Udledning af kvælstof i vandet er den store trussel for havmiljøet i Østersøen.
Og da det er landbruget, der udleder mest kvælstof, er det derfor her, der er brug for en indsats.
Sådan lyder det fra flere forskere, som Videnskab.dk talte med på en konference om Østersøens miljøproblemer, hvor forskere fra flere forskellige faggrene var samlet for nyligt.
\ Østersølandene
De ni lande, der grænser op til Østersøen, er: Danmark, Sverige, Finland, Rusland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tyskland.
Landbruget udleder store mængder kvælstof og fosfor, som fører til algevækst, som i sidste ende fører til iltsvind. Og uden ilt i havet, er der ikke noget liv.
Det forklarer Jens Christian Refsgaard, forskningsprofessor ved GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland og leder af forskningprojektet SOILS2SEA, som undersøger fremtidige konsekvenser for Østersøen.
Udledning fra landbruget er usynlig
At gøre en indsats og få landbruget til at udlede mindre kvælstof, er dog lettere sagt end gjort.
Problemet er nemlig, at forurening fra landbruget er meget svært at regulere sammenlignet med forurening fra industrien og byerne.
»Forurening fra byer og industri kan du se, hvor kommer ud. Der er et rør, hvor næringsstofferne kommer ud. Så du kan se nøjagtig, hvor du skal sætte ind, og du kan sætte teknologi på det rør, der begrænser udledningen,« forklarer James Shortle, professor i landbrugs- og miljøøkonomi ved Pennsylvania State University, USA, og en af hovedtalerne på konferencen.
Så enkelt er det ikke med udledningen af næringsstoffer fra landbruget.
»Landbrugsudledningen er usynlig. Du kan ikke se kvælstoffet skylle ud i vandet, eller hvor det kommer fra, for det flyder gennem jorden,« siger James Shortle, der har forsket i miljøpåvirkninger og indsatser i over 35 år og er en af de førende eksperter på området.
»Derfor er det også sværere at bestemme, hvilket landbrug der er skyld i det.«
Tilpas landbruget efter naturen
Ifølge Jens Cristian Refsgaard kan en løsning være det, han kalder geografisk differentiering af landbruget.
Det vil sige, at man tilrettelægger produktionen efter naturen og vælger den rette type afgrøde og gødningsmængde for hver enkelt mark.
\ Læs mere
Nogle steder kan naturen selv fjerne nitrat. Hvis det nitratholdige vand siver gennem en del af jorden, som kaldes ”reduceret zone”, som ligger nogle få meter under jordoverfladen, vil nitraten blive omdannet til atmosfærisk kvælstof, så vandet bliver nitratfrit.
Andre steder nedbryder naturen mindre nitrat. Det er derfor fordelagtigt at placere indgreb der skal reducere nitratudledningen på sådanne marker, hvor naturen ikke selv fjerner alt nitrat, fortæller Jens Christian Refsgaard.
\ Kvælstof i gødning
Kvælstof er afgørende for, at planter kan gro, og derfor vigtige i landbruget.
Men for meget kvælstof ender i vandløb og siden i fjorde og i havet, hvor de giver næring til alger.
Kvælstof forekommer især i afføring fra dyr. Kødproduktion er derfor en væsentlig kilde til kvælstofudledningen.
»Det kommer til at gøre ondt på landbruget«
Jens Christian Refsgaard anerkender, at det er indgående indgreb i landbruget, der lægges op til.
»De her indgreb, man skal gøre, er virkelig barske. Det kommer til at gøre ondt på landbruget,« siger han.
»Og man har allerede halveret kvælstofudledningen siden 1980. Men det var de nemme og billige tiltag, de lavthængende frugter. Det bliver mere vanskeligt at nå det sidste stykke.«
Geografisk differentiering er en mulig løsning, som vil være mere omkostningseffektiv, idet man udnytter naturens egen evne til at fjerne næringsstoffer, før de når ud i havet, siger han.
Men medmindre man indfører nye forvaltningssystemer, risikerer man at fratage landmændene deres egen styring af, hvor og hvad de vil dyrke.
Og det er netop en af hovedkonklusionerne fra SOILS2SEA-projektet, at der skal nye forvaltningsprocesser til for at opnå de ønskede mål og samtidig give landmændene mere indflydelse på egne landbrug, siger Jens Christian Refsgaard.
Selvom det kræver mere viden bedst muligt at nedbringe udledningen af næringsstoffer yderligere, mener han at den største udfordring er politisk. Det handler om graden af politisk vilje, til at løse problemet.
Brug for en involverende proces
Det er en svær og kompliceret situation, og derfor er det nødvendigt at involvere alle parter i en åben proces.
Det mener Flemming Gertz, geolog og landskonsulent i vandmiljø i virksomheden SEGES, som også deltager i BONUS-konferencen i Gdansk.
SEGES udvikler og formidler ny viden til landbruget og er ejet af interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer.
For at få landbruget mere aktivt ind i begrænsningen af kvælstofudledning, er man nødt til også at involvere dem i beslutningsprocesserne.
På den måde kan de nødvendige indgreb måske blive mere spiselige for landbruget.
»Den danske proces har ikke været involverende nok, og i perioder har den været for lukket. Der er en betydelig kultur, der skal ændres. Fra den her generelle regulering og top down beslutningsproces, som man har haft tradition for i Danmark, til en mere involverende proces,« siger Flemming Gertz.
Landmændene mangler incitamenter
Jørgen E. Olesen, sektionsleder og professor ved Institut for Agroøkologi - Klima og Vand ved Aarhus Universitet, efterlyser også mere inddragelse af landmændene, men også tilskyndelse for dem.
»Jeg synes man mangler incitamenter, der bedre giver noget innovation hos landmændene til at finde løsninger,« siger Jørgen E. Olesen, som også er en del af forskningsprojektet SOILS2SEA.
»De fleste landmænd vil jo gerne være med til at løse de her problemer. Men de vil også gerne anerkendes for, at de arbejder med det.«
Han tilføjer:
»Og det allerbedste incitament er jo, hvis der følger en lille smule penge med.«
