»Du er giftig«: Grandjean vil hellere skræmme dig end at berolige dig på et falsk grundlag

Philippe Grandjean står ofte blandt træerne i de danske skove og spejder efter flagspætter og andre fugle.

Ikke hvilken som helst flagspætte, for det er vigtigt, at han får identificeret den rigtigt. Der er nemlig stor forskel på, om det er en lille, mellem eller stor flagspætte.

»Den mellemstore er meget sjælden, og den har en rød stribe oven på hovedet. Så den skal man lede længe efter, for at være sikker på at man identificerer fuglen korrekt.«

Sådan har den 75-årige miljøprofessor det også med sin forskning. Han vil være sikker.

Det er sådan, han har afsløret, at vi er omgivet af kemiske stoffer, der kan påvirke vores helbred. Han er blevet kåret som æresdoktor, været redaktør på en række videnskabelige tidsskrifter. Og så har han vidnet mod industrien i retssager om fluorid, PFAS og kviksølv.

Derfor er han i nogle kredse også gået hen og blevet en kontroversiel figur, der deler vandene.

I industrien, hos myndigheder og blandt forskerkolleger er der nogle, som mener, at han går for langt, og i 2023 måtte han vinke farvel til sit job på Harvard efter mere end 20 år.

Men Philippe Grandjean går gerne langt for at gøre opmærksom på farlige kemikalier.

»Som forskere satser vi på, at vi skal finde sandheden. Vi videregiver nye aspekter af sandheden i håbet om, at andre kan nyde godt af dem.«

»Men der er også nogle, der har en interesse i, at de nye aspekter ikke kommer frem, og ved hjælp af økonomi kan man styre meget forskning,« fortæller han.

Derfor fortsætter han med at råbe op. Senest med sin helt nye bog ‘Du er giftig. Og nogen vil skjule det’. Her er budskabet, at vi allesammen er omgivet af giftige kemikalier i en grad, der gør, at vi ikke ville blive godkendt som fødevarer.

Philippe Grandjean er klar over, at nogle måske vil blive skræmt af budskabet, men den risiko er han villig til at løbe.

»Når sandheden kommer frem, er der måske nogle, der vil blive ubehageligt til mode. Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg holde sandheden tilbage til fordel for de enorme pengeinteresser, der er interesserede i at berolige folk på et falsk grundlag?«

Knogler med bly

Allerede som 23-årig tog han sin første kamp mod industrien og forskere, der var uenige med ham. Her advokerede han for, at der var brug for mere regulering af bly, som man dengang brugte i benzinen.

Han havde netop afsluttet lægestudiet, men havde i stedet valgt at gå forskningens vej, da han ikke kunne forstå, at de skulle lære en »en hel masse om at skære i folk og give dem piller«, men ikke noget om forebyggelse, for eksempel i forhold til de farlige stoffer, som vi udsætter vores kroppe for.

Grandjean undersøgte, i hvilken grad bly påvirker menneskekroppen ved at se på knogler fra både stenalderen og nyere tid. I stenalderknoglerne fandt han ingen bly, men i de nyeste knogler fandt han derimod altid bly, og på den måde kunne han konkludere, at vi blev udsat for giftige og unaturlige koncentrationer af bly fra den benzin, som vi fyldte på vores biler.

Han beskrev sine fund, og opgaven blev sendt til bedømmelse hos to ældre professorer. Men ifølge ham, var de ikke spor interesserede i hans fund. Som han husker det, sagde de, at han ikke var andet end »en ungdommelig entusiast uden begreb om videnskab«.

Men Grandjean endte med at få ret. I 1998 blev det forbudt at bruge bly i benzin i hele verden, blandt andet på grund af den forskning, som Philippe Grandjean var med til at lave som helt ung videnskabsmand.

Alligevel har fortidens brug af bly stadig konsekvenser, understreger han.

»Noget af det bly, vi i dag får i vores daglige kost, stammer fra dine forældre eller bedsteforældres personbiler. Og mine…«

Grandjean afbryder sig selv med en mild latter:

»Eller ja, nu kører jeg jo selv på cykel.«

Eksemplet med bly viser hans ukuelige kamp for sandheden.

»Når nogen siger, bly er ufarligt - hvad baserer de det så på? Nåå, er der ikke lavet ordentlige undersøgelser af børn? Skulle vi så ikke tage at gøre det, inden vi træffer en beslutning, om hvorvidt vi skal udsætte os selv for det?« spørger han retorisk og fortsætter:

»Det var den slags påståede usikkerhed, som gjorde, at det tog 99 år at få udfaset tilsætning af bly til benzinen.«

PFAS og immunsystemet

I dag har Grandjean mest fokus på PFAS. PFAS er stoffer, der blandt andet bruges på teflonpander, i ansigtscremer og på regnjakker, og som der stadig er usikkerhed og diskussion om.

For hvor alvorlig er sundhedsrisikoen ved at blive udsat for dem egentlig?

Og risikerer man at skade mere end at gavne ved at råbe vagt i gevær på den måde, som Phillippe Grandjean gør?

Grandjean var allerede opmærksom på PFAS i 2008 - længe før det var et kritisk fokus på mulige sundhedsskader. Han stødte på et studie, som viste, at mus, der havde været udsat for PFAS, havde et dårligere immunforsvar. Derfor besluttede han sammen med kolleger fra SDU og Færøerne at undersøge, om det samme gjorde sig gældende for børn.

Og det gjorde det. Forskerne opdagede, at jo mere PFAS, de færøske børn havde i kroppen, desto dårligere reagerede de på børnevaccinerne.

»Faktisk havde de mest udsatte børn så lidt antistof mod stivkrampe og difteri, at de dårligt kunne regnes for at være beskyttet - selv efter de fire anbefalede vaccinationer,« skriver han i sin bog.

Deres resultater udkom i 2012 i tidsskriftet JAMA.

Siden har PFAS fået stor opmærksomhed. Blandt andet i 2021, hvor der blev målt store mængder PFAS hos borgere i Korsør, og Grandjeans kritiske fokus på stofferne medførte blandt andet, at Miljøstyrelsen i 2021 sænkede loftet for, hvor meget PFAS der må være i drikkevandet, efter EU året før havde gjort det samme.

Andre forskere har været ude at sige, at den her måde at snakke om PFAS skaber unødig panik blandt borgerne, og at helbredseffekterne er beskedne. Hvordan forholder du dig til den kritik?

»Det vil være forkert at sige til folk, at det skal de bare finde sig i. Der er så meget dokumentation, der peger på, at det faktisk er skadeligt for helbredet, en del af det især på længere sigt, for eksempel når PFAS videregives i modermælken. Så man er nødt til at finde en måde at håndtere borgernes bekymring.«

»Men det er dyrt og besværligt, og nogle mener, at bekymringen nogle gange er begrundet og andre gange ikke, og at det derfor er vigtigst bare at berolige borgerne.«

Det er ikke alverden, man selv kan gøre for at undgå PFAS og andre kemikalier, fortæller Grandjean, der alligevel har taget nogle valg i sit privatliv i forsøget på det.

»Vi spiser overvejende økologisk derhjemme - selvom man aldrig kan være sikker på, at det ikke er forurenet alligevel,« siger han, mens han klukker lidt.

Generelt forsøger han at undgå det, der belaster klimaet og miljøet. Han har ikke bil, men spadserer eller cykler til sit kontor i Indre København. Han spiser kød fra fjerkræ og afholder sig fra rødt kød »udover et stykke vildt i ny og næ«, som han formulerer det.

Kritiske spørgsmål fra første række

Tidligt i sin karriere oplevede Philippe Grandjean, at hans forskning var upopulær, især i industrien. Men han er ikke bange for at trodse folk med økonomiske interesser.

Den første oplevelse havde han, da han tog blodprøver hos medarbejdere i en københavnsk virksomhed for at måle deres blyindhold. En direktør fra virksomheden var ikke interesseret i, at Grandjeans resultater skulle videre. Derfor henvendte han sig til ham med ordene:

»Nu ikke et ord til Arbejdstilsynet, vel!«

Den unge Grandjean valgte at ignorere ordren. Han sendte resultaterne til virksomheden med en note i bunden. Ti dage efter ville han sende resultaterne til arbejdstilsynet.

»Hvad der der skete, ved jeg ikke, men jeg syntes, det var vigtigt, at der var gennemsigtighed i mit arbejde.«

Et andet eksempel stammer fra hans første konference. Grandjean og andre forskere delte forskningsresultater, som viste en sammenhæng mellem menneskers udsættelse for bly og forskellige former for helbredsskader. For eksempel at bly har påvirket hjernens udvikling hos fostre og små børn, så de endte med at klare sig dårligere i skolen.

Men interessenter fra industrien var også med til konferencen, og de stillede kritiske spørgsmål fra første række.

»Jeg sad tilbage med en frustration over at være tilskuer til et bagholdsangreb,« fortæller Grandjean om oplevelsen.

»Fordi økonomiske interesser havde sneget sig ind til det her ellers så respektable videnskabelige møde, hvor vi skulle have udvekslet erfaringer fra forskningen. I stedet var vi vidne til, hvordan ivrige lakajer på skift blandede sig og ødelagde atmosfæren,« skriver han i sin bog.

I sidste ende kan det også få konsekvenser i den akademiske verden at stå så fast på sin overbevisning, som Grandjean gør.

Modstand indefra

Forskeren nævner sin forhistorie med det amerikanske universitet Harvard.

Her forskede han blandt andet i fluorid, og hvordan det påvirker hjernens udvikling hos børn, og en dag henvendte en tandlæge fra universitetet sig med en forespørgsel.

»Jeg skulle skrive under på, at min forskning naturligvis ikke kunne betragtes som et modargument til brugen af fluorid i drikkevandet,« fortæller Grandjean om episoden.

Forskning havde nemlig vist, at fluorid i drikkevandet fører til færre huller i tænderne hos dem, der drikker vandet. Men man havde ikke set så nøje efter, om det kunne være skadeligt.

Grandjean afviste tandlægen - og det fik konsekvenser, fortæller han.

I stedet gik tandlægen til dekanen, som ikke havde hørt om Grandjeans projekt endnu. Dekanen underskrev så en erklæring, som underbyggede tandlægens og myndighedernes tidligere konklusioner - »at fluorid i drikkevandet hørte til blandt de 10 største landvindinger inden for forebyggelse, i dette tilfælde af huller i tænderne.«

Med Grandjean som hovedvidne besluttede en amerikansk domstol sidste år, at tilsætningen af fluorid til drikkevandet var »upassende«.

Selvom domstolen kom frem til den samme konklusion som Philippe Grandjean, og han vandt den kamp, fik det konsekvenser for hans stilling på Harvard, at han stod fast på sin egen dagsorden og insisterede på, at der var behov for strammere regulering af både fluorid og PFAS.

Efter 20 års ansættelse på det amerikanske universitet stoppede samarbejdet ifølge ham selv, fordi hans egen dagsorden ikke stemte overens med universitetets.

Har det haft betydning for dit arbejde, at du har mødt den her modstand?

»Det har gjort, at jeg er blevet meget bevidst om at ville styrke forskningen, og at man ikke skal lade sig påvirke af udefrakommende interesser. Jeg vil gerne grave til bunds og finde de sande sammenhænge.«

Du har selv udtalt, at du flere gange er blevet kaldt for politisk aktivist. Hvordan forholder du dig til den kritik?

»Jeg bliver indimellem inviteret til politisk orienterede forsamlinger, og hvis jeg kan optræde neutralt, gør jeg det gerne, men ellers ikke.«

»Når de (de politiske organisationer, red.) så vil finde ud af, hvad deres holdning er, så kan det godt være, at jeg kommenterer, men det er som udenforstående. Hvis formålet er, at jeg skal støtte en bestemt holdning, så bliver det nej tak.«

Du er giftig

Grandjean vil have, at du skal vide, at du er giftig. Giftig, fordi naturen omkring os og den mad, vi spiser, er fyldt med farlige stoffer som PFAS og bly.

Men også at du selv er uskyldig, men må kæmpe for din egen ret til at slippe for forureningen. Der er nemlig nogle, der prøver at skjule de skadelige virkninger.

Hvem er nogle?

»Industrien, men også myndighederne.«

»Erhvervslivet vil gerne drage fordel af nyttige kemikalier, og det kan jo være besværligt eller nærmest umuligt at undgå forureningen. Så kan det være lettere at prøve at påvirke forskerne, så de retter ind efter industriens behov.«

Hans nye bog ligger foran ham på det lille kontor i indre København. I kontrast til bogens foruroligende budskab og kontante titel er forsiden prydet med blomster, fugle og fisk, der omringer en tegnet udgave af den smilende professor med de kridhvide, pjuskede øjenbryn.

Philippe Grandjean håber, at han med sin bog kan få sin viden ud til en bredere kreds, så vi kan blive mere ansvarsbevidste, når det kommer til farlige stoffer. Og at vi søger sandheden ved at grave lidt dybere.

»Der mangler lidt national bevidsthed om, at det her er noget, vi skal gøre noget ved.«