fra dit eget individuelle tab, så vækker det minderne om dine egne tab og giver dig lejlighed til at udtrykke din smerte i fællesskab med andre,« siger Mai-Britt Guldin.

Lettere at sørge, når man er sammen om følelsen

Når en kendt person dør, er vi flere om at sørge end ved individuelle tab. Derfor er det ifølge Mai-Britt Guldin lettere at dele sorgen over berømtheders bortgang.

På den måde prøver vi også at forholde os til, at døden og sorgen er et fælles livsvilkår for os:

»Derfor kan du give udtryk for de følelser, som kan være svære at vise i din individuelle sorg. Man møder genkendelse, når man sørger over en berømt person, og det oplever de fleste som hjælpsomt,« forklarer hun.

Kendtes død nedbryder tabuer omkring sorg

Det bringer os til det andet aspekt, der kan forklare, hvorfor vi bliver kede af det, når de kendte dør.

I Danmark har vi ikke en udbredt tradition for at dele vores sorg ved eksempelvis dødsfald i den nære familie med andre.

Men når de kendte dør, giver det en kulturel ramme for de følelser, vi ellers ikke kan udtrykke.

»Så mit bud er, at sorgen, når kendte dør, både er en måde at reagere på det kulturelle tabu omkring sorg, men også en måde at trække på de følelser, vi allesammen kender til. Mange sørgende melder, at folk i deres dagligdag har svært ved at forstå, hvordan det føles at miste en i sin nærhed, og så er det lettere at være fælles om tabet af en berømthed,« siger Mai-Britt Guldin.

Hun er i gang med en antologi om forskellige aspekter af sorgkultur, der blandt andet beskriver tabet, når berømte dør.

Hvor stor en fan kan man egentlig være?

Videnskab.dk har taget fat i vores spørgers veninde, Karina den inkarnerede Prince-fan, og der er ingen tvivl:

Karina Gaardsted Henriques kan efter eget udsagn »virkelig, virkelig, virkelig godt lide Prince«.

Hendes betagelse af den androgyne, amerikanske musiker startede, da hun gik på ungdomsskole, og da hun i en alder af 46 modtog beskeden om hans død, var det et stort chok.

»Jeg græd. Min telefon begyndte at bimle og bamle. Det var mine venner, som ved, hvor meget, Prince betød for mig, der spurgte, om jeg havde hørt nyheden,« fortæller Karina.

I de næste fire dage var Karina utilgængelig – hun gik bare rundt og hørte Prince-podcasts og Prince-musik og delte sin sorg med fans over hele verden via Facebook-grupper.

»Jeg fik endda lov til at spille Prince på arbejdet efter hans død,« fortæller hun.

Den danske sorgkultur er under forandring

Den danske sorgkultur har været under forandring i en årrække, fordi danskerne ikke bliver konfronteret med døden så ofte som tidligere i historien, fortæller Mai-Britt Guldin.

Siden midten af 1900-tallet er der sket mange fremskridt, der har fået levealderen til at stige. Blandt andet er penicillinen kommet på markedet.

»Det betyder, at vi danskere generelt kan gå længere i vores liv uden at opleve et dødsfald end tidligere. På den måde bliver døden og sorgen mere uvant for os, og derfor mister vi traditionerne, fællesskabet og det fælles sprog omkring døden,« siger Mai-Britt Guldin.

Før i tiden var der flere fælles traditioner forbundet med døden. I de små lokalsamfund på landet, som svandt ind under industrialiseringen, vidste folk mere om den sørgendes situation og kunne derfor bedre udvise forståelse, fortæller hun.

Tidligere gik folk eksempelvis med sørgebind eller sort tøj for at vise, at de havde mistet en nærtstående slægtning, og man havde et ’sørgeår’, hvor folkene omkring en udviste ekstra omsorg.

På vej mod mere åbenhed omkring sorg

Indenfor de sidste 10 år er sorgen dog igen blevet tydeligere i vores kultur, fortæller Mai-Britt Guldin.

Vi er begyndt at sørge mere offentligt og mere tydeligt, både over kendte og ved individuelle tab, Mai-Britt Guldin mener, at kendte menneskers død spiller en rolle i den udvikling.

Hun beskriver udviklingen imod mere åbenhed overfor sorg i bogen ’Sorg’ i serien ’Tænkepauser – viden til hverdagen’, der blandt andet handler om, hvordan vi i Danmark er ved at udvikle en ny offentlig sorgkultur.

Vi begærer stjernerne på afstand

Helle Kannik Haastrup, der forsker i celebrity-kultur ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (NorS) på Københavns Universitet, har også nogle bud på, hvorfor vi bliver kede af det, når de kendte dør.

En forudsætning for, at de kendte kan fange vores interesse nok til, at det går os på, når de går bort, er adgang til deres privatliv, forklarer Helle Kannik Haastrup og fortsætter:

»Celebrities er på en mærkelig måde nogle mennesker, vi allesammen har tilfælles. De er offentlige personer, og en del af deres image er, at vi også ved noget om deres privatliv. Vi kender dem altså for det produkt, de prøver at sælge, men en del af det produkt, er deres personlige historie. Det er derfor, vi knytter os til dem.«

Den britiske sociolog Chris Rojek beskriver det som et ’abstrakt begær’, når man interesserer sig meget for en berømthed, uden at der er en personlig relation.

Her er en kort afstand mellem stjerne og publikum afgørende for, at begæret overhovedet opstår, fortæller Helle Kannik Haastrup.

Den britiske sociolog John B. Thompson har også beskrevet vores forhold til de kendte. Han kalder det ’intimitet på afstand’, fortæller hun.

Ifølge Thomson er der klare fordele ved at have sådan en relation, fordi man altid kan følge med i hvad stjernerne laver, når det passer en.

»På den måde er berømtheder stabile – de er der altid og svigter aldrig,« siger Helle Kannik Haastrup.

»Det føles som et tomrum, og som om en god ven har forladt os«

Princes død i 2016 ramte Karina hårdt. Hun dyrkede sin kærlighed til kunstneren sammen med sin søster, og siden hans bortgang har de snakket om, hvordan det har påvirket dem.

»Det føles som et tomrum, og som om en god ven har forladt os, fordi jeg har sådan en dyb respekt for manden og kunstneren Prince,« siger Karina.

Noget af det, hun især savner, er de traditioner, hun og søsteren havde omkring at tage til Prince-koncerter. De havde en fast ramme for, hvordan aftenen skulle forløbe:

De spiste sushi og drak champagne derhjemme og tog afsted i god tid, så de kunne nå en enkelt fadøl eller et glas vin på spillestedet – men ikke for meget, for de skulle være til stede og nærværende ved koncerten.

»Så jeg ærgrer mig over, at den tradition er forsvundet,« siger Karina.

14 dage efter hans død fik Karina en tatovering af Princes symbol. Hun beskriver tatoveringen som en »cementering af den livslange kærlighed, som altid vil være der«.

Kim Larsen var autentisk

De stjerner, vi knytter os mest til, er dem, der har fremstået mest ægte, fortæller Helle Kannik Haastrup.

Hvis der er en tydelig rød tråd mellem den måde, berømthederne bliver promoveret på, den historie, de fortæller om sig selv, og indholdet i deres sange, fremstår de autentiske, og så vil vi få en følelse af, at vi kender dem personligt.

»Celebrity-kulturen er ofte en kommerciel størrelse, men autenciteten går igen hos nogle af de største berømtheder. Vi ved allesammen godt, at kendisser er kommercielle konstruktioner, men autenciteten overbeviser os om, at de har mere at byde på,« siger Helle Kannik Haastrup.

Hun genkender ægtheden hos Kim Larsen og mener, at det specielle ved ham er de sange, som vi alle kan synge med på, og at han som celebrity har et image, der kombinerer det ordinære og det ekstraordinære på en helt særlig måde.

»Han har omtalt sig selv som popsanger, gået på almindelige værtshuse, sagt nej til ridderkorset og afvist at blive kaldt ’nationalskjald’. På den måde har han bevaret en rød tråd i sit image af at være helt nede på jorden – men samtidig er han helt ekstraordinær, fordi han er berømt i Danmark.«

Balancen mellem det ordinære og det ekstraordinære kan ifølge Helle Kannik Haastrup føres tilbage til en teori formuleret af medieforskeren Joshua Meyrowitz. Læs mere om den i boksen under artiklen.

Er du en naiv eller en kynisk fan?

Det er måske ikke os alle, der kan nikke genkendende til det stærke savn og tomheden efter en berømtheds død, på samme måde, som Karina har oplevet med Prince. Det er nemlig forskelligt, hvor investerede vi bliver i de kendte.

»Nogle har en naiv tilgang, mens andre har en ironisk distance,« siger Helle Kannik Haastrup, og den tendens er blevet observeret i forskning i celebrity-kultur igennem tiden, fortæller hun.

En hollandsk undersøgelse af damebladslæsere fra 1995 peger på, at læserne kan opfatte berømthederne på to forskellige måder.

1. Nogle opfatter berømthederne som en slags familiemedlemmer, fordi man bliver bekymret, når man ikke har hørt om en celebrity i længere tid.
2. Andre læsere opfatter berømthederne som ren underholdning. De dyrker melodramaet og nyder skandalerne, og når det går de kendte dårligt, får de bare, hvad de fortjener.

De to forskellige opfattelser af berømtheder er også blevet fundet i en amerikansk undersøgelse fra 1994. Her skelner forskeren mellem ’de troende’ og ’de anti-troende’.

De troende er dem, der tager celebrity-nyheder for pålydende. ’De anti-troende’ derimod er kynikerne, der fornøjer sig med at gennemskue celebrity-konstruktionen.

»De fleste celebrity-interesserede placerer sig dog ifølge forskeren mellem de to poler og skifter mellem dem, så de på én gang er personligt investerede i berømthederne og samtidig bevidste om celebrities som konstruktion,« siger Helle Kannik Haastrup.

Den teknologiske udvikling har indflydelse på sorgens udtryk

De seneste 20-30 års teknologiske udvikling har fået vores sorgkultur til at ændre sig meget, mener Michael Hviid Jacobsen, som er sociologiprofessor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, hvor han blandt andet har forsket i sorgkultur.

Ifølge ham har den teknologiske udvikling haft stor indflydelse på, hvor meget og hvordan vi sørger over kendisser.

»I dag udtrykker vi sorg via internettet, selv over mennesker vi ikke kender personligt, men som vi netop har lært at kende via mediernes eksponering af deres liv,« siger Michael Hviid Jacobsen.

Vi lever i et samfund, der dyrker de kendte mere end nogensinde før. Det kan gøre, at de til tider føles mere nærværende og betydningsfulde for vores liv end den nærmeste omgangskreds, mener han, og fortsætter:

»Det betyder, at når disse mennesker dør, hvad enten det er Prinsesse Diana, Michael Jackson, David Bowie, Prince eller nu Kim Larsen, så føler vi, at vi har mistet noget vigtigt i vores liv. Det til trods for, at vi som regel aldrig har mødt dem.«

Er sorg over de kendtes død et selvpromoverende projekt?

Helle Kannik Haastrup er enig i, at den teknologiske udvikling har påvirket vores sorg over de kendtes død.

Når vi deler en nedtrykt opdatering om en berømtheds død på Facebook eller poster et billede af kendissen efterfulgt af et ’rest in peace’-hashtag, er det, fordi vi gerne vil vise vores kulturelle smag på de sociale medier, siger hun og fortsætter:

»Det er en måde at positionere og iscenesætte sig selv på online overfor andre, og, ikke mindst, en måde at dele sorgen med andre.«

Den franske sociolog Pierre Bourdieu skrev om, at vi ikke længere definerer os selv, i forhold til hvilken social klasse vi tilhører, men i forhold til de smagsfællesskaber, vi er en del af.

»Vores interesse for en bestemt musik eller en bestemt kunstner, der har haft betydning for os, er noget, vi gerne vil vise frem, og det giver de sociale medier mulighed for, « siger Helle Kannik Haastrup.