Forskere finder mystisk hjerneaktivitet i dødsøjeblikket

På tværs af kulturer, tidsaldre og religioner har mennesker, der er kommet tilbage fra de døde, berettet om specielle oplevelser, sekunderne før de gik bort.

Nogle fortæller om en tunnel med lys for enden, andre om ud-af-kroppen-oplevelser og møde med afdøde kære. Andre igen oplever en pludselig følelse af eufori, og at panikken og angsten bliver erstattet af ro og accept af døden.

Nu beskriver forskere fra University of Michigan i USA, at de har registreret en usædvanlig hjerneaktivitet hos døende, som, de mener, kan være forbundet med nærdødsoplevelsen.

I et nyt studie har de amerikanske forskere undersøgt hjernescanninger fra i alt fire personer, der efter længere tids koma fik slukket deres respiratorer, hvilket resulterede i patienternes død.

Hos to af personerne viste scanningerne en pludselig høj bølge af såkaldt gammaaktivitet i hjernen, før den blev tavs. Gammaaktivitet er en bestemt frekvens af elektriske signaler, som dine hjerneceller bruger til at kommunikere med hinanden, og som ofte fremkaldes, når du er meget aktiv og opmærksom.

Og den usædvanlige hjerneaktivitet har altså fået forskerne i studiet til at spekulere i, om de har fanget det øjeblik, patienterne gennemgik deres nærdødsoplevelse.

Men den spekulation skal tages med et gran salt, fortæller Daniel Kondziella, klinisk forskningslektor i neurologi og overlæge på Rigshospitalet, til Videnskab.dk efter at have læst studiet.

»Jeg tror, at den usædvanlige hjerneaktivitet nærmere er et tegn på, at hjernen er ved at lukke ned, og at koblingen til en nærdødoplevelse, som forskerne laver, ikke er overbevisende,« er vurderingen fra Daniel Kondziella, der blandt andet forsker i nærdødsoplevelser.

»Man skal huske, at hjernen er et elektrisk organ, så når dens funktion aftager, og hjernen er ved at svigte, er det ikke underligt, at der kan komme en kortvarig, abnorm og kraftig aktivitet,« siger han.

Lidt forsimplet kan man sammenligne den usædvanlige hjerneaktivitet, forskerne har registreret, med en computer, der er ved at gå i stykker, fortsætter overlægen:

»Først begynder skærmen at flimre, og det tager et øjeblik, før computeren er helt død. På samme måde lukker hjernen ikke bare ned på ét sekund. Det er en proces, der kan tage lang tid, og som kan have usædvanlig elektrisk aktivitet til følge, og det er det, jeg tror, vi ser her,« siger Daniel Kondziella.

Kan have en evolutionær forklaring

Vurderingen fra Daniel Kondziella er altså, at de amerikanske forskeres fund umiddelbart ikke har noget at gøre med oplevelsen af tunneller med lys for enden og ud-af-kroppen-oplevelser.

Af gode grunde kan patienterne fra studiet heller ikke bekræfte, om de har oplevet en nærdødsoplevelse eller ej. Hvilket gør det umuligt at slå en sammenhæng fast.

Dertil, pointerer Daniels Kondziella, er nærdødsoplevelser ikke kun registreret hos mennesker, der har været tæt på at dø – men også hos folk, der har været ude for situationer, der blot har føltes livstruende.

»Forskning har vist, at kun omkring halvdelen af nærdødsoplevelser sker i livstruende situationer,« forklarer overlægen til Videnskab.dk.

»Det interessante er, at folk har haft helt identiske oplevelser i ikke-livstruende situationer som ved meditation, indtagelse af stoffet ketamin, eller eksempelvis når en person har været tæt på et biluheld.«

Det peger ifølge Daniel Kondziella på, at nærdødsoplevelser ikke er en effekt af, at hjernen er ved at lukke ned, men måske tjener et andet biologisk formål.

»Der må være en evolutionær forklaring,« siger han.

»Eftersom der er berettet om nærdødsoplevelser på tværs af alle kulturer, i forskellige steder i verden og på tværs af tidsaldre, så peger det på, at nærdødsoplevelser er ekstremt genetisk velbevarede hos mennesker.«

Kan få os til at spille død

I et studie fra 2021 argumenterer Daniel Kondziella, blandt andre, for, at nærdødsoplevelser har fungeret som en sidste udvej i potentielt livstruende situationer, der kort fortalt skal få os til at spille død.

»Det kan være en choktilstand, vi går i, når ‘fight or flight’-instinktet ikke længere er til nogen nytte. Meget lig når en mariehøne, der har flygtet, når man har grebet ud efter den, pludselig ligger stille, når man har den i hånden,« fortæller Daniel Kondziella til Videnskab.dk.

»Man har også set det hos pattedyr. For eksempel en antilope, der bliver fanget af et rovdyr, og hvor det ikke længere giver mening at kæmpe, og det så giver op og bliver helt passivt,« fortsætter han med reference til nedenstående video.

Daniel Kondziella fortæller videre, at vi også har lignende opførsel hos mennesker.

Ofre for voldtægt har oplevet at blive passive efter instinktivt at have indset, at overgrebsmanden var for stærk, og har efterfølgende berettet, at de har oplevet noget meget lig en nærdødsoplevelse. Lignende berettelser findes fra personer, der har overlevet masseskyderier, fortæller overlægen.

»På samme måde kan det være sket for vores forfædre, når de er blevet overmandet af et rovdyr. Deres krop har indset, at deres ‘fight og flight’-instinkt ikke har været til nogen nytte, og kroppen er herefter blevet passiv,« siger Daniel Kondziella.

»Rent evolutionært kan nærdødsoplevelsen have fået os til at spille næsten død for ikke at irritere eller trigge en reaktion fra rovdyret eller overfaldsmanden. På den måde har den givet os en lille smule større chance for at overleve.«

Videre betyder det også, at den pludselige og usædvanlige bølge af gammaaktivitet i hjernen ved de døende, som er beskrevet i det nye studie, ikke oplagt er forbundet med nærdødsoplevelsen, da nærdødsoplevelser også sker i raske hjerner.

Men at det, som forskerne i det nye studie har registreret, altså blot er hjernen, der er ved at lukke ned.

I en e-mail til Videnskab.dk svarer en af forskerne bag studiet, lektor i neurologi Jimo Borjigin, at hun er enig i, at abnormal aktivitet kan forventes i hjernen ved dødstidspunktet.

»Men ingen har analyseret dem før ved hjælp af de nyeste analytiske værktøjer, hvoraf nogle af dem er opfundet i vores eget laboratorium,« skriver hun.

Hun skriver videre, at hun er enig i, at man ikke behøver at være ‘nær døden’ for at have en nærdødsoplevelse, men at forskeren studerer hjernens rolle i hjertestop, og det er det, studiet er udsprunget fra.

»Jeg vil gerne tilføje, at det at studere de subjektive oplevelser, der ligner NDE (forkortelse af ‘Near Death Experience’, red.) under ikke-livstruende forhold (NLTC), kan bidrage til en dybere forståelse af NDE-fænomenet, hvis man kan finde pålidelige NLTC, der fremkalder oplevelsen. Hvis nogen kender til nogen af disse NLTC, vil jeg gerne vide mere om dem,« skriver Jimo Borjigin.

Det nye studie er udgivet i tidsskriftet PNAS.