Den mærkværdige søsnegl kaldet Chromodoris reticulata, og som i øvrigt er hermafroditisk, har meget særlige seksuelle evner. Forskere har nemlig opdaget, at den parrer sig ved hjælp af en engangspenis, som falder af efter brug. Det skulle man umiddelbart tro var et stort problem for sneglen efterfølgende, men dukker der en ny mage op, så dukker der også en ny penis op.
»Nyt væv dukker frem på samme måde som blyet i en blyant,« siger evoloutionsbiolog Ayami Sekizawa fra Osaka University i Japan til Sciencenews.org. Ayami Sekizawa og hendes kolleger rapporterede for nylig deres forskning om sneglen i tidsskriftet Biology Letters.
Når søsneglen har parret sig, så falder det blottede lem af efter cirka 20 minutter, men der, hvor den er knækket af, gemmer der sig ekstra penisvæv, og får sneglen tid nok til at restituere, så vokser der en ny operativ penis frem. Den har væv nok til at kunne foretage denne proces cirka tre gange, og derefter er den nødt til at gro hele udstyret frem igen. Denne proces tager 24 timer.
At kunne tage sin penis af kan være en stor fordel, når man konkurrerer mod andre potentielle fædre. På overfladen af sneglepenissen er der nemlig en masse stikkende modhager, og er man kommet først med sådan en krabat, så kommer der ikke andre og afbryder akten lige foreløbig. Ayami Sekizawa og hendes kolleger mener, at modhagerne simpelthen er så stærke, at det er nemmere for sneglen at smide lemmet væk, end det er at få det tilbage igen.
Anden snegleart bider penis af
Hvor Chromodoris Reticulata-metoden kan virke smart, så kan Ariolimax Californicus, i daglig tale Banansneglen, virke direkte frygtindgydende for os mænd. Denne snegl kan nemlig finde på at bide sin partners penis af, og hvad der virker endnu mere bizart – bide sin egen penis af.
Disse tilfælde sker dog sjældent, så rapporten omkring søsneglens rutinemæssige afskaffelse af kønsorganer er stadig unik, mener Janet Leonard fra California University, der til dagligt forsker i den landlevende banansnegl og kalder det ‘en spændende opdagelse’ overfor ScienceNews.org.
Ayami Sekizawa og hendes forskerteam fik første gang mistanken om det aftagelige lem, da de opdagede en søsnegl med en afkortet penis under et tidligere eksperiment. Derefter gik de i gang med at overvære sneglenes seksuelle seancer. Efter 31 observationer måtte de konstatere, at den var god nok. Sneglen smider penis væk efter samleje.
Dansk forsker er forbavset
»jeg må tilstå, at jeg aldrig har set noget lignende. Jeg har hørt om snegle, hvor penis knækker af under parringen, eller hvor partneren bider penis af – men at der så vokser en ny ud på 24 timer, har jeg aldrig hørt om,« siger Kathe Jensen, der er gæsteforsker på Statens Naturhistoriske Museum og ekspert i de baggællede snegle, som denne art tilhører.
Hun mener, at de andre snegle, der knækker penis af efter sex, gør det for at forhindre andre ‘hanner’ adgang. Det gør de for at sikre, at det er deres sæd, som bliver brugt til befrugtningen. Som forklaring på denne snegls adfærd, tror hun, at sneglen simpelthen ikke har muskler i lemmet, som gør den i stand til at trække penis tilbage, og derfor knækker det altså af.
»Det er den eneste forklaring, jeg kan se, men en fornuftig forklaring på et sådant ‘spild’ af væv og sæd har jeg ikke,« siger hun.
Forhindrer foreløbig konkurrence
»Der kan være mange evolutionære grunde til at udvikle en aftagelig penis,« siger evolutionsforsker Nico Michiels fra University of Tübingen i Tyskland til Sciencenews.org.
Mange arter blokerer for den næste han, efter de har parret sig. Det kan de gøre på forskellig vis. I sådanne tilfælde fungerer sneglens penis nemlig som en prop, der gør, at den næste snegl ikke kan komme til. I hvert fald ikke lige foreløbig, fortæller han.
»Hos mandlige bier rives hele det reproduktive system af kroppen, og derefter fortsætter det med at pumpe sæd ind i dronningen, selv efter hannen har lagt sig til at dø,« siger Nico Michiels til Sciencenews.org.