Er det farligt at spise mad, som er dyrket ved en trafikeret vej?

Luftforurening er noget, vi bør tage alvorligt. Små partikler, der blandt andet bliver spyet ud ad fabriksskorstene og bilernes udstødningsrør, er årligt skyld i cirka 6,5 millioner dødsfald.

Det viser en rapport, der er udgivet af Det Internationale Energiagentur (IEA); en mellemstatslig organisation, der fungerer som energitænketank i de 28 medlemslandes bestræbelser på at sikre pålidelig samt økonomisk og miljømæssig bæredygtig energi.

Men massevis af biler, trailere og busser kører jo alligevel på vejene i hele verden, hvor de spreder forurening. Langs flere af vejene dyrkes afgrøder på store marker.

En læser har spurgt forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, hvilken effekt forureningen har på de afgrøder, der vokser langs vejene.

»Tager planterne skade af forureningen, og kommer den med i vores mad?« spørger læseren.

Mange former for forurening

Ordet 'forurening' er tæt associeret med partiklerne fra bilernes udstødning.

CO2 er blevet selve symbolet på biltrafikkens udledninger og udpeget som den store synder, når vi taler om global opvarmning og menneskeskabte klimaændringer. Men CO2 er noget helt andet for planterne.

»Det er planteføde,« fortæller Erik Joner til forskning.no.

Han er seniorforsker ved Norsk Institut for Bioøkonomi (NIBIO) og har arbejdet med, hvordan planter optager miljøgifte.

Planterne har brug for CO2 til at holde gang i den fotosyntese, som holder dem i live, så CO2-udledningen faktisk giver planterne mere at arbejde med.

Ifølge et forskningsresumé fra 2013 har studier af madplanter vist, at planterne, der vokser i bymiljøer – såkaldte urbane landbrug – har en længere vækstsæson end planter, der vokser uden for byen.

Det er muligvis, fordi der både er mere CO2 og lidt højere temperaturer i byen, hvilket giver bedre vækstbetingelser.

NOx

Nitrogenoxider (NOx) er en stor miljøskurk, og de mest fremtrædende kilder til NOx er forbrændingsmotorer.

Udstødning indeholder nemlig gasserne NO og NO2, tilsammen kaldet Nox, og det kan danne partikler og smog i byerne, som er giftige for mennesker.

Men kvælstof er et vigtigt næringsstof for planter.

»NOx er ikke et problem for landbrugsplanter, fordi nitrogen bindes til jorden, og det har en gødningseffekt på planterne.«

Nitrogen er iøvrigt en vigtig ingrediens i kunstgødning.

Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

Men det kan også blive for meget af det gode. Ifølge et tysk studie fra 2006 kan økosystemerne i boreale skove, den nordlige halvkugles nåleskovsregion, blive forstyrret af for meget nitrogen.

Svævestøv

Hvad så med alt støvet fra vejene?

Biltrafikken er skyld i flere forskellige typer partikler; blandt andet kulstof fra forbrændingsmotorer.

En lille andel af disse partikler kaldes polyaromatiske hydrocarboner (polycykliske aromatiske kulbrinter, PAH), hvilket er en generel betegnelse for aromatiske forbindelser bestående af kondenserede ringsystemer.

Nogle af de mest kendte PAH er naftalen, antracen, fluanthen, chrysen og benz(a)pyren.

PAH udgør et forureningsproblem, idet flere af stofferne betragtes som meget sundhedsskadelige; blandt andet anses benz(a)pyren for at være kræftfremkaldende i meget lave doser.

Partiklerne bliver en del af vejen og svævestøvet, der kan lægge sig på planterne tæt ved vejen, men de gør ikke så meget ved selve planterne.

Svævestøvet hæmmer fotosyntesen

»Støvet kan lægge sig på bladene og dermed hindre planternes adgang til sollys,« forklarer Erik Joner.

Det gør fotosyntesen lidt mindre effektiv.

»Det er en god idé at vaske eksempelvis salat, som er dyrket i et miljø, hvor det udsættes for dette støv, så vi ikke får det i os,« anbefaler Erik Joner.

Det vides ikke med sikkerhed, om PAH-partiklerne skader planterne ifølge denne PAH-evaluering fra 2015.

Mange af PAH-partiklerne er ikke vandopløselige, men fedtopløselige.

Derfor kan de let blive optaget af mennesker og dyr, men det er sværere for planterne, fordi de tager næring til sig gennem vand i jorden. Forurening fra trafik kan ændre visse af planternes egenskaber – eksempelvis klorofylindholdet og hvor hurtigt bladene ældes.

Men det har ifølge forskeren Sam Wortmans evaluering fra 2013 ikke en sundhedsmæssig effekt på dem, der spiser planterne. Kun på selve plantens sundhed.

Bly

Endnu en mulig forureningskilde er tungmetaller og miljøgifte fra biler og industri.

Bly er en lidt overset miljøskurk. I mange år tilføjede man bly til benzin i Europa og USA, men det holdt man dog op med i 1990’erne.

Blyet blev tilsat for at få has på problemet med motorbanken, men bly er et forfærdeligt forurenende stof.

I værste fald kan det føre til blyforgiftning – en alvorlig tilstand, der blandt andet fører til personlighedsforandringer og hjerneskader.

Det bly, som allerede er udledt, bliver i jorden i mange, mange år fremover. Hvilken effekt har det på planterne?

»Mange planter har ikke transporveje, der gør det muligt at optage bly. Derfor er der kun lidt bly, som når ind i planten,« forklarer Erik Joner.

Det er vigtigt at vaske planterne godt, fordi størstedelen af blyet er i jorden, som sidder fast i skrællen på for eksempel gulerødder.

»Hvis man ikke skræller gulerødder, som er dyrket i blyholdig jord, indtager man en lille smule bly, hver gang man spiser en gulerod, men det er minimale mængder,« beroliger Erik Joner.

Kobber og zink

Erik Joner kommer med endnu et eksempel. Han har gransket, hvor meget kobber og zink som bliver overført til kornplanter.

Kobber og zink er livsvigtige mineraler, men de er giftige i for store mængder. Langs vejene findes der kobber- og zinkstøv, som blandt andet stammer fra bilernes bremser og dæk.

»I forbindelse med vores projekt gødede vi med kloakslam på markerne. Det indeholdt små mængder zink og kobber.«

Vi har behov for kobber, og Levnedsmiddelstyrelsen har fastsat dagsbehovet til cirka to mg.

»Hvis man bagte brød af det korn, som vi dyrkede, skulle man spise fem kilo brød om dagen bare for at indtage den daglige dosis.«

Så der skal meget brød til, før det bliver farligt.

Andre metaller

Planterne reagerer forskelligt på forskellige slags tungmetaller.

Hvor effektivt, planterne optager tungmetallerne, kommer for eksempel an på jordens pH-værdi.

Erik Joner fremhæver cadmium som et eksempel. Cadmium er giftig og mere vandopløselig. Derfor kan både fødevarer og mennesker optage det gennem planterne.

»I alunskifer findes der naturlige forekomster af cadmium, og både grøntsager og korn optager en betydelig andel af det cadmium, der findes i jorden. Vi siger, at overføringsfaktoren for cadmium er høj, mens den er meget lille for bly,« forklarer Erik Joner.

Alunskifer er sort, brændbar lerskifer, dannet under iltfattige forhold på havbunden i tiden Mellem Kambrium – Ældre Ordovicium for 530-495 millioner år siden. Den findes blandt andet på Bornholm tilgængelig langs vandløbene Risebæk, Læså og Øle Å samt i Norge og i Sverige.

Nibio undersøger, hvor meget cadmium der rent faktisk bliver optaget, og om det udgør en risiko for mennesker og dyr.

Ifølge denne svenske ph.d.-afhandling stammer cadmium blandt andet fra bildæk, men der er tale om meget små mængder.

Steder, man bør undlade at dyrke mad

Cadmium-forureningen er faldet, sandsynligvis som følge af EU-reguleringer, skriver forskeren David Hjortenkrans i afhandlingen.

Cadmium bruges også til produktion af eksempelvis batterier og kan komme fra andre industrier. I Japan har forskerne gransket meget i cadmium i ris, fordi man har fundet forhøjede mængder som følge af industriudslip og forurenet landbrugsjord.

I Japan var cadmium-forureningen på et tidspunkt så omfattende, at sygdommen fik sit eget navn: Itai-Itai-sygdommen.

Tungmetaller og miljøgifte er et større problem, hvis der er tale om større mængder som følge af industriudslip.

Miljødirektoratet i Norge har eksempelvis produceret et kort over de mest forurenede steder i Norge.

»På de forurenede steder bør man helt undlade at dyrke mad,« udtaler Erik Joner.

Vejsalt

Men tilbage til biltrafikken.

Erik Joner tror, at den mest skadelige forurening for planterne, der dyrkes i nærheden af vejene, er vinterens vejsaltning.

»Salt er vandopløseligt, så det optager planterne gennem rødderne, og planter tåler ikke saltvand.«

Det er selvfølgelig kun ét af problemerne ved vejsaltningen.

»Jeg tror, at der er mange allétræer i Oslo, der virkelig lider om vinteren. I det store hele er planterne ret modstandsdygtige over for forurening. Det er vigtigt at holde øje med tungmetaller og PAH-forurening, men vi fandt ikke så meget andet, der gav os grund til bekymring.«

Den svenske ph.d.-afhandling om tungmetaller konkluderer, at små mængder tungmetal-støv ligger jævnt fordelt langs vejstrækningerne, men at de ikke findes længere end 10 meter inde på markerne på hver side af vejen.

Så konlusionen må være, at trafikken ikke forurener nok til at ødelægge maden, som vokser langs vejen. Og at vi skal huske at vaske grøntsagerne godt.

Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.