Hvor mange af os har en anden far, end vi tror? Svaret vil måske overraske dig  

»30 procent af alle børn har slet ikke den far, de tror, de har.«

Sådan erklærer den vrisne, men geniale læge Gregory House i TV-serien House M.D. – med sin karakteristiske blanding af kynisme og sortsyn.

Og netop dét udsagn genlyder fra internettets afkroge, blandt andet i såkaldte incel-fora. Men det dukker også ganske ofte op i mainstreammedier. Procenttallet varierer – nogle steder nævnes 10, andre steder 20 eller endda 30 procent – men budskabet er det samme:

En opsigtsvækkende stor andel børn vokser op i den tro, at deres biologiske far er en anden, end tilfældet egentlig er – og i sin mest ekstreme form, at kvinder kynisk udnytter godtroende og måske lidt svage mænd.

Vi har i en tidligere artikel undersøgt de biologiske bevæggrunde til utroskab, men kan det virkelig passe, at så mange børn er et hemmeligstemplet resultat af et sidespring? Og hvor kommer den påstand egentlig fra?

Det vil vi forsøge at opklare i denne artikel.

Mytens oprindelse

Overraskende nok er der en videnskabelig kerne, eller i hvert fald en videnskabelig misforståelse, bag myten.

Udsagnet stammer nemlig delvist fra en række studier op gennem halvfjerdserne, som er blevet fejltolket.

Studierne forsøgte oprindeligt at kortlægge, hvor ofte fædre bliver identificeret forkert.

Problemet er, at disse tidlige undersøgelser ofte blev udført i befolkningsgrupper, hvor risikoen for uklart faderskab var højere end i den generelle befolkning – for eksempel blandt par, der allerede var i tvivl om barnets biologiske ophav og derfor opsøgte en test.

Når man udelukkende ser på grupper, hvor mistanken på forhånd er høj, vil den statistiske andel af falsk tilskrevet faderskab stige markant.

Det er et klassisk eksempel på en såkaldt selektionsbias – en fordrejning, der opstår, når det datasæt, man undersøger, ikke repræsenterer befolkningen som helhed. Og altså et godt eksempel på, at man skal være på vagt, når overskriften lyder: 'Forskere afslører at…'.

Hvad siger den mere robuste forskning?

Men hvad så, hvis vi retter blikket mod den mere solide forskning?

For at undersøge fejltilskrevet faderskab mange generationer tilbage, kan forskere analysere Y-kromosomet. Det bliver nemlig overført uændret fra far til søn.

En gruppe belgiske forskere brugte netop den metode til at undersøge fænomenet i Flandern-området flere århundreder tilbage. De undersøgte, hvor mange mænd der havde en biologisk far, som ikke var den, der stod på de officielle papirer.

Her analyserede de 38 genetiske markører på Y-kromosomet, som bærer unikke arvelige træk.

Ved at sammenligne Y-kromosomer fra mænd med en fælles mandlig forfader kunne de vurdere, om deres DNA stemte overens. Hvis Y-kromosomerne var næsten identiske, tydede det på, at fædrene rigtig nok var dem, der stod på papiret.

Store forskelle afslørede derimod, at der på et tidspunkt i slægtstræet havde været en far, som ikke var barnets biologiske far.

Forskerne fandt frem til, at den historiske rate af fejltilskrevet faderskab kun lå på en-to procent per generation.

Det er ikke et ubetydeligt tal. Men det er langt fra den tredjedel af alle børn, som myten hævder.

Og de belgiske forskere er ikke alene om deres fund. Lignende studier har vist, at tallet generelt ligger mellem 0,9 og 3,1 procent.

Hvorfor bliver myten ved med at florere?

Vi kan altså ikke finde belæg for påstanden om, at hver tredje far biologisk set ikke er barnets egentlige far.

Tværtimod viser forskningen, at det snarere drejer sig om ét ud af 100 børn – langt fra de 30 ud af 100, som myten hævder.

Så hvorfor dukker denne påstand stadig op – fra lukkede internetfora til populære tv-serier?

Dens sensationelle karakter spiller uden tvivl en afgørende rolle.

En historie om, at 30 procent af alle børn lever i uvidenhed om deres biologiske ophav, er dramatisk og chokerende. Sådanne fortællinger har stor gennemslagskraft i fiktion, populærkultur og online debatter.

Når en fiktiv figur som Dr. House fremsætter en provokerende påstand, husker folk den. Gentagelsen gør, at den ændrer sig undervejs – den bliver forvredet, taget ud af sin oprindelige sammenhæng og til sidst løsrevet fra de videnskabelige data, den måske oprindeligt byggede på.

Derudover taler myten til en dybtliggende frygt blandt mænd for at blive bedraget – frygten for at være en hanrej.

Noget, som ikke bare bliver anset som yderst ydmygende i mange kulturer, men som også betyder, at kvinden har ‘snydt’ manden for hans chance for at give sine gener videre. Og dermed gjort ham til en evolutionær blindgyde.

Det gør påstanden følelsesmæssigt ladet – og derfor svær at udrydde, uanset hvor uvidenskabelig den er.

Et godt eksempel på, hvordan myter bliver skabt

Myten om, at 30 procent af alle børn vokser op i uvidenhed om deres biologiske fars identitet, er et eksempel på, hvordan fejlagtig fortolkning af data, selektionsbias og populærkulturens forenklede historiefortælling kan skabe en sejlivet misforståelse.

Virkeligheden er, at den reelle procentandel er overraskende lille.

Og at din far er højst sandsynligvis din far, hvis din mor altså siger det.