Almindelige miljøgifte kan nemlig påvirke vores arvemateriale, og ændringerne kan gå i arv i mindst tre generationer.
Det siger Michael K. Skinner, som er professor i reproduktion og miljøepigenetik ved Washington State University.
»Almindeligvis aftager og forsvinder sådanne ændringer i løbet af en generation. Vi blev overrasket over at se, at ændringerne blev ført videre,« fortalte Michael K. Skinner ved et foredrag i Oslo for det norske Forskningsrådets program ’Miljøpåvirkning og helse’.
Han har ledet flere studier, hvor rotter og mus blev udsat for en række almindelige kemikalier som plastblødgørere, insektmidler, svampedræbende midler og kulbrinter fra flybenzin.
Miljøet påvirker vores gener
»De sidste årtier har opfattelsen være, at vores biologiske egenskaber er fuldstændig styret af generne. Denne opfattelse er ved at blive ændret. Jeg siger ikke, at genetik ikke er vigtig, men det er ikke hele historien,« siger Michael K. Skinner.
Noget styrer aktiviteten i generne, og han mener, at der er snak om epigenetik. Epigenetik betyder ’over’ eller ’ved siden af’ den genetiske kode og er et relativt nyt felt, som udforsker, hvilken effekt miljøet har på genekspressionen.
Sygdom slår til i alderdommen
I Michael K. Skinners forskning førte miljøgiftene til, at der blev tilføjet såkaldte kemiske ’tags’ på DNA-molekylet, for eksempel molekyler fra forskellige kemikalier. Dermed blev genekspressionen ændret.
\ Fakta
Genetik og epigenetik Generne styrer cellernes produktion af proteiner, som er vigtige byggesten i vores krop. Hver enkelt celle har vores fulde ’opskrift’ kodet ind i DNA-molekylerne. Mutationer vil ændre denne opskrift og kan have betydning for udvikling af sygdomme. Hvilke gener, der er slået til eller fra, hvor aktive de er og hvordan kroppen aflæser generne til enhver tid, er også vigtigt for udvikling af sygdomme. Studier af mekanismerne for denne regulering af genfunktionen kaldes epigenetik. Miljøfaktorer kan have en gentoksisk effekt, som betyder, at baserækkefølgen i DNA’et bliver ændret, og der opstår mutationer. Miljøfaktorerne kan også have en epigenetik effekt ved, at de påvirker, hvordan generne bruges og fungerer.
At tilføje eller fjerne sådanne ’tags’ vil kunne styre, om et gen aktiveres eller deaktiveres, samt hvor aktivt det er. Genernes aktivitet kan igen have betydning for udvikling af sygdomme.
»Disse tags er specifikke for de forskellige miljøgifte. I fremtiden kan det måske blive muligt at bruge dem til at kortlægge eksponeringen, som både du og dine forfædre er blevet udsat for, og dermed kan man forudsige, hvor stor risiko der er, for at du får en sygdom senere i livet,« forklarer Michael K. Skinner.
Forsøgsdyrene i Michael K. Skinners studier blev nemlig først syge, da de blev ældre. Så var der en kraftig stigning i en række sygdomme, sammenlignet med dyr, der ikke havde de samme epigenetiske ændringer.
»Tilsammen udviklede 90 procent én af sygdommene, som vi undersøgte. Det er et ekstremt højt antal,« siger Michael K. Skinner.
Usædvanlig genetisk mutation
Almindeligvis vil epigenetiske ændringer, som er sket i arvematerialet i løbet af livet, blive fjernet, og generne bliver reprogrammeret til deres oprindelige, friske tilstand.
I Michael K. Skinners forskning blev de uheldige effekter af miljøgifte imidlertid videreført, og i nøjagtig samme form fra generation til generation.
Derfor er det usandsynligt, at der er snak om traditionel genetisk mutation, som opstår i rækkefølgen af DNA’ets baser – så ville ændringerne have været forskellige hos for eksempel mor og bedstemor, ifølge Michael K. Skinner.
»Dette er første gang, nogen viser, at en række forskellige typer miljøgifte kan give epigenetiske ændringer, som kan føre til, at sygdom arves gennem generationer,« påpegede han.
Bedsteforældres sult påvirker diabetes
Sandsynligvis kan mange forskellige miljøfaktorer - som stress og kost - påvirke epigenetikken.
Et studie fra Sverige viste for nogle år siden, at der var en sammenhæng mellem frekvensen af diabetes hos børn og hvordan deres bedstefædre og bedstemødre sultede, da de var i henholdsvis puberteten og i mors livmoder i 1930’erne.
Selv om Michael K. Skinners fund er opsigtsvækkende, er han optaget af, at de ikke indebærer, at genetikken nu er blevet mindre vigtig.
»Epigenetikken og genetikken virker sammen. Ingen fysiologisk proces eller sygdom bør forskes i fremover, uden at man tager hensyn til begge disse mekanismer,« mener han.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
