Sex og magt i dyreriget: Disse dyr vælter din viden om hanner og hunner

Det er nærliggende at tro, at alle dyr har en skarp skillelinje mellem kønnene, fordi hanner og hunner kan se så forskellige ud.

Men jo mere forskerne lærer om dyreriget, desto tydeligere er det, at naturen ikke nødvendigvis følger reglerne, når det kommer til kønsnormer.

For at forstå, hvorfor nogle arter udviklede særlige træk eller et bestemt udseende, skal vi vide, hvorfor så mange arters hanner og hunner udviklede sig til at se så forskellige ud.

I det meste af dyreriget har hunnerne et begrænset antal æg, mens hannerne har et uendeligt antal sædceller.

Det kaldes anisogami og tvinger sædvanligvis hannerne til at konkurrere om hunnerne gennem udviklingen af våben, såsom eksempelvis hjortenes gevir eller pynt som påfuglens smukke halefjer.

Det er derfor i hunnernes interesse at være mere kræsne med hensyn til deres parringspartnere. Disse forskelle i kønnenes udseende har udviklet sig gennem en proces kaldet seksuel selektion.

Gråanden er et klassisk eksempel, som vi alle forstår

Et godt eksempel på dette er gråanden (Anas platyrhynchos), en af de mest almindelige ænder i verden. Den brune farve på hunnernes fjer har udviklet sig gennem naturlig udvælgelse, hvor de stærkeste overlever; i dette tilfælde individer, der er camoufleret fra rovdyr.

Hanændernes lyseblå og grønne fjer gør dem iøjnefaldende i deres omgivelser, men det øger også deres tiltrækningskraft. Hunnerne vælger de mest ‘sexede’ hanner baseret på deres fjerdragt.

Så for de fleste arter er hannerne farvestrålende, og hunnerne har et mere dæmpet udseende, ligesom hos gråænderne.

Dette er dog ikke altid tilfældet. Evolution har nemlig skabt en række utrolige undtagelser i naturens historie.

Den hvidnakkede jacobin: Hunnerne ligner hannerne

Et nyligt studie viser, at omkring 20 procent af de hvidnakkede jacobin-hunner (Florisuga mellivora – en kolibri-art fra Mellemamerika) har iriserende blå og grøn fjerdragt, der efterligner hannernes farve.

Selvom hunnerne kun efterligner hannernes udseende og ikke deres adfærd, opnår de fordele, som ellers kun de mere aggressive hanner nyder godt af. Hanner undgår hunnerne med prydfjerdragt, hvilket betyder, at de får bedre adgang til føde.

Narhvalen: Nogle hunner har en stødtand

Narhvalen (Monodon monoceros), eller ‘havets enhjørning’, er en arktisk hval med en lang, spiralformet stødtand, som kan blive op til tre meter lang.

Hannerne bruger stødtanden til at tiltrække hunner og skræmme han-rivaler væk. Hannen, som har den største stødtænd, er den mest dominerende med flest parringsmuligheder.

En lille andel af hunnerne har dog også stødtænder. Det vides ikke hvorfor.

Men hvis stødtænderne øger chancerne for overlevelse (ved at bekæmpe rovdyr eller spidde føde), ville det have udviklet sig via naturlig selektion hos både mandlige og kvindelige narhvaler.

Da stødtænder stort set er begrænset til hannerne, er det muligt, at hunnerne med stødtænder har en eller anden fordel på samme måde som kolibrierne.

Kampløbehønen: Udfordrer komplet de traditionelle roller

Det forholder sig til gengæld helt omvendt for andre arter, som eksempelvis kampløbehøns (Turnix suscitator), som er udbredte i Asien, Australien, Afrika og på Madagaskar.

Hunnerne er større end hannerne med sort hals og en sort brystplet, som hannerne ikke har. Hunnerne producerer desuden et højt, buldrende kald for at tiltrække hannerne og kæmper for adgang til mager.

Når de har parret sig, går hunnen videre til den næste mage, mens hannen får lov til at ruge æggene og opfostre ungerne alene.

Det har dog konsekvenser. I dyreriget har de fleste hunner længere forventet levetid end hannerne, men kampløbehøns-hunner har en levetid på fire år, næsten halvdelen af hannernes levetid.

Brushanen: Hanner snyder andre hanner

Det er dog ikke kun hunnerne, der har gavn af at adoptere et mandligt udseende eller karaktertræk.

Brushanen (Philomachus pugnax) er umiskendelig i sin yngledragt med prangende fjerkrave og fjertoppe i forskellige farver, som ligner den elizabethanske tids store pibekraver, der blev båret i det 17. århundrede.

Hannerne med de mest imponerende kraver tiltrækker flere hunner.

Så de mest prangende hanner har flest valgmuligheder, og en del hanner får ingen mulighed for at parre sig overhovedet. Men! Disse tilsidesatte hanner har fundet en måde at løbe om hjørner med deres mere populære konkurrenter.

Nogle hanner kopierer hunner i ynglesæsonen, så de kan luske sig tæt nok på hunnerne og parre sig.

Visse af de brushaner, der efterligner hunner, kan endda lokke andre hanner væk fra hunnerne. ‘Snyde’-hunnerne, i form af de mindst imponerende hanner, vender så tilbage for at parre sig, når kysten er klar.

Hyænen: Hunnerne har en penis

Det måske mest fascinerende dyr er den plettede hyæne (Crocuta crocuta) i Afrika syd for Sahara, hvor hunnerne dominerer klanerne.

Hunnerne står for størstedelen af jagten og opdrætter ungerne alene. Hunnerne er større end hannerne og har mere testosteron, hvilket betyder, at den højest rangerende han ofte er underordnet den lavest rangerende hun.

Hunnerne har endda en penis, komplet med testikler, og kan få erektion.

Det er faktisk en pseudopenis, dannet af en forstørret klitoris, hvorigennem hunnerne tisser og føder. Den falske penis bruges til at signalere dominans, når hyæner møder hinanden. En oprejst ‘penis’ er et tegn på underkastelse.

Den asiatiske fårehoved-leppefisk: Skifter køn

I dyreriget er der mange fordele ved at ligne et medlem af det modsatte køn. Visse fiskearter som eksempelvis den asiatiske fårehoved–leppefisk (Semicossyphus reticulatus) tager skridtet videre og skifter køn i løbet af deres levetid.

Det kaldes sekventiel hermafroditisme, og det er de største hunner, som bliver til hanner.

En ændring i hormonniveauet får fiskenes æggestokke til at omdannes til testikler, hvilket giver dem mulighed for at producere flere afkom i løbet af deres levetid.

Vi har lært så meget om dyreriget siden begyndelsen af moderne videnskab, men som disse nye studier viser, har vi måske kun skrabet i overfladen.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Han- eller hunkøn: Hvilke slags variationer er der i naturen?

\ Læs mere

Hvor mange køn findes der?