Havet bugner med klimavenlige fødevarer, men vi er »milevidt fra at udnytte potentialet«

Havet gemmer på en perlerække af proteinrige og klimavenlige fødevarer, som vi sagtens kan blive bedre til at stille frem på spisebordet.

I en verden, hvor der stadig bliver flere maver at mætte, og presset på landarealerne stiger, er der faktisk potentiale til at høste flere fødevarer under vand, end vi gør i dag.

Sådan lyder det i en række nye studier, der netop er blevet udgivet på tværs af Natures tidsskrifter.

Forskerne peger på, at især tangarter og skaldyr er spækket med protein, mineraler og er rige på omega-3-fedtsyrer. Og ikke nok med, at de er sunde. De sætter også et betydeligt lavere aftryk på klimaet end for eksempel opdrættet laks og oksekød – læs mere om det i faktaboksen.

»Hvis vi vil tage klimaforandringerne alvorligt og ændre vores fødevareproduktionssystemer, kommer man ikke udenom at anvende havet på en bæredygtig måde. Der er ikke plads til meget mere på land, og biodiversiteten er allerede presset,« vurderer professor og havmiljøforsker Jens Kjerulf Petersen fra DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

»Derfor giver det mening at se på, hvor man kan lave en bæredygtig fødevareproduktion. Der vil jeg pege på lavtrofisk aquakultur, blandt andet fordi vi ikke skal importere soja eller hugge regnskov ned for at dyrke foder til at producere tang, muslinger eller østers,« fortsætter professoren, som ikke har været en del af forskningen i Nature-artiklerne.

Lavtrofisk akvakultur omfatter typisk opdræt af muslinge- og tangarter, men kan i princippet inkludere andre arter som for eksempel kammuslinger eller søpølser.

Giver et godt overblik

Det kan måske virke paradoksalt at se på mulighederne for øget og nye anvendelser af havets biologiske ressourcer, når verdenshavene på flere måder lider under overfiskeri og forurening.

Men det er faktisk muligt at drive en bæredygtig fødevareproduktion til vands, hvilket den nye forskning er med til at understrege, ifølge Annette Bruhn, der er seniorforsker på Institut for Bioscience – Marin økologi ved Aarhus Universitet.

»Studiet giver et rigtig godt overblik over akvatiske fødevares klimaaftryk sammenlignet med landbaserede fødevarer – animalske produkter – som vi er vant til at spise. Tang og muslinger er stort set CO₂-neutrale og optager flere næringsstoffer, end de udleder. Så studierne bekræfter, at produktion af skaldyr og tang ikke skader klima og havmiljø.«

En vej til flere næringsstoffer

Annette Bruhn er – sammen med Jens Kjerulf Petersen – medforfatter på en rapport fra DTU, der viser, at potentialet for at dyrke blandt andet skaldyr som blåmuslinger, hjertemuslinger, knivmuslinger og østers er stort i de danske farvande.

Tangplanter som sukkertang, søsalat og søl er andre eksempler på den sunde blå biomasse, vi kan mæske os i, uden det sætter et stort aftryk på klimaet. Derudover er der en masse fiskearter, vi ikke spiser i dag, som fjæsing, ising, skærising, der kan fiskes på en skånsom måde i vores kystnære farvande.

Det er såkaldte ikke-kvoterede fisk. For eksempel er der en kvote på, hvor mange laks en fisker må hive op, så de ikke bliver overfisket.

Forskerne bag det nye studie estimerer, at flere millioner tilfælde af mangel på mikronæringsstoffer – jern, zink, mangan og vitaminer – kan afhjælpes verden over, hvis vi mæsker os i flere fødevarer fra havet, og den globale produktion af hav- og ferskvandsfødevarer øges. Det kan blandt andet komme de mindre velstillede lande til gode, siger en af forskerne bag det nye studie.

»At finde måder til bæredygtigt at øge produktionen af ​​blå fødevarer giver mulighed for at øge adgangen til sikre, nærende og sunde kostvaner for verdens mest sårbare,« lyder det fra hovedforfatter Christopher Golden, lektor ved Nutrition and Planetary Health på Harvard T.H. Chan School of Public Health i en pressemeddelelse.

Skal planlægges klogt

Forskerne indvender dog, at vi ikke bare skal kaste os over kysterne med hovedet under armen.

Det skal gøres med øje for områdernes økologiske bærevne, så vi ikke begår de samme fejltagelser til vands, som vi har gjort til lands, pointerer Jens Kjerulf Petersen. En debat, der allerede ruller herhjemme i forbindelse med vedtagelsen af Danmarks første Havplan.

»I Danmark vil der for eksempel være forskel på kysternes økologiske bæreevne, og det skal vi tage højde for og planlægge ud fra,« uddyber professoren og tilføjer:

»Derudover skal vi spørge os selv, hvad vi skal bruge vores kystvande til, så man ikke bare siger ‘go-ahead’ og derefter kan gå på bøjer fra Skive til Hvalpsund. Det tror jeg ikke på. Der er brug for en planlægning over, hvor man skal anlægge en produktion i forhold til miljø, social accept og anvendelse af kystzoner.«

Annette Bruhn er enig og påpeger, at planlægning og placering ikke blot vil være en diskussion i Danmark, men overalt i verden, så man for eksempel ikke skaber monokulturer på havet og driver rovdrift på økosystemer.

»Men studierne her viser det samme, som danske studier viser, at muslinger og tang trækker næringsstoffer ud af havmiljøet og på den måde kan bruges til at skabe forbedringer af miljøtilstanden i havområder, der lider under for store tilførsler af næringsstoffer fra land.

Muslingerne optager kvælstof fra den gylle og gødning, der bliver brugt i landbruget, og som hvert år bliver skyllet med regnen fra markerne ud i havet.

»Det er i den sammenhæng vigtigt her at pointere, at dyrkning af tang og muslinger ikke skal erstatte reduktion af næringsudledning på land. Men det kan være et supplement i områder, der er hårdt ramt af næringsforurening.«

Udover at kunne spises har tang samtidig en evne til at opsuge noget af al den CO₂, som varmer kloden op og forsurer havet.

Forsker: Milevidt fra at indfri potentialet

Til trods for, at der både kan være en sundheds- og klimamæssig gevinst ved at udnytte de blå økosystemer, er vi milevidt fra at indfri potentialet i Danmark, mener forskerne.

Vi har ikke engang »kradset lidt i overfladen«, som Annette Bruhn formulerer det. Særligt to udfordringer presser sig dog på ifølge forskerne:

1. I Danmark er vi ikke en nation, der spiser så meget mad fra havet. Vi er en stor eksportør, og mange af de muslinger, vi i dag producerer, ryger ud af landet. Så den kulturelle bagage har også noget at sige.
2. Vores politikere skal samtænke indsatser på tværs af fødevarer, klima og havmiljø, så vi kan fremme indsatser, der gavner på flere fronter.

»Vi skal tale om, hvordan vi bruger vores kystzone. I Danmark er vi vant til at se rapsmarker og landbrug til lands, hvor næsten 60 procent af vores areal er opdyrket. Det skal ikke ske for vores kystzone, hvor vi nøje skal balancere benyttelse og beskyttelse.«

Annette Bruhn tilføjer, at en stor udfordring er de synlige bøjer eller flere hundrede rør, som springer i øjnene ved kyststrækningerne, hvor folk færdes og lever. Det kan nemlig skabe den klassiske ‘not in my backyard’ (NIMBY) – effekt.

Politiken – og andre medier – har tidligere beskrevet, hvordan muslingeproduktionen omkring Skive Fjord giver anledning til debat og store gnidninger i området, fordi der ifølge beboerne hverken kan bades eller fiskes mere.

Kan rykke længere ud på havet i fremtiden

Den udfordring håber forskerne dog at komme udenom i fremtiden.

Man kan nemlig forestille sig, at teknologiske fremskridt vil gøre det muligt at rykke produktionen længere ud på havet, hvor folk ikke færdes og kan se produktionen.

»Man sagtens forestille sig, at produktionen kommer længere væk fra kysten, og for eksempel kan tænkes sammen med off-shore vindmøller. Det gør man allerede i den hollandske del af Nordsøen, så der er et potentiale – og man kunne for eksempel også se på, om det giver mening med en produktion nær, eller på, de kommende energiøer.«

Problemet er imidlertid, at udstyret får nogle flere knubs, jo længere det kommer ud fra kysten og teknologien er endnu ikke robust nok.

»For at kunne komme ud og producere de fødevaretyper, hvor vindmøllerne er, så kræver det, at man bruger et springbræt tættere på land, hvor man får testet teknologien og dyrkningssystemer, før man får rykket dem ud, hvor der er større bølger og mere energipåvirkning,« siger Annette Bruhn.

»Det kræver investeringer og er stadig meget dyrt, så her er teknologierne til akvakultur på åbent hav er måske der, hvor vindmøllerne var for 20-30 år siden.«

Men hvis vi kaster penge efter at dyrke fødevarer, som folk ikke vil spise i stort omfang, er vi så ikke lige vidt?

»Forbruger-accept er en af de store barrierer, som vi ser. Men for bare 10 år siden, når vi bad folk om at smage på tang, så var folk klart mere modvillige, end de er i dag,« vurderer Annette Bruhn, som generelt møder en stor opbakning til nye fødevarer fra havet – især blandt børn og unge.

Og det handler ikke om, at vi skal leve af muslinger eller tang, men i stedet se det som et alternativ til nogle af de fødevarer, der sætter et større aftryk på klimaet, understreger hun.

»Bare inden for de seneste 10-15 år har både forbrugertilgang og tilgængelighed flyttet sig utrolig meget. Nu er der friske muslinger i køledisken i butikkerne, og der er nye spændende kogebøger på markedet, så man bliver hjulpet til at bruge de nye blå råvarer.«

»Så det er blevet mere tilgængeligt for folk, og jeg oplever en stor interesse for blå, klimavenlige fødevarer,« slutter Annette Bruhn.