86-årige Una foreviger håndværk og sprog, så folk kan få »selvrespekt«

»Jeg skal afsted igen til januar.«

Una Canger peger på rækken af sort-hvide fotografier, som er tapet sammen og hængt over kommoden i køkkenet. Billederne viser en landsby på et bjerg i Guatemala, hvor hun er kommet, siden hun i midten af 1960'erne begyndte sin karriere som antropologisk lingvist.

Nu er hun 86 år. På det runde spisebord foran hende ligger beviserne for årtiers feltarbejde, som er foregået langt fra hendes hus i udkanten af København. Stakkevis af bøger med gulnede sider, der sender en lugt af arkiv ud i køkkenet, og som hun går i pendulfart til og fra stuen for at finde frem. Værker, hun er inspireret af. Bøger, hun selv har skrevet. Om alt fra aztekernes dialekter til keramik med spor til oldtiden.

Hun har været med til at opbygge Danmarks eneste universitetsuddannelse i indianske sprog og kulturer. Hun har rejst og sovet i en jeep med sin mand og to små børn for at kunne udføre sin forskning i fjerne lande.

Og hun er slet ikke færdig.

»Jeg forsker altså stadig,« understreger hun, da hun bliver præsenteret for idéen om at skrive dette portræt af hende til Videnskab.dk.

Sprogsvamp med indiansk interesse

Una Cangers forskerliv kan fortælles gennem de genstande, hendes hjem er fyldt med: farverige ansigtsmasker, skåle af kalabas, håndvævede bluser, tasker af agave.

Men det hele begynder med hendes interesse for sprog.

»Jeg har en idé om, at nogle mennesker er født med en eller anden lidt sær evne, og min er, at jeg opfanger sprog. Jeg taler sprog,« siger hun og remser op:

Dansk, engelsk, fransk, spansk, polsk.

Hun taler vel at mærke alle sprogene, »så nær man kan komme på at være indfødt«, siger hun og tilføjer, at hun derudover taler nogle dialekter af azteker- og mayasprog mindre flydende. Hendes sprogkundskaber er usædvanlige for en kvinde født i 1938, og det kan til dels forklares med hendes opvækst.

Una Canger er vokset op i et hus i Rungsted nord for København. Med en far som var arkitekt, og som fik besøg af kollegaer og studerende fra udlandet. Senere tog han hele familien med til USA for at undervise på forskellige universiteter, og undervejs sugede datteren til sig som en svamp. Hun husker særligt, da hun som 15-årig kom til et museum for blackfoot-indianere nær Canada.

»Vi kom fem minutter før lukketid, så mine forældre gik i gang med at underholde manden i receptionen, så jeg kunne nå at se så meget som muligt.«

Hvad var det, der fascinerede dig ved indianere?

»Jeg ved det ikke helt. De levede et andet liv, som interesserede mig.«

Una Canger kalder det »tilfældigt«, at hun senere blev interesseret i aztekerne og mayaerne, og at hun endte med at blive en af verdens førende forskere inden for sit felt.

I gymnasiet fik hun en ven, som interesserede sig for Mexico. Sammen læste de spansk i deres fritid, og senere begyndte hun på faget ‘Sammenlignende sprogvidenskab’ på Københavns Universitet.

Pludselig stod hun igen i USA, klar til at forske i oprindelige sprog og kulturer.

Med familien i jeep mod højlandet

Tag til Guatemala. Sådan lød rådet fra en af Una Cangers professorer på University of California i Berkeley. Der manglede akademisk viden om mayaernes sprog, sagde han, og så tog hun afsted mod en landsby, hvor de lokale talte en særlig dialekt af mayasproget kaldet ‘mam’.

Kunne hun være med til at dokumentere det, skabe et alfabet og grammatik, så det blev muligt at skrive på dialekten?

Hun gjorde ikke helt, som hun blev rådet til. En anden forsker, en ældre herre, havde sagt, at hun »da bare kunne få fat i en mand, som talte mam, og så tage ham med til den nærmeste større by«. På den måde kunne hun blive fri for at bo i en primitiv landsby, forklarede han.

Una Canger ryster på hovedet, mens hun genfortæller historien:

»Ja tak, sagde jeg og gik min vej, meget, meget ophidset. For var der noget, jeg skulle, så var det på feltarbejde.«

Og det kom hun så. I en jeep og med hele familien, vel at mærke. I 1966 kørte hun fra USA og sydpå gennem Mexico sammen med sin mand og to døtre på henholdsvis tre og fem år.

»Vi gjorde det, at vi overnattede i bilen,« siger hun og tilføjer: »Selvfølgelig«.

Nu var det godt nok en anden tid dengang, men jeg tænker alligevel, at det har krævet noget mod og en særlig karakter at rejse gennem Mexico og sove i en bil med sine små børn?

»Det er sikkert rigtigt, men jeg kan ikke forklare det nærmere,« siger hun og tilføjer: »Jeg tror også, at jeg har lavet andre ting, som har været mere farlige.«

Mødet med Latinamerika ligger knap 60 år tilbage i tiden, og det hele er derfor »lidt sløret«, understreger hun. Men minderne fra målet for rejsen står dog stadig klart, en bjerglandsby i omkring 2.500 meters højde med navnet Todos Santos.

Familien lejede et lille hus med bliktag. Una Canger husker, at hendes mand straks byggede en seng og en latrin bag huset, så de havde et sted at sove og et sted at gå på toilettet. Og så kunne den danske lingvist ellers gå i gang med at observere og interviewe folk.

Mødet med Todos Santos må have været ret definerende for dit liv?

»I den grad,« svarer hun og rejser sig igen for at hente en genstand fra stuen.

Belønnet med særlig bluse

Una Canger er repræsentant for det, man kalder ‘antropologisk lingvistik’. Det handler om, at man for at kunne analysere sproget er nødt til at observere de mennesker, som taler det.

»Man fik fat i nogle mennesker, og så satte man sig med dem og sagde: ‘hvordan siger du ‘hus’? Hvordan siger du ‘bukser’?’ Og så skrev man deres svar ned for at bygge en grammatik op,« siger hun om metoden, som hun blandt andre tog fra sin lærermester, sprogvidenskabsmanden Louis Hjelmslev.

Før Una Canger kom til Todos Santos, var der ingen af de lokale, som kunne skrive på deres eget sprog, mam. Det fortæller hun, mens hun kommer tilbage fra stuen med en bluse i favnen.

»Jeg valgte mine informanter ud fra, at de alle sammen på en eller anden måde var invalideret,« siger hun og lægger blusen over sine lår. Valget blev taget af nød, forklarer hun.

»Alle de andre i landsbyen havde for travlt til at tale med mig. De mænd, som kunne arbejde, arbejdede på markerne eller ved kysten.«

Hun remser navnene på de tre invaliderede informanter op:

»Fortunato, han var blevet bidt af en hund.«

»Pedro, han havde brækket benet, og benet var efterfølgende blevet stift.«

»Justo havde været oppe at slås og var blevet slået i hovedet, så han kunne ikke tåle at arbejde fysisk.«

Hun åbner en af sine notesbøger på spisebordet, fyldt med håndskrevne notater på mam og oversættelser på engelsk.

Ordet »q’eq« over for ordet »black« (sort, red.). »Msat« over for »deer« (hjort, red.).

»Jeg lyttede og noterede, hvad de sagde,« fortæller Una Canger. »Og så lærte jeg dem selv at skrive.«

Hvad lavede kvinderne, siden du ikke kunne bruge dem som informanter?

»Kvinderne skulle lave mad, de skulle væve bukser til manden eller væve bluser til sig selv,« siger hun og peger på de farverige klæder på sine lår.

En huipil, hedder den. En bluse med lilla og røde striber, blomster og symboler, som er sirligt frembragt i hånden på en lændevæv over flere måneder, og et klæde, som i dag koster op mod flere tusinde kroner at erhverve sig.

Men Una Canger har fået sin i gave, som tak for sin forskning.

»Jeg fik den, da jeg var afsted sidste år,« fortæller hun om sit besøg i Todos Santos i 2023.

Om lidt skal hun som sagt afsted igen. Hvorfor er feltarbejdet stadig så vigtigt for hende?

Vil give oprindelige folk selvrespekt

Spisebordet i køkkenet er ved at være fyldt op med bøger, skåle og klæder. Una Canger har været i stuen mange gange for at hente genstande, hun vil vise frem, for hendes virke strækker sig langt videre end til mayasprog i Guatemala.

Hun har også skrevet videnskabelige artikler om forskellige dialekter inden for det aztekiske sprog nahuatl, siger hun og viser bøgerne frem. Samtidig siger hun om sin lingvistiske forskning, at: »det er ikke det, der personligt betyder mest for mig«.

»Altså for eksempel det, at jeg nu kan sige, at en bestemt dialekt af nahuatl er en af dem, som ikke går tilbage til oldtidens proto-uto-aztekisk – dér kan du sige: ‘so what’?«

Una Canger smiler. Så tilføjer hun:

»Men jeg har haft det sjovt. Og måske har jeg alligevel gjort lidt for de her mennesker ved at forsøge at dokumentere og have respekt for den kultur, som de repræsenterer.«

Hvad har du gjort for dem?

»Givet dem en vis selvrespekt.«

Una Canger er med egne ord »beskeden«. Og hun taler da også hellere om de mexicanske tasker af agavefibre, end hun vil opremse sine meritter.

Så det gør vi her. I kort form:

For sit bidrag til den mexicanske kulturhistorie har hun modtaget landets fineste orden for udlændinge, Den Aztekiske Ørns Orden.

I Danmark har hun været med til at oprette faget Indianske Sprog og Kulturer på Københavns Universitet, og selv om hun gik på pension i 2008, siger hendes efterfølger på posten, Jesper Nielsen, sådan her om hendes indflydelse:

»Uden Una Canger ville der formentlig slet ikke have været noget fag i dag og nogen til at studere de mesoamerikanske sprog og kulturer i Danmark.«

Selv vil hun hellere fokusere på sin rolle i de lokalsamfund i Mexico og Guatemala, hvor hun er kommet i flere årtier.

»Det er der, jeg har nogle af mine bedste venner, og hvor jeg kan se, at mit arbejde for alvor har haft en betydning,« siger hun og fortæller en anekdote fra 2016.

Om dengang hun var tilbage i landsbyen Coatepec de los Costales i Mexico, som hun har besøgt siden 1970’erne, og har skrevet flere bøger om. Om byens håndværk og den lokale dialekt ‘mexicano’:

»En dag kom der sådan en fem-seks unge mennesker på 12-13 år hen til det hus, hvor jeg boede i byen. De havde hørt i skolen, at jeg vidste noget om landsbyens historie, så de spurgte, om jeg kunne fortælle dem noget om den.«

»Så fortalte jeg dem, hvad jeg vidste – og så sagde jeg til dem: ‘Er der nogen af jer, der taler mexicano?’ Der var et par stykker, der forsigtigt stak fingrene op, resten stod stille. Så sagde jeg noget til dem på den lokale dialekt og spurgte: ‘Er der nogen af jer, der gerne vil lære at tale det her sprog?’«

»Og det var der så.«