I dyreriget kan penis være pigget, spaltet, formet som en proptrækker – ja, endda aftagelig.
De er blandt de mest varierede strukturer i biologien.
Til sammenligning er den menneskelige penis så ensartet, at den udgør en anatomisk undtagelse.
Forståelsen af, hvorfor penis har udviklet sig, og hvorfor den varierer så voldsomt, er også med til at forklare, hvorfor mennesker overhovedet har en.
Penissen opstod oprindeligt som en løsning på ét helt grundlæggende problem:
Hvordan opnår man indre befrugtning?
'Kloak-kys'
De første dyr levede i havet, længe før vores forfædre begyndte at leve på land for omkring en halv milliard år siden.
I dag sender mange vandlevende dyr stadig blot sæd og æg direkte ud i vandet.
Men da organismerne rykkede op på land, opstod der behov for en ny mekanisme til at overføre sædceller til hunnen, og her kom penissen ind i billedet.
Men det overraskende er, at ikke alle landdyr bruger en penis. Omkring 97 procent af alle fuglearter har slet ingen penis.
I stedet formerer de sig gennem et såkaldt 'kloakkys'. Kloak er hos visse dyr en åbning på undersiden af kroppen hvor både tarm, urinveje og kønsorganer udmunder, hvorigennem sædcellerne overføres.
Kloakkysset kræver koreografi. For de fleste fugle afhænger parringssuccesen af timingen på ganske få splitsekunder, indviklede parringsritualer og perfekt fysisk tilpasning.
Anatomisk genvej
Dyr med penis har en anatomisk genvej: De kan levere sædcellerne direkte i målet, selv hvis mødet er kort eller en smule klodset.
Penissen er altså blot én løsning blandt mange. Men når evolutionen først har 'valgt' en penis, åbner det op for et væld af muligheder.
Penissen er et skoleeksempel på konvergent evolution, som betyder, at to forskellige arter, der er fjernt beslægtet, udvikler det samme træk for at omstille sig til et givent miljø som svar på samme selektive pres.
Hos nogle arter bestemmes penisstørrelsen af miljømæssige begrænsninger og adgangen til partnere.
Rankefødder, som er marine krebsdyr, der lever i havet ofte i kystzonen, hvor de fæstner sig til en hård overflade, har den længste penis i forhold til kropsstørrelse blandt alle kendte dyr (op til otte gange deres egen længde).
Det gør dem i stand til at 'fiske' efter partnere i det omliggende vand.
Blåhvalen har den absolut største penis
Og for dem, der måske nu gerne vil have svar på et pressende spørgsmål: Den absolut største penis på hele 2,5–3 meter tilhører blåhvalen.
Ariolimax Californicus, i daglig tale banansneglen, er hermafrodit med en kraftig penis, som er omtrent lige så lang som resten af sneglens krop.
Banansneglens penis er udviklet til at placere sædcellerne dybt for at øge chancen for befrugtning. Nogle gange sætter penissen sig dog sig fast under tilbagetrækningen, og partneren bider den af. Sneglen heler som regel og overlever.
\ Læs også
Hos arter, hvor hunnerne ofte parrer sig med flere hanner i yngletiden (polyandrisk adfærd), er hannernes penis udviklet til at maksimere deres chance for at befrugte ægget i den såkaldte 'sædkonkurrence'.
Hos sådanne arter bliver penissen et konkurrenceværktøj.
'Traumatisk insemination'
Tamkatte har for eksempel bagudrettede pigge på penis, som stimulerer ægløsning hos hunnen, så sædcellerne møder et modent æg.
Det virker også afskrækkende på yderligere parringer, fordi tilbagetrækningen er smertefuld.
Hos væggelus går hannerne endnu længere. De bruger en dolklignende penis til at gennembore bugvæggen og afsætte sædcellerne direkte i kropshulen.
Denne 'traumatiske insemination' giver hannen en genvej, men med store omkostninger for hunnen. Det er som regel ikke dødeligt, men skaderne kræver tid og energi at hele.
Antagonistisk coevolution
Intet sted er denne evolutionære kamp mere tydelig end hos ænder. Hos visse arter har andrikker proptrækkerformede penisser, der kan forlænges på under et halvt sekund.
Det er et svar på, at hunænder har udviklet stærkt snoede vaginaer med blindgyder og spiraler, der drejer i modsat retning.
Det er et klassisk eksempel på seksuel antagonistisk coevolution, som er et slags evolutionært 'våbenkapløb' mellem kønnene, hvor hannernes tilpasninger udløser modtilpasninger hos hunnerne, og omvendt.
Hos mange krybdyr har evolutionen løst dette problem gennem parringsstillingen – den fysiske position og kropslige tilpasning under kopulation – ved at give dem to kønsorganer.
Slanger og øgler har hemipener: to adskilte organer, hvoraf kun det ene bruges ved hver parring.
Denne redundans er sandsynligvis opstået for at give større fleksibilitet, så parring kan ske fra begge sider, og kan være en tilpasning, der øger chancen for succes i korte parringsvinduer.
Hos pattedyr kan penis være forstærket af en knogle, baculum, som findes hos arter som hunde, chimpanser og hvalrosser.
Denne knogle, som muliggør penetration uden at være afhængig af blodtryk, hjælper arter, hvor parringen er langvarig, eller hvor mekanisk stimulation under kopulation er nødvendig for at udløse ægløsning – for eksempel ved akavede eller langstrakte parringer som hos hvalrosser – og når hunnens anatomi eller adfærd favoriserer længerevarende samleje.
\ Læs også
Hvad fortæller disse penisser os om mennesker?
I forhold til denne ret overvældende forskelligartethed virker den menneskelige penis næsten lidt uanseelig, men skindet bedrager.
I modsætning til mange andre pattedyr har mennesker ikke et baculum. I stedet er erektionen afhængig af blodgennemstrømning.
Denne mekanisme afspejler muligvis et evolutionært skift fra de korte, hyppige parringer, der kendetegner arter, hvor der er flere hanner til stede i konkurrencen om en hun (sædkonkurrence), til længerevarende parforhold med følelsesmæssig tilknytning.
I denne type relation har en synlig, hydraulisk frembragt erektion ikke kun en reproduktiv funktion, men fungerer også som et signal om ophidselse og fysisk sundhed.
Fine variationer i bevægelse, tryk og samspil med partneren
Den menneskelige penis’ form kan stadig bære præg af tilpasninger på sædkonkurrence.
Forskere mener, at den let udkrængede form af glans ved corona – den markante anatomiske kant mellem glans og skaft – kan være med til at fortrænge rivaliserende sæd under samleje.
Det er ikke usædvanligt blandt pattedyr, men hos mennesker kan det være særligt relevant, fordi samleje og ægløsning ofte ikke er præcist synkroniserede, hvilket giver større spillerum for sædkonkurrence.
Menneskelig sæd kan overleve i kvindens reproduktionskanal i op til fem dage.
Glansen og penissens følsomme underside, frenulum, rummer en høj koncentration af sensoriske nerveender, som gør dem særligt følsomme over for berøring.
Denne øgede følsomhed menes ikke blot at give nydelse, men også løbende feedback. Den gør det muligt for penis at reagere på fine variationer i bevægelse, tryk og samspil med partneren.
En sådan feedback kan have spillet en rolle i at styrke gensidig seksuel kontakt.
Skjult ægløsning
Et genetisk studie fra 2011, publiceret i Nature, viste, at mennesker har mistet bestemte DNA-sekvenser, som styrer udviklingen af penispigge – små, keratiniserede fremspring på penis, der hos chimpanser og makakker øger friktionen og stimulerer hunnen under parring.
Disse pigge har sandsynligvis forstærket stimulationen og forkortet samlejets varighed. At de er forsvundet hos mennesker, kan afspejle et evolutionært skift fra konkurrence til samarbejde.
Det hænger sammen med et andet centralt træk i menneskets reproduktive evolution: skjult ægløsning.
I modsætning til mange andre pattedyr signalerer menneskehunner ikke tydeligt, hvornår de er fertile. Som reaktion har hanner udviklet en strategi baseret på vedvarende seksuel adgang, følelsesmæssig tilknytning og partnervogtning.
Den menneskelige penis er derfor ikke blot et reproduktivt organ, men en del af et bredere adfærdssystem knyttet til tillid, intimitet og lange parforhold.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
