Fotograf Maurice Mikkers fra Holland bankede i starten af 2015 sin tå mod et bord i et laboratorium. Dette udløste med det samme en sådan smerte, at han måtte fælde en tåre.
Mens han stod der og græd, fangede han en af sine tårer med en pipette og fik den idé, at han ville tage et billede af tåren. Det var begyndelsen på projektet 'Imaginarium of Tears'.
Med en baggrund som laborant og en passion for fotografi lykkedes det Maurice Mikkers at tage billeder af sine salte tårer, som han fik til at krystallisere under sit mikroskop.
Det viste sig, at tårerne var vidt forskellige fra hinanden, når de krystalliserede.
»I de første dage, efter jeg så mine tårer under mikroskopet, fandt jeg hele tiden nye måder at få mig selv til at græde på. For eksempel ved at kigge ind i en stor gulvventilator eller ved at se triste eller lykkelige film. Jeg kunne også nyse eller gabe. Jeg gjorde alt for at få en tåre til at trille ned af mine kinder,« skriver Maurice Mikkers på sin hjemmeside.
Fotografens venner blev sat til at græde i kor
For at få flere forskellige tårer med i sit projekt, inviterede Maurice Mikkers 10 af sine venner over til at græde i kor. De kunne selv bestemme, hvordan de kom til at græde, om det var ved hjælp af løg, ved at spise chili eller se en trist film - bare de græd.
Så snart tårerne trillede fra vennerne, fangede Maurice Mikkers alle deres tårer i små pipetter, krystalliserede hver og en og tog et billede af dem.
Du kan se Maurice Mikkers billeder af de krystalliserede tårer i videoen over artiklen og blive klogere på forskellige facts om vores tårer.
Alle tårer er unikke

Ifølge Maurice Mikkers kan tårer deles ind i tre kategorier:
-
Reflekstårer - kommer, når vi eksempelvis gaber eller nyser
-
Følelsestårer - tårerne, som bliver startet på grund af en følelsesmæssig oplevelse
- Basale tårer - dem, der får øjnene til at løbe i vand, når vi kører på cykel og får vind i øjnene
Maurice Mikkers samlede tårer fra alle tre kategorier og forventede, at der ville være en form for lighed mellem tårerne fra samme kategori. Til hans store overraskelse var det ikke tilfældet.
»Den første konklusion fra projektet 'Imaginarium of Tears' var, at der ikke var nogle ligheder mellem nogle af tårerne. De var alle unikke, selv dem fra samme kategori af tårer,« siger Maurice Mikkers på sin hjemmeside.
TED Talk om projektet om tårer
Projektet udviklede sig, og flere frivillige donerede deres tårer sammen med deres historier. Eksempelvis var der en af Maurice Mikkers veninder, som donerede nogle tårer, fordi hendes far var meget syg, og hun intet kunne stille op.
Maurice Mikkers har publiceret alle tåre-billederne sammen med deres historier på sin hjemmeside.
Du kan i TED Talk'en nedenunder høre mere om Maurice Mikkers projekt.
(Video: TEDx Talks med Maurice Mikkers, Amsterdam.)































