I dagene og ugerne op til sin død vidste skuespilleren og instruktøren, Leonard Nimoy – bedst kendt for sin rolle som Mr. Spock i Star Trek – udmærket, at han var døden nær.
Han brugte Twitter til at slutte fred med kendsgerningen om, at han skulle dø, og til at sige farvel til venner, familie og fans i hele verden med ordsprog, poesi og vise ord.
Er der ved at opstå en ny ars moriendi – kunsten at dø – for den digitale alder?
Flere historikere mener, at døden var en mere offentligt affære før det 20. århundrede, da de fleste mennesker var stuvet sammen i bittesmå faldefærdige boliger.
LÆS OGSÅ: Twitter gør os til lemminger
Selv de rige, i deres store og prægtige huse, levede mere offentligt, end vi nu om stunder ville kunne tolerere.
De forbedrede boligforhold giver os mulighed for at leve et mere privat liv. Det gælder også for hospitalerne og plejehjemmene, hvor vi dør – ude af syne for de fleste andre mennesker.
Det betyder ikke, at døden er blevet et tabu, men den er bestemt blevet mere skjult – hvad historikeren Phillipe Ariès kaldte 'fremmedartet'.
Udstilling af døden
Men det har gennem længere tid været ved at ændre sig. De seneste 30 år har der været en eksplosion af ‘autopatografier’ – offentliggjorte selvbiografier om forfatterens eget sygdomsforløb og kommende død – der næsten alle omhandler kræft.
Ved at dokumentere de døende kræft- og AIDS-patienters visnende kroppe, eller ved at tage portrætter før og efter døden er indtruffet, er kunstfotograferne også hoppet på vognen.
LÆS OGSÅ: Tør du se, hvad der sker med kroppen, når du dør?
Ingen blev tvunget til at læse eller se på disse anstrengelser, men det ændrede sig i Storbrittannien i 2009. Jade Goody, der blev kendt gennem reality-showet 'Big Brother', indgik en aftale med formiddagsaviserne og OK Magazine om, at de skulle dække hendes død og sidste tid i kampen mod livmoderhalskræft. Dag for dag, uge for uge.
Hun ønskede at dø, som hun havde levet: I rampelyset. I flere uger var det umuligt at undgå forsidebillederne af den skaldede Goody på hendes sidste og meget offentlige rejse.
Online hjælpegrupper kan lære os om død og sorg
Nu om dage kan de allestedsnærværende sociale medier skubbe det endnu længere ud. Alle og enhver kan skrive en blog eller et tweet om deres egen dødskamp – hvilket kan være meget lærerigt for de læger, der læser deres patienters blogs.
Der findes online hjælpegrupper for mennesker med en dødbringende sygdom, hvor patienterne gensidigt hjælper hinanden med at kommunikere hvor som helst og når som helst. De kan finde følelsesmæssig og praktisk støtte hos hinanden online.
Efter døden gør de sociale medier det muligt at dele og offentliggøre sorgen på en måde, der ikke kunne lade sig gøre i det 20. århundrede. De pårørende kan dele deres sorg, og derigennem lærer de andre om at dø og om at sørge.
En blandet velsignelse
Alt dette er dog ikke uden problemer. I det 20. århundrede satte mange faktisk pris på, at deres sorg og død ikke var til skue.
Synligheden, hvad enten den er offline eller online, skaber muligheden for at få støtte, men det kræver, at patienter og pårørende udadtil viser en facade, der måske ikke afspejler deres indvendige smerte.
Synligheden forstørrer også chancerne for uvelkomne kommentarer, kritik og fordømmelse.
LÆS OGSÅ: Aber sørger også, når de mister en af deres kære
Det er sket, at de sørgende er blevet kritiseret for at sørge for meget eller for lidt, for længe eller ikke længe nok, for at ikke vise nok følelser og for at være for udtryksfuld.
Facebook, med sit muntre etos, er nok ikke stedet, hvor unge kræftpatienter har lyst til at dele deres angst og dybeste bekymringer.
Den grænseløse online verden kan gøre ondt værre
I et land som USA, der er splittet mellem religiøs konservatisme og liberal humanisme, kan man finde mange forskellige måder at håndtere lidelse og håb i dødelighed på. Tidligere ville man nok have holdt det inden for samfundsgruppernes fællesskab.
Men i den grænseløse online verden kan man gå imod hinanden og ofte gøre ondt værre. Fundamentalistiske sites, hvor der diskuteres aktiv dødshjælp og sorgen efter abort, er ikke til meget nytte for mennesker, der søger råd og vejledning – på samme måde som liberale humanistiske sites ikke er velkomne hos dem, der leder efter religiøs hjælp og vejledning.
Derfor er det ikke uden grund, at nogle online grupper kun må benyttes af bestemte aldersgrupper under bestemte betingelser eller af en bestemt religiøs overbevisning.
Websites, der styres af mennesker, der har livstruende sygdomme – især depression og anoreksi – kan forurolige venner og familie.
Disse sites kan endda tilslutte sig selvmordspagter eller have en etos, der vidner om en positiv holdning til anoreksi. Nogle gange tvinges de til at lukke, hvilket forstærker medlemmernes følelse af ikke at blive forstået.
LÆS OGSÅ: Mor og far skal blande sig i anoreksi
Det eneste, vi ved med sikkerhed
Mennesket har altid været dødeligt, men kulturerne og subkulturerne omkring døden har aldrig været statiske.
Internettet og de mange nye kommunikationsveje giver nye måder at lære døden at kende på. Print, fotografi, lydoptagelser, fjernsyn, e-mail, Facebook, Twitter og så videre.
Hver eneste ny teknologi påvirker det anstrengte forhold mellem privat og fælles, friheden til at dø eller sørge på sin egen måde kontra overvågning og fordømmelse fra andre.
Vi ved alle med sikkerhed, at vi en dag skal dø. Men vi ved ikke med sikkerhed, hvordan teknologien og samfundet til den tid vil deltage på vores sidste rejse.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
