Færre udsving i indsatsen kan give bedre maratontider

Hvis nogle af alverdens maratonløbere vil gøre sig håb om at slå en verdensrekord ved det store maratonstævne i København den kommende weekend, så skal de måske holde nøje øje med deres ur.

Et nyt australsk studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Sports Science peger nemlig på, at løberne bag de fantastiske verdensrekorder på distancen i 2008 og 2011 kunne have løbet endnu hurtigere, hvis de blot havde været bedre til at prioritere deres kræfter ens igennem hele løbet.

Det er den australske forsker Simon Angus fra Monash University, Melbourne, der har lavet studiet, hvor han ved hjælp af en særlig finmasket analyse metode har fulgt løbernes tider hver kilometer af løbene og kontrolleret løbernes hastighed for vind og bakker.

»Når man ser på for eksempel timerekorden i cykling, så har rytterne næsten intet udsving i deres brug af kræfter gennem hele forløbet. Det er nærmest en lige linje kun med statistisk støj,« forklarer Simon Angus til Videnskab.dk og fortsætter:

»Men de to maraton-løbere, jeg har undersøgt, har signifikante udsving igennem løbet, og det er på den baggrund, at jeg konkluderer, at løberne uanset, hvor velforberedte de var, kunne have løbet hurtigere uden de store udsving. Det er et meget højt afkast af en lille investering, fordi det ikke kræver fancy træning eller flere trænings-kilometer.«

Cykelforskning viser, at man skal være konstant

For at forstå, hvorfor Simon Angus mener, at udsvingene udgør et problem for løbernes endelige tid må vi til cykelforskningen.

Det er nemlig svært at teste, hvad den optimale prioritering af kræfterne i maraton er, fordi det er meget vanskeligt at teste maratonløb under kontrollerede forhold.

Derfor må studier af maratonløbere laves i felten med vind, bakker og taktiske overvejelser på ruten, som kan forurene data.

For at modgå det har Simon Angus i stedet hentet viden fra studier af tidskørsler på cykel, der ligesom maratonløb handler om udholdenhed, men hvor man til gengæld kan undersøge forskellige strategier under kontrollerede forhold.

»Vi kan se i studierne af cykelryttere, at når man beder de samme ryttere køre med forskellige prioriteringer af kræfterne, så præsterer de bedst, jo tættere de er på konstant at bruge den samme mængde kræfter under hele forløbet,« siger Simon Angus.

For store udsving kræver restitution

Lektor Ernst Albin Hansen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, der selv har forsket i, hvordan man kan forbedre maratonpræstationer, er enig i, at en stabil dosering af energiressourcerne som udgangspunkt er det optimale.

»Når vi taler om arbejde over så lang tids varighed som en maraton, så er en konstant arbejdsintensitet optimalt, så det lyder bestemt sandsynlig, at man kan hente en gevinst her, hvis løberne virkeligt ikke har doseret deres indsats konstant under hele løbet,« siger Ernst Albin Hansen.

Han forklarer, at det skyldes, at de allerbedste maratonløbere konstant løber på grænsen af, hvad de kan.

»Man har grundlæggende to energisystemer. Et som er baseret på tilstedeværelse af ilt, og et som er baseret på nedbrydning af kulhydrat i kroppen uden tilstedeværelse af ilt. Når man løber maraton med de hastigheder, som slår verdensrekorder, så kan man forestille sig, at man hele tiden ligger og balancerer på en knivsæg mellem de to energisystemer,« forklarer Ernst Albin Hansen.

»Hvis man får presset sig for hårdt, så kommer man til at bruge det system, der nedbryder kulhydrater, og det er simpelthen ikke lige så effektivt som det andet system, når man skal præstere over lang tid. Man syrer populært sagt til, og derfor bliver man nødt til at sænke tempoet for at restituere før man kan komme op i hastighed igen. De udsving er simpelthen samlet set langsommere, end at holde en konstant hastighed lige under ens grænse.«

Svært at måle vind blandt huse

Det siger sig selv, at ens grænse naturligvis ikke går ved samme hastighed, når man løber henholdsvis op og ned ad bakke eller i mod- eller medvind.

Derfor har Simon Angus også kontrolleret for vind og stigninger på ruten for at forsøge at udskille den del af hastigheden, der skyldes løberens brug af kræfter.

Ernst Albin Hansen tvivler dog lidt på, om det er muligt at måle vinden præcist nok til, at man kan bruge det.

»Vinden kan variere fra minut til minut, og det er svært præcis at vide, hvordan vinden er på en given strækning. Samtidig er der jo en del bygninger på ruten til et maratonløb, som Berlin Marathon, så selvom man har vindhastighederne, så kan man jo være i læ af bygninger,« siger Ernst Albin Hansen.

Han peger samtidig på, at jagten på den optimale dosering af indsatsen kan gøre, at man ikke har en optimal vindmodstand.

»Nu er det at løbe maraton jo ikke som at cykle en enkeltstart, så du skal tage højde for konkurrenterne, og det er også et spørgsmål, om du skal vælge at dosere din kraft ens konstant, eller vælge at gå med de andre løbere hvis de accelererer og undgå at blive isoleret og skulle tage alt vindmodstanden selv efterfølgende.«

Hele holdet skal følge den bedste rytters grænse

Simon Angus anerkender, at vindmodstanden kan annullere gevinsten ved den optimale prioritering af kræfter.

»I en strategisk situation, hvor man sidder alene med konkurrenterne, så skal man selvfølgelig overveje konsekvenserne ved at sætte sit eget tempo og måske skulle tage alt vindmodstanden,« siger Simon Angus.

»Derfor skal atleter, der fokuserer på at slå verdensrekorden naturligvis bruge sit hold til at trække sig frem på de første del af ruten. Men også her handler det jo netop om, at de andre løbere tilpasser deres hastighed, så den bedste løber kan holde et konstant forbrug af kræfter gennem hele løbet.«

Prioritering relevant for løbere på alle niveauer

Ifølge Simon Angus er det ikke kun potentielle verdensrekordholdere, der kan have gavn af at blive bedre til at prioritere kræfterne.

»Målgruppen for mine konklusioner er jo de fem-seks mennesker, der dyster om verdensrekorden. Men i forhold til løbere på andre niveauer findes der allerede studier – godt nok kun med målinger hver femte kilometer – som ret klart konkluderer, at det på alle niveauer er en klar fordel at holde en stabil hastighed gennem hele løbet.«

Også løberne på halvmaratondistancen kan ifølge Simon Angus sandsynligvis tage anvisninger til sig, da distancen ligeledes tilhører samme kategori af distancer som maraton og tidskørslerne i cykelsporten.