Vi har hørt det før - der er neandertal-DNA i os alle sammen. Sådan ca. 1,5-3 procent.
Vores forfædre var ikke sippede, de knaldede med neandertalere, denisovaer og andre tidlige mennesketyper - og heldigvis for det. Fordi, som vi også har hørt før, gjorde de intime møder os stærkere bl.a. med immungener, som hjalp os med at overleve sygdomme.
Men lige siden fundene har spørgsmålet været, hvor meget neandertal-DNA'et betyder for os i dag?
Immungener er én ting, men hvad med alt det andet - vores udseende, fysik og adfærd for slet ikke at tale om den hellige gral: sindet og vores måde at tænke på?
Stort studie besvarer spørgsmålene
Amerikanske forskere svarer nu for første gang på de spørgsmål med et stort sammenlignende genomstudie.
»Vi finder, at neandertal-DNA'et påvirker en lang række målbare træk og kliniske tilstande i nulevende mennesker som bl.a. immunforsvar, neurologiske, psykiatriske, hud-, reproduktions- og blodsygdomme,« siger evolutionsgenetikeren John Capra ved Vanderbilt University, USA, som har ledet forskningen.
»Det er rigtig spændende, fordi det er første gang, nogen systematisk har undersøgt alle de genetiske varianter, som er kommet fra neandertalere og ind i mennesket‚« siger den danske professor og evolutionsbiolog Rasmus Nielsen ved UC Berkeley i USA.
Ligesom vi har 1,5-3 procent neandertal-DNA finder forskerne, at en lignende procentdel af variationen i menneskets risiko for sygdomme i krop og sind er kommet ind i os fra neandertalerne.
»Det er jo meget interessant det med hjernen og kan forklare lidt af den variation, vi ser i dag 50.000 år efter, vi havde sex med neandertalerne,« siger professor Mikkel Heide Schierup ved Center for Bioinformatik (BiRC) på Aarhus Universitet.
Fundet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science.
Vi parrede os til stærkere gener
Det seneste årti har nye DNA-teknologier revolutioneret studiet af menneskets udviklingshistorie ved at åbne et vindue tilbage i tiden og direkte læse arvematerialet, skjult i titusinder af år gamle knogler.
Forskerne har bl.a. læst neandertalernes arvemateriale og dér fundet en glemt og gemt hemmelighed om vores forfædres sidespring. De har afsløret, at mennesker i dag bærer rundt på små bidder af neandertaler-DNA, som kun kan være kommet ind i os, fordi vi efterkommere af bastardbørn, vores forfædre fik med neandertalerne.
Ved at studere fossilt DNA har forskerne fundet spor fra flere andre parringer med fortidsmennesker og beregnet, at de hændte for 40-50.000 år siden. Men det sidste fund af den slags er næppe gjort endnu.
Nogle forskere inkl. Rasmus Nielsen har allerede taget et skridt videre og fundet ud af, at flere DNA-stykker er mere udbredte, end man skulle forvente.
Det er et stærkt tegn på positiv selektion, dvs. at DNA'et har øget overlevelseschancen for vores forfædre.
På den måde har forskerne opdaget, at vi har arvet bl.a. immungener og gener, som har hjulpet tibetanere til at overleve i Himalaya-bjergenes tynde luft.
Første neandertal GWA studie
Nu tager Capra og kolleger så neandertal-DNA'et et skridt videre og kigger på omkring 135.000 kendte stumper neandertal-DNA i forhold til sygdomme.
Med blodprøver screener de 28.000 amerikaneres DNA for neandertal-stumper og sammenholder det med individernes elektroniske lægejournal i en anonymiseret, elektronisk database på Vanderbilt University.
I praksis er det samme metode som de store Genome Wide Association (GWA) studier, mange forskere de seneste år har brugt til at finde genetiske varianter, der spiller en rolle i sygdomme og lidelser fra tobaksafhængighed til diabetes.
Den slags studier er der også danske forskere, som er med på, bl.a. fordi Danmark har nogle af bedste medicinske registre.
»Det er helt oplagt, at vi har meget bedre data i Danmark til at lave det her, og vi ville kunne få meget mere interessante resultater.,« siger Mikkel Schierup.
Neandertal-DNA forklarer nutidige sygdomme
Forskerne finder 12 sygdomme eller tilstande, hvor neandertal-DNA'et kan forklare en væsentlig del af risikoen. Det er arvelige bidrag i størrelsesordenen 1-3 procent, hvilket ikke umiddelbart lyder af meget, men skal ses i lyset af, at det er tilstande, hvor det samlede arvelige bidrag typisk er 10-15 procent.
De finder f.eks., at neandertal-DNA påvirker hudceller kaldet keratinocytter, der danner hudens yderste beskyttende lag og værner os mod sollys og mikroorganismer. Her påvirker neandertal-DNA'et risikoen for en hudlidelse, der typisk rammer ældre mennesker, hvor huden bliver følsom for sollys, som danner små sår og skæl.
»Det er meget muligt, at det neandertal-DNA har været en fordel tilbage i tiden, men nu i dag er det ikke godt for os‚« siger John Capra.
Han peger på, at de første moderne mennesker i løbet af få tusinde år forlod Afrika og indtog Europa, hvor netop sol-indstrålingen har været helt anderledes og noget, menneskene skulle tilpasse sig.
Et andet interessant fund er en immunlidelse, hvor blodet størkner hurtigt (man har ’tykt’ blod), hvilket giver en række risiko inkl. slagtilfælde og komplikationer ved graviditet.
Men igen tilbage længe før nutidens moderne lægevidenskab kan det nemt tænkes at have været en fordel, der lukkede sår hurtigt og nedsatte risikoen for potentielt dødbringende infektioner og blodforgiftning.
Depression påvirket af neandertal-DNA
Ovenstående samt flere andre træk såsom risiko for fedme og overvægt, lungesygdomme og åreforkalkning falder ind under de ’forventede’ ting, som kan have hjulpet vores forfædre til at overleve.
Men forskerne finder overraskende nok også en række forskellige neurologiske og psykiatriske træk.
Det er for eksempel risikoen for at blive afhængig af nikotin, der selvfølgelig ikke har noget at gøre med, at neandertalerne røg cigaretter, men med et neurologisk system i hjernen.
Og som den stærkeste risikofaktor af dem alle finder forskerne et mylder af Neandertal-DNA omkring gener, der er involveret i depression.
Forskerne understreger, at det ikke er en simpel sammenhæng, som betyder, at neandertal-DNA giver depression, men derimod mange små bidrag, hvor nogle neandertal-stykker øger risikoen, mens andre sænker risikoen.
Neandertalernes sind er krøbet ind i vores
Det, som er virkelig tankevækkende, er, at associationen til neurologiske og psykiatriske træk afslører, at vores sind og neurobiologi i bred forstand er under indflydelse af DNA fra vores neandertal-forfædre.
»Vi har informationen fra målinger, der er lavet fordi man er interesseret i sygdommene, men vi forventer også, at andre kognitive træk er påvirket på en lignende måde,« siger Rasmus Nielsen.
Man kan sige, at en del af vores sind simpelthen er farvet af neandertalernes sind, og det påvirker den måde, mennesker tænker på i dag.
Omvendt fortæller det også noget utroligt interessant om neandertalerne, hvis neurologi og psykiatri vi i sagens natur ikke har ret meget viden om.
»Vi kan jo ved det her studie se, at en del af den variation, der er i mennesket i dag, skyldes, at vi har fået DNA ind fra neandertalerne, der må have været forskelligt (fra vores, red.),« siger Rasmus Nielsen.
»Derfor synes jeg, at det er en af de mere interessante ting, at det sådan indirekte viser, at vi var kognitivt forskellige fra neandertalerne.«
Neandertalerne var som vores forfædre
Spørgsmålet om, hvor forskellige vi er fra neandertalerne, har forskerne debatteret, lige siden neandertaleren blev fundet i 1800-tallet, og synet på dem er gået fra dorske umælende hulemænd, til at man i dag stort anser dem for stort set at være ligesom vores forfædre.
I virkeligheden stemmer det meget godt overens med den viden vi har om vores evolution.
»Hjernen jo noget af det, der har udviklet sig hurtigst, og det er jo ikke så underligt, at når neandertalere og mennesker levede separat fra hinanden i 500.000 år, så kan der godt have været ret store forskelle i hjernen, da man nåede sammen igen for 50.000 år siden,« siger Mikkel Schierup.
Som en interessant fodnote blev neandertalernes hjerne faktisk større end menneskets.
»Det er ikke sikkert, at vi var så meget klogere end dem, men trods alt kognitivt forskellige fra dem,« siger Rasmus Nielsen.
Kan føre til bedre forståelse af sygdomme
Udviklingshistoriens aspekter lagt til side kan fundene også være interessante indblik i sygdomme, og Capra og kolleger vil nu dykke ned i de specifikke stykker neandertal-DNA og forsøge at udrede associationerne på det molekylære niveau.
De fleste stykker ser ikke ud til at påvirke selve genets funktion, men snarere hvor og hvornår genet aktiveres i kroppen.
»Det kan hjælpe os til at forstå genetikken bag sygdommene, og det kan på sigt måske føre til bedre behandling,« siger John Capra.
