Forsker: Kemikalie-industrien dækker over livsfarlig sandhed

BOGUDDRAG: Dette er et redigeret uddrag fra bogen 'Kemi på hjernen - går ud over enhver forstand'.

Det har taget sin tid – gennem spredte studier af især bly, kviksølv og alkohol – at nå frem til erkendelsen af, at giftstoffer kan give varige hjerneskader.

Det har krævet mange små brikker at få samlet et mønster, der er tydeligt nok til at sætte forureningens påvirkning af menneskers helbred i et nyt perspektiv.

Opbygningen af ny viden har desuden været hæmmet af snævre økonomiske interesser, når den spirende dokumentation blev modarbejdet for ikke at skade industrielle virksomheders bundlinje.

Vores viden om hjernens ekstreme sårbarhed er stadig relativt ny, og det kræver mere end biokemi og statistikker at fortolke konsekvenserne. Ofrene er rigtige børn og voksne, der hele livet må døje med skadevirkningerne.

Den sårbare hjerne

Vores hjerne begynder sin udvikling som en mikroskopisk lille strimmel af celler. Et par uger efter undfangelsen er hjernecellerne i fuld gang med at dele sig, og der dannes efterhånden op mod 12.000 nye celler i minuttet – 200 i sekundet.

De fleste af cellerne flytter sig sidenhen så langt som 1.000 gange deres egen størrelse, indtil de finder deres endelige placering.

Cellerne finder sammen i grupper, der senere skal styre hjernens specifikke funktioner.

Hjernen udvikler sig altså ved cellernes deling, rokering, modning og indbyrdes kontakt – en yderst kompliceret proces, hvor hvert eneste element skal foregå i en bestemt rækkefølge og efter en tidsplan, som vi indtil videre kun forstår så nogenlunde.

De anatomiske forandringer og biokemiske mekanismer er beskrevet i store træk i faglitteraturen, men hidtil har ingen påtaget sig den opgave at kortlægge, hvordan forurening kan skade hjernens meget komplekse udvikling, og hvad vi skal gøre for at beskytte de sårbare processer.

Dog er man nu begyndt at anerkende, at den indviklede tidsplan for de tæt forbundne processer er meget letpåvirkelig, og at forhindringer og afbrydelser kan få alvorlige følger.

Sårbarhed over for giftstoffer er med andre ord den pris, vi betaler for vores avancerede nervesystem.

Hvis hjernens udvikling ikke fuldføres efter planen, er der meget lidt – eller slet intet – vi kan gøre for at reparere, endsige spole tilbage.

Følgerne kan for eksempel være forstyrrelser i kroppens bevægelser eller nedsat opmærksomhed, hukommelse eller reaktionsevne.

Ganske vist er der mulighed for en vis kompensation, men forudsætningen er, at nervecellerne er på plads og klar til opgaven. Det færdige produkt, den endeligt udformede hjerne, rummer i så fald ikke alle de evner og muligheder, der ellers skulle gå i arv fra de håbefulde forældre.

Stigning i ADHD- og autisme-diagnoser

Udviklingen af et sundt og begavet barn forudsætter altså, at der udvikles en velfungerende hjerne, men hvert barn har kun denne ene chance. Går det galt fra starten, vil det forfølge barnet hele livet.

I USA har omkring hvert sjette barn en neurologisk lidelse eller forsinket udvikling – fra evnesvage, spastikere og autister til ADHD, indlæringsvanskeligheder og bevægelsesforstyrrelser.

Vi har ikke detaljerede danske tal, men alt tyder på, at vi ikke er stort bedre stillet hos os.

Samtidig ser det ud til, at autisme og ADHD endda er blevet tiltagende hyppige diagnoser hos danske børn.

I store dele af verden er antallet af børn med ADHD og autisme stigende. Det tyder på, at de ikke skyldes nedarvede lidelser.

Selvom vi ikke kender alle årsagerne, er de miljøbetingede risici meget sandsynlige syndere. Der er noget helt galt, når udviklingsmæssige forstyrrelser i centralnervesystemet er blandt de mest udbredte lidelser blandt børn, endda med en stadigt stigende kurve.

Hertil kommer de mere upåagtede adfærdsforstyrrelser og andre uregelmæssigheder, som slet ikke bliver registreret i de medicinske statistikker på trods af, at selv småforstyrrelser i hjernen kan ændre et helt liv.

Hjernen er skabt til at reagere på fare

Op gennem tiderne har den menneskelige hjerne lært at håndtere akutte farer, fra sabelkatte til tordenvejr.

Vores nervesystem sørger for, at vi opdager farerne og beskytter os imod dem, hvad enten det er skarpe lugte, truende udseende eller skræmmende lyde, der får os til at reagere.

Men intet i vores fortid har lært os at håndtere en snigende kemisk ødelæggelse af næste generations hjernevirksomhed.

Tværtimod nyder vi godt af de øjeblikkelige fordele i form af øget forbrug, effektiv teknologi og smukke overskud på produktionen – samtidig med udbredelsen af farlige kemikalier.

Vores sanser er ikke gearede til at opdage de underliggende farer. Ironien er, at det afledte hjernesvind kan udviske nogle af de sanser, vi netop skulle bruge til at imødegå problemerne.

Hvorfor er der ingen, der gør noget?

Alligevel handler vi, som om risikoen ikke eksisterer, og desværre findes der kun accepterede videnskabelige beviser for ganske få af de mange kemikalier, som er under mistanke.

Den tungeste dokumentation har vi om blyforgiftning, der har ødelagt livet for millioner af børn.

Imens vi langsomt opsamlede detaljer i vores videnskabelige dokumentation, har en hel generation af børn over hele verden været udsat for hjernesvind og nedsat funktionsevne på grund af vores uforsigtige brug af bly som tilsætning til benzin, som pigment i maling og som ingrediens i elektronik, legetøj og materialer, vi omgiver os med i hverdagen.

For nylig kom det frem, at der stadig findes forurening med bly i læbestit. Jamen, hvordan kan det overhovedet ske?

Først da den videnskabelige bevisførelse blev fuldkommen overvældende, lykkedes det omsider at nå til enighed om, at befolkningen skulle beskyttes imod blyets voldsomme påvirkning af hjernen.

Nu opdager vi tilsvarende dokumentation omkring andre kemikalier såsom kviksølv, polyklorerede bifenyler (PCB), arsenik, nogle opløsningsmidler, en række pesticider og flere andre industrielle produkter.

Og atter gør man ikke rigtig noget for at beskytte de små hjerner, fordi de sendrægtige myndigheder og uvillige erhvervsinteresser kræver tung videnskabelig dokumentation for at nå frem til restriktioner imod brugen af stoffer, der i øvrigt er til nytte for samfundet.

I et forsøg på at oversætte det videnskabelige kodesprog til budskaber, der kan fremme en bedre prioritering, er nogle økonomer begyndt at beregne samfundsomkostningerne ved kemisk hjernesvind.

Alene den tabte livsindkomst for de hjerneskadede børn løber op i milliarder af kroner om året. Dermed er beskyttelse af næste generations hjerner måske den bedste investering, man overhovedet kan foretage.

Hvorfor er man så stadig tilbageholdende med at kontrollere de farer, der truer de små, sarte hjerner?

Den farlige trekant

Uheldigvis er den detaljerede dokumentation kun tilgængelig for en håndfuld af de mange mistænkte kemikalier, men manglen på information betyder ikke, at der ikke er nogen fare på færde for de øvrige stoffer – nogle af dem kan meget vel være endnu farligere for udviklingen af en ny hjerne.

Årsagen til den manglende dokumentation er snarere forskningens langsommelighed, mangel på ressourcer og almindelig skepsis over for ny indsigt.

Uvidenheden stadfæstes desværre af, at det ikke er obligatorisk at teste industriens kemikalier for risikoen for hjerneskader.

Endelig er der det problem, at forskere generelt formulerer deres resultater i vage og forsigtige vendinger, der ofte virker som en underdrivelse af de reelle risici.

Disse tre problemer tilsammen – manglende dokumentation, overdreven skepsis og sproglige tågeslør – udgør en farlig trekant.

Reelt kender vi ikke alle forureningsstofernes mulige rolle i forbindelse med kemisk hjernesvind, og uden systematisk dokumentation raver vi rundt i et risikabelt mørke.

Men bare fordi det er svært, fritager det os ikke fra at leve op til vores ansvar.

Urimelige krav til dokumentation

Situationen forværres af, at de gængse krav til bevis for det enkelte kemikalies mulige skadevirkninger er urealistisk høje, før det kan komme på tale at indføre restriktioner og forebyggelse.

I 50 år havde magtfulde økonomiske interesser held til at modsætte sig restriktioner mod brugen af bly som tilsætning til benzinen, idet man insisterede på, at der ikke var dokumentation for giftigheden.

Også i dag forlanger myndighederne meget detaljeret dokumentation, ligesom ambitiøse forskeres stræben efter at udrede de dybeste hemmeligheder i de biokemiske mekanismer kan stå i vejen for hurtig handling.

Et enigt ønske om at ville vide mere kan let stå i vejen for en beslutning om forebyggelse.

Med tiden er der dog sket en gradvis opstramning og regulering af et stigende antal giftige kemikalier. Langt de fleste grænseværdier er blevet sænket, efterhånden som der er kommet mere information på bordet.

Indledningsvis har reguleringerne dog ofte været for slappe og for optimistiske, for skadelige virkninger viste sig at optræde ved lavere, men tilladte niveauer.

Tusinder af børn skadet

Den indsigt har vi bare først opnået, efter at tusinder af børn er blevet skadet. Set i bakspejlet har vi været for sløsede med fastlæggelse af grænseværdier. De blev for høje og mange små, skrøbelige hjerner betalte prisen.

Dokumentationen for påvirkning af centralnervesystemet er bare sjældent tilgængelig eller tilstrækkelig og opfylder ikke myndighedernes krav til beslutningsgrundlag.

Derfor kan selv en strammere regulering sjældent holde trit med den stigende kompleksitet i forureningen af miljøet.

Skønt jeg har fundet frem til mere end 200 nervegifte, er det kun få af dem, der er reguleret ud fra hensynet til kemisk hjernesvind. Begrundelsen er den samme – vi ved ikke nok.

Det kan tage årtier og kræve betydelige ressourcer at skaffe dokumentation i det omfang, myndighederne kræver for at beslutte sig for indgreb.

Giftigheden af bly og andre kemikalier er beskrevet i talløse videnskabelige artikler, og hvert år kommer der stadig omkring tusind nye artikler alene om bly.

Men de bliver ofte fortolket som en isoleret dokumentation af stoffernes specifikke giftighed, ikke som bidrag til forståelsen af hjernen som ekstremt sårbar over for giftstoffer generelt.

Det uetiske paradoks

Vi står over for et paradoks, for det er uhyre vanskeligt at skaffe den dokumentation, vi gerne vil have.

Når vi tester nye lægemidler, bruger vi frivillige patienter i vores undersøgelser. Men med miljøskadelige stoffer kan vi ikke udføre tilsvarende kontrollerede kliniske forsøg, hvor vi giver børn og gravide kvinder daglige doser for at se, hvad der sker.

Selvom vi måske overholder alle eksisterende grænseværdier, ville forsøget alligevel være uetisk, specielt fordi det rammer sårbare befolkningsgrupper.

Det ville heldigvis aldrig blive accepteret af de videnskabsetiske komiteer i Danmark.

På den ene side ville det altså være uetisk og utilladeligt at gennemføre grundige forsøg med stoffer, der er under mistanke for at skade hjernens udvikling – også selvom det er for at kunne understøtte dokumentationen af sådanne skadevirkninger.

På den anden side fortsætter de snigende og uforvarende kemiske påvirkninger af børn og gravide, som ikke engang informeres om de farlige industrikemikalier i kroppen. Det er da vanvittigt!

Et globalt problem

Hvad det så i praksis betyder for det enkelte barn, kan være ganske indviklet at finde ud af.

Langtidsvirkninger på hjernens udvikling er svære at spore og passer heller ikke rigtig ind i de almindelige helbredsundersøgelser og statistikker.

Tilmed er nogle af skaderne flere år om at udvikle sig. Udfordringen er samtidig, at vi står over for en massiv udbredelse af forstyrrelser i hjernens udvikling.

Det rammer ikke alene os her i Danmark, for udbredelsen af de giftige kemikalier er global. Problemet er verdensomspændende.