Hvornår slutter pandemien? Efter mere end 50 millioner COVID-19-smittetilfælde og mere end 1 million dødsfald tænker du måske, hvor længe vil det fortsætte?
Helt fra begyndelsen af pandemien har epidemiologerne og folkesundhedseksperterne benyttet matematiske modeller til at forudsige fremtiden i et forsøg på at begrænse spredningen af coronavirussen.
Men det er vanskeligt at modellere smitsomme sygdomme.
Epidemiologerne advarer om, at 'modellerne ikke er krystalkugler', og at selv sofistikerede versioner, der kombinerer prognoser eller bruger maskinindlæring, ikke nødvendigvis kan afsløre, hvornår pandemien slutter, eller hvor mange mennesker der vil dø.
Jeg er historiker, og jeg studerer sygdomme og folkesundhed. Jeg foreslår, at vi i stedet for at se fremad skal se mod fortiden for at afdække, hvad der bremsede tidligere udbrud - og hvad der ikke gjorde.
Hvor er vi nu?
I starten af pandemien håbede mange, at virussen simpelthen ville forsvinde.
Det blev hævdet, at den ville forsvinde, i takt med at det blev varmt igen om sommeren.
Det blev også hævdet, at flokimmunitet ville tage over, så snart tilstrækkeligt mange personer var blevet smittet. Men ingen af delene er sket.
En kombination af folkesundhedstiltag, som skal begrænse og inddæmme pandemien - fra testning til kontaktsporing, social distancering samt krav om mundbind eller visir - har vist sig at hjælpe.
Men når vi tager højde for, at virussen har spredt sig næsten overalt i verden, kan tiltagene og foranstaltningerne ikke alene bremse pandemien.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Alle øjne er rettet mod vaccineudviklingen
Alles øjne er nu rettet mod udviklingen af en vaccine, som skabes med hidtil uset hastighed.
Men ifølge eksperterne er der risiko for, at COVID-19 aldrig forsvinder - selv med en succesfuld og effektiv vaccine.
Selvom pandemien bliver holdt under kontrol i én del af verden, vil den sandsynligvis fortsætte samt være skyld i smitte andre steder i verden.
Og selvom der ikke længere er en øjeblikkelig trussel på pandeminiveau, vil coronavirussen sandsynligvis blive endemisk - det vil sige kun udbredt indenfor et mindre eller afgrænset område, hvilket betyder, at en langsom, vedvarende smitte vil fortsætte.
Coronavirus vil fortsat forårsage mindre udbrud på samme måde som sæsoninfluenza.
Sygdomme forsvinder sjældent
Historien er fuld af tilsvarende eksempler.
Uanset om det er bakterielt, viralt eller parasitisk, er næsten alle sygdomspatogener, som har ramt menneskeheden i løbet af de seneste par tusinde år, stadig med os, fordi det næsten er umuligt at udrydde dem helt.
Den eneste sygdom, der er blevet udryddet gennem vaccination, er kopper. Massevaccinationskampagner ledet af Verdenssundhedsorganisationen i 1960'erne og 1970'erne var succesfulde.
I 1980 blev kopper erklæret som den første - og stadig eneste - menneskesygdom, der er helt udryddet.
Men succeshistorier som kopper er usædvanlige og snarere undtagelsen, der bekræfter reglen om, at sygdomme kommer for at blive.
Tung sygdomsbyrde
Tag for eksempel patogener som malaria, som bliver overført via parasitter.
Malaria, som formentlig har eksisteret næsten lige så længe som menneskeheden har stadig en tung sygdomsbyrde i dag: I 2018 var der på globalt plan cirka 228 millioner malariatilfælde og 405.000 dødsfald.
Siden 1995 har globale udryddelsestiltag leveret en vis succes, hjulpet godt på vej af DDT og klorokin, men sygdommen er stadig endemisk i mange lande i det globale syd.
Også sygdomme som tuberkulose, spedalskhed og mæslinger har været med os i flere årtusinder, men på trods af alle bestræbelser er udryddelsen af disse sygdomme stadig ikke i sigte.
Næsten en tredjedel af alle globale dødsfald
Når vi også tager højde for relativt nyere patogener - som HIV og ebolavirus samt influenza og forskellige coronavirusser, herunder SARS, MERS og SARS-CoV-2, der forårsager COVID-19 - står det samlede epidemiologiske billede klart:
Forskning i den globale sygdomsbyrde viser, at den årlige dødelighed forårsaget af smitsomme sygdomme - hvoraf de fleste forekommer i udviklingslandene - er næsten en tredjedel af alle globale dødsfald.
I dag med globale flyrejser, klimaforandringer og økologiske forstyrrelser bliver vi konstant udsat for risikoen for nye, fremspirende smitsomme sygdomme, mens vi på samme tid kæmper med de meget ældre sygdomme, som fortsat eksisterer i bedste velgående.
Når de først er føjet til repertoiret af patogener, der har effekt på menneskesamfundet, er de kommet for at blive.
Pest var skyld i tidligere pandemier
Selv sygdomme, som vi har effektive vacciner og behandlinger mod, kræver fortsat liv.
Den sygdom, der bedst illustrerer dette dilemma, er nok pest; den mest dødbringende sygdom i menneskehedens historie.
Bare ordet pest vækker stadig skræk og rædsel i dag.
Det er bakterien Yersinia pestis, som er skyld i pest.
Der har været utallige lokale udbrud og mindst tre dokumenterede pandemier i de seneste 5.000 år. Mange hundrede millioner personer er omkommet som følge.
Den Sorte Død er langt fra et isoleret pestudbrud
Den mest berygtede af alle pandemierne var Den Sorte Død i midten af det 14. århundrede. Men Den Sorte Død er langt fra et isoleret udbrud. Hvert 10. år (eller oftere) brød pesten ud igen.
Hver gang ramte den allerede svækkede samfund i løbet af mindst seks århundreder.
Allerede før 'den sanitære revolution' i det 19. århundrede svandt hvert udbrud ind i løbet af nogle måneder eller år som følge af forandringer i temperaturen, fugtigheden, tilgængeligheden af værter, vektorer samt et tilstrækkeligt antal modtagelige individer.
Nogle samfund kom sig aldrig
Nogle samfund kom sig hurtigt efter Den Sorte Død. Andre kom sig aldrig.
For eksempel kom middelalderens Egypten sig aldrig helt over pandemiens konsekvenser, som især ødelagde landbrugssektoren.
De kumulative konsekvenser af det faldende befolkningstal var umulige at genindvinde.
Det førte til Mamluk Sultanatets gradvise nedgang og osmannernes erobring mindre end 200 år senere.
Den selvsamme statshærgende pestbakterie er blandt os den dag i dag; en påmindelse om patogenernes sejlivethed og modstandsdygtighed.
Smitte kan vende tilbage med fornyede kræfter
Vi kan håbe, at COVID-19 ikke overlever flere årtusinder.Men indtil vi har en effektiv vaccine, og sandsynligvis også efter, er ingen i sikkerhed.
Politik spiller en afgørende rolle: Når vaccineprogrammerne svækkes, kan smitten vende tilbage med fornyede kræfter.
Se bare på mæslinger og polio, som dukker op igen, så snart vaccinationsindsatsen halter.
I betragtning af disse historiske og nutidige fortilfælde kan vi kun håbe, at den coronavirus, der forårsager COVID-19, viser sig at være et sporbart og udsletteligt patogen.
Men historien afslører, at vi desværre nok skal forvente noget andet.
Nükhet Varlik hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
\ Læs mere
