Hvis du er utålmodig efter konklusionen og straks vil tage en hurtig test, som forskere fra Sydkorea har udviklet, så stræk fingrene på din højre hånd ud. Hvis din pegefinger har nogenlunde samme længde som din ringfinger, har du formentlig en lang penis.
Sådan lyder den simple opskrift på, hvordan man tjekker kollegaens udrustning uden at bede ham om at åbne Tivoli – eller hvordan du som kvinde i baren let kan lure, om du nu også har scoret den store præmietyr, han selv påstår, han er.
I hvert fald hvis man skal tro forskere fra Gachon University Gil Hospital i Sydkorea, som har berettet om deres opdagelse i tidsskriftet Asian Journal of Andrology (der i sammenligning med mere ansete tidsskrifter som Science og Nature må kaldes en lille cocktailpølse).
Penis var gennemsnitlig 7,7 cm lang
Forskernes metode er lige så spøjs som deres konklusion. De har undersøgt 144 frivillige mænd på 20 år eller derover. Mens mændene var i bedøvelse under en operation, fik de målt deres fingerlængder og længden på deres penis i udstrakt – ikke stiv – position. Ifølge forskerne er der nemlig statistisk set sammenhæng mellem størrelsen af penis i udstrakt og stiv tilstand.
I tørre tal viste undersøgelsen ifølge LiveScience.com, at:
- Afslappede penisser var fra 4 til 12 centimeter – i gennemsnit 7,7 cm lange
- Udstrakte penisser var mellem 7,5 og 17 cm – i gennemsnit 11,7 cm lange
- Forskellen på længden på pege- og ringfinger varierede fra 8,8 til 11,2 millimeter med et gennemsnit på 9,7 mm
Det er altså små forskelle, vi er ude i, når man sammenligner fingerlængde, men forskerne konkluderer ud fra deres gennemgang, at jo mindre forskellen er på de to fingre, des større er sandsynligheden for, at personen også har en penis i den høje ende af skalaen.
Fingre og penis kan være påvirket af testosteron
Man kan muligvis bruge den nye viden til andet end at score de største tyre eller at sammenligne diller-størrelser uden at skræmme alle andre væk fra lokalet.
Ifølge forskerne – og en leder i tidsskriftet – hænger fingerstørrelse og penislængde måske sammen med mængden af testosteron, som manden blev udsat for som foster i mors mave. Det kan i sidste ende måske være med til at kaste lys over hormonale problemer og sygdomme som prostatakræft, spekulerer de.
Hvad er op og ned i penishistorierne?
Det er langt fra første gang, forskere har kædet fingrenes længde sammen med påvirkningen fra kønshormoner. Tidligere har studier af varierende kvalitet vist sammenhæng mellem fingerlængde og blandt andet:
- Hjertestop
- Antallet af sædceller
- Maskulinitet i udseende
Den nye undersøgelse strider til gengæld mod tidligere undersøgelser, som har konkluderet, at man har været mest udsat for testosteron i livmoderen, hvis man som voksen har lang ringfinger og kort pegefinger.
Så måske er det bedste råd at spise brød til de nye resultater. Pølsebrød, naturligvis.