En hyldest til far-jokes - én af faderskabets stolte traditioner

»Far, jeg er sulten.«

»Hej Sulten. Jeg er far.«

Medmindre du var strandet på en øde ø de seneste 20 år, vil du formentlig være i stand til at genkende ovenstående som en klassisk 'farjoke'.

Termen farjoke er krediteret til en artikel fra 20. juni 1987 i Gettysburg Times, hvor forfatteren Jim Kalbaugh roser de fædre, som fortæller ualmindeligt platte vittigheder til deres børn - eller måske snarere til andre lige for næsen af deres børn.

Farjokes, skrev Jim Kalbaugh, er 'én af faderskabets helt store traditioner, der er værd at værne om'.

Begrebet, som efterfølgende nærmest gik i dvale, indtil internettet for alvor tog over, fik sin debut i Urban Dictionary i 2004 af en bruger ved navn Bunny og på Twitter i 2007.

En serie vittighedsbøger med farjokes som tema blev udgivet i Storbritannien fra 2013 og fra 2016 i USA, og i 2014 føjede Oxford English Dictionary termen 'dad joke' til opslagsordet 'dad'.

Udtrykkets popularitet røber, hvor meget genklang det har vundet hos mange, men ikke hvorfor så mange fædre er så glade for at fortælle platte vittigheder.

I en (øl)liga for sig

For bedre at forstå farvittighederne, bør vi starte med, hvad de ikke er.

Vi er folklorister, der studerer humor, så vi er vant til at analysere såkaldte joke-cyklusser: Vittigheder, der spredes, og som deler samme struktur eller emne.

Elefantvittigheder og lyspærevittigheder er eksempler på vittighedscyklusser. (Hvor mange politikere skal der til for at skifte en pære? Otte. Én til at sætte en el-sparepære i og syv til at nedsætte en tænketank).

I think it’s a great idea to wear two different deodorants, one under each armpit, but that’s just my two scents.

— Dad Jokes (@Dadsaysjokes) June 6, 2024

Men de forskellige farvittigheder er ikke opbygget på en bestemt, ensartet måde. De fokuserer heller ikke på et bestemt emne, som for eksempel forældreskab.

Farvittigheder er ikke grænseoverskridende; de er heller ikke sexistiske, racistiske, skatologiske (har med afføring at gøre), profane, blasfemiske eller politiske.

De taler hverken ned eller op til publikum, så der er ingen risiko for, at de er stødende eller fornærmende.

Farjokes er næsten det modsatte af standupcomedy.

Ud over at være 'sikre' er farvittighederne generelt også dårlige, ubehjælpsomme, platte og så videre. Men det samme kan man sige om en masse andre vittigheder - vi behøver blot at tænde for fjernsynet, så er der en masse platte jokes at vælge mellem.

'Faaaaaaaar!'

Så hvad er det, der gør en farjoke til en farjoke?

Det er måske bedst, hvis vi ikke ser farjokes som vittigheder, men som en slags forestilling med en fortæller – faren – og et publikum: hans børn, hans børns venner, hans ægtefælle.

Forestil dig en familie, der er ude at spise. Snakken falder på benzinpriserne, som igen er steget. Faren siger: »Men det gør ingen forskel for mig. Jeg tanker kun for 100 kroner.«

Pludselig har faren ændret stemningen fra afslappet samtale til joke, men fordi det er en harmløs vits, bliver ingen stødt.

Den eneste regel, der bliver brudt, er 'forbuddet' mod at fortælle dårlige jokes.

Børnene bliver pinlige på farens vegne, og selvom han udmærket ved, at det var en dårlig joke, er han ligeglad.

Blødt magtspil

Der er en grund til, at farjokes bliver kaldt 'dad jokes' og ikke 'father jokes' på engelsk.

'Father' håndhæver patriarkens seriøsitet og statur og alle de magtmæssige balanceforhold, der følger i kølvandet: fysisk dominans, disciplin, tillid og afhængighed.

'Dad' skaber derimod et billede af hengivenhed og omsorg. Han er stadig en mandlig autoritetsfigur, men uden de negative konnotationer, som patriarkatet ofte bærer med sig.

I dette lys ser vi farjoken som en anledning for faren til at hævde sit faderlige privilegium over sin familie og alle andre inden for hørevidde.

Det er en win-win-situation for faren. Hvis der er nogen, som griner af vitsen, er det fedt - men hvis den falder til jorden, er det også okay.

Faren har med vilje lagt op til denne mulighed, som på fagsprog kaldes 'unlaughter', og som referer til vittigheder, der skaber pinlige og socialt akavede situationer. I dette tilfælde er den måde, han gør sine børn befippede på, hans belønning.

Han har kontrol over rummet, på samme måde som en patriark, men han gør det på den blideste og mest legende måde muligt.

Platte vitser er ikke forbeholdt far

Det er selvfølgelig ikke forbeholdt fædre at fortælle platte vittigheder. De fleste af os har nok fortalt en joke, vi på forhånd ved, vil blive mødt med en opgivende, overbærende hovedrysten og himmelvendte øjne.

Farvittigheder er hyggelige, ikke-truende vittigheder til hyggelige, ikke-truende situationer blandt venner og familie.

De vil måske fremkalde et misbilligende blik, men de bringer os faktisk tættere på hinanden.

De repræsenterer far, når han er mest irriterende, men også bedst: varm, fjollet og kærlig.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.