Corona: Hvornår og hvor længe i sygdomsforløbet smitter man mest?

For nylig blev vi ringet op af en nær ven. Han følte sig træt og mat og havde ondt i alle led.

Forståeligt nok var han bekymret for, at det kunne være COVID-19. Han spurgte, om han skulle tage på arbejde, skynde sig at blive testet eller blive hjemme.

Fordi han ikke havde andre symptomer som feber, tør hoste eller åndenød, var han usikker på, hvad han skulle gøre.

Selvfølgelig kunne der være tale om en luftvejsinfektion, som influenza eller forkølelse, men hvad nu hvis det var COVID-19? Hvad er risikoen for, at han overfører virussen til andre?

Vores studie

Vores team står bag et studie som for nylig blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Microbe. Studiet gransker, hvornår personer med COVID-19 er mest smitsomme.

Vi undersøgte tre ting:

• Den virale infektionsdosis (også kaldet viral load): Hvordan antallet af viruspartikler ændrer sig i løbet af infektionen.
• Viral shedding: Tidsperioden hvor en person afgiver viralt genetisk materiale, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at personen er infektiøs.
• Isolation af levende virus: En bedre indikator for en persons smitsomhed. Den levende virus isoleres og testes for at se, om den kan replikere sig selv i laboratoriet.

Vi fandt, at infektionsdosis toppede i hals og næse (hvilket man mener, er den største smittekilde) meget tidligt i sygdomsforløbet; især fra dag 1 med symptomer til dag 5 med symptomer, selv blandt personer med milde symptomer.

Fandt ikke levende virus efter dag 9 med symptomer

I flere uger kunne også vi også finde genetisk materiale i svælgpodninger samt afføringsprøver.

Vi fandt dog ikke levende virus i en eneste prøve eller podning efter dag 9 med symptomer.

Selvom visse personer, især personer med et alvorligt sygdomsforløb eller med et svækket immunsystem (for eksempel som følge af kemoterapi), kan have længere periode med viral shedding, indikerer resultaterne, at personer, der er smittet med SARS-CoV-2, sandsynligvis er meget infektiøse et par dage før symptomerne starter og de følgende fem dage.

Til sammenligning topper infektionsdosis for SARS 10 til 14 dage, efter symptomerne dukker op og for MERS 7 til 10 dage efter symptomernes start. Både SARS og MERS er sygdomme forårsaget af en coronavirus.

Svært at begrænse COVID-19

Det forklarer, hvorfor der effektivt blev sat en stopper for smitteoverførslen af disse to virusser ved straks at lokalisere og isolere personer med symptomer.

Det forklarer også, hvorfor det har været så svært at begrænse COVID-19, da virussen bliver spredt meget hurtigt tidligt i sygdomsforløbet.

Kontaktsporings- og modelleringsstudier viser desuden, at smitteoverførslen er på sit højeste i løbet af de første fem dage med symptomer.

Ifølge et nyligt studie er perioden med den største smitsomhed inden for cirka fem dage efter, symptomerne dukker op. Et kontaktsporingsstudie fra Taiwan og Storbritannien viser, at de fleste kontakter blev smittet, hvis de blev eksponeret for en inficeret person inden for fem dage efter deres symptomudbrud.

Resultatet kan komme efter den mest smitsomme periode

På det tidspunkt, hvor de fleste personer modtager deres testresultat, er den mest smitsomme periode muligvis allerede forbi.

Infektionsdosis topper meget tidligt, og det indikerer, at en person med COVID-19 skal isolere sig, så snart symptomerne viser sig og uden at vente på testresultaterne.

Vores føromtalte ven isolerede sig omgående, og han informerede alle, som han havde været i kontakt med i løbet af de forløbne par dage.

Næste dag vågnede han op med let feber. Han kunne ikke få en tid til at blive testet med det samme, men blev testet på et lidt senere tidspunkt.

Kun én ud af fem personer er i stand til at gå i selvisolation

Han fik testresultatet på dag 5 med symptomer, og han testede positiv for COVID-19. Han var heldigvis i isolation i løbet af den mest smitsomme sygdomsperiode, og hans kontakter isolerede sig også omgående.

Vores ven var så heldig, at han kunne arbejde hjemmefra og fortsat modtage løn.

Men ifølge et studie fra Storbritannien er det kun én ud af fem personer, som er i stand til at gå i selvisolation.

Det kan være så godt som umuligt, hvis man har mindre børn, har en lav indkomst, har økonomiske problemer i løbet af pandemien, eller hvis man er i en såkaldt kritisk funktion som eksempelvis sygeplejerske eller lærer.

Myndighederne kan gøre mere

Hvordan kan en diagnose hjælpe, hvis livsvilkårene ikke giver mulighed for isolation, hvis man ikke kan arbejde hjemmefra, hvis man ikke kan få sygedagpenge?

Hvordan kan en diagnose hjælpe, hvis familien er afhængig af ens indkomst til at dække de mest grundlæggende behov, eller adgang til sundhedspleje er knyttet til dine ansættelseforhold?

Disse spørgsmål belyser, hvorfor vi skal fokusere på at hjælpe personer med COVID-19 med at selvisolere tidligt i sygdomsforløbet.

Fire tiltag, som kan hjælpe

Her er fire måder, vi kan hjælpe:

1. Økonomisk hjælp for at afværge, at smittede personer er tvunget til at gå på arbejde (i Storbritannien bliver 29 procent af lønnen dækket i tilfælde af sygdom).
2. Indlogering af udsatte personer og grupper, særligt dem som bor meget tæt, eller personer der bor med andre i risikogruppen. Tiltaget er blevet gjort med succes i Vermont, USA.
3. Tjenester der hjælper og støtter personer, som er er tvunget til at gå i selvisolation, som set i New York og i en række lande i Sydøstasien.
4. Fjern hindringer til sundhedspleje. Overvej at forkorte isolationsperioden til fem til syv dage, efter symptomerne dukker op. Det dækker den mest smitsomme periode og øger chancen for, at smittede rent faktisk følger retningslinjerne.

I september reducerede de franske myndigheder isolationsperioden til syv dage, og Tyskland overvejer at sænke den til fem dage. Fordelene ved at reducere isolationsperioden kan mere end opveje en potentiel risiko.

Hvis disse tiltag kommer på plads, står vi meget bedre stillet i kampen mod pandemien.

Müge Çevik modtager støtte fra Chief Scientist Office og UKRI-Grand Challenges Research Fund. Antonia Ho modtager støtte fra UKRI, Wellcome Trust, Chief Scientist Office og Scottish Funding Council Grand Challenges Research Fund. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.