Allerede i 1990 havde Københavns Politi et vigtigt spor i sagen om en ung kvinde, der var fundet dræbt i sin lejlighed: de havde den formodede gerningsmands DNA.
Problemet var bare, at det ikke matchede nogen DNA-profil i deres register, så de fandt aldrig ud af, hvem morderen var.
Indtil nu. For i stedet for at lede efter gerningsmanden selv, søgte man i stedet efter DNA-profiler, der lignede gerningsmanden så meget, at de måtte være i tæt familie.
Det lykkedes, og på den måde fandt de frem til den formodede gerningsmand, der onsdag blev sendt i grundlovsforhør og efterfølgende varetægtsfængslet.
Men selvom teknikken måske er ny i dansk politiefterforskning, så har den været kendt længe.
»Der er ikke noget nyt ved metoden. Man har kendt og brugt den i andre sammenhænge i flere år, og jeg har også argumenteret for, at politiet i Danmark burde overveje at bruge den.«
Det fortæller Mikkel Meyer Andersen, der er lektor i statistik ved Aalborg Universitet. Han har udviklet metoder, der er anvendt i retten til at analysere DNA-beviser, ligesom han selv har optrådt som ekspertvidne i retten.
»Det er en anden måde at bruge DNA på, end man traditionelt har været vant til i drabssager.«
Ofte vil DNA være et bevis i retssagen, der kæder den mistænkte sammen med gerningsstedet - for eksempel via en blodplet eller et cigaretskod.
»Men her har man brugt DNA som et efterforskningsværktøj til at finde frem til en mulig gerningsmand. Når man så har fundet frem til ham, kan man undersøge hans DNA-profil og bruge den som et traditionelt bevis i retten.«
Bedst til nære familiemedlemmer
Bo Thisted Simonsen er afdelingsleder ved Afdeling for Retsgenetik ved Københavns Universitet, som har hjulpet politiet i efterforskningen.
Han forklarer, at politiet har brugt en såkaldt STR-analyse (Short Tandem Repeat), som er effektiv, når man skal identificere nære slægtskaber.
»Den viser en stor variation mellem personer. Den er rigtig god til at identificere individer, som er i tæt familie med DNA-profilen. Men når det kommer til fjernere slægtskaber såsom fætre og alt længere ude, så er mutationsraten for høj.«
Mikkel Meyer Andersen supplerer:
»Hvis du nu kigger på min DNA-profil, så er halvdelen af materialet på DNA-markørerne fra min mor og den anden halvdel fra min far. Det samme gælder for min bror, selvom det ikke er sikkert, at vi har det på de enkelte markører.«
Længere ude i slægtskabet, for eksempel fætre og kusiner, er sammenfaldet så småt, at det begynder at blive svært at regne med.
»Der er vi så langt ude, at sammenfaldene i DNA-profilen kan være tilfældige. Så kan vi ikke nødvendigvis ud fra DNA-sporet vide, om det er din kusine eller bare en mere tilfældig person, du har nogle ligheder med,« siger Bo Thisted Simonsen.
Familiesøgning eller slægtsforskning?
I det danske tilfælde har efterforskerne fundet frem til den nære slægtning ved at lave en søgning i et internt DNA-profilregister, hvor man registrerer DNA fra personer, der er eller har været sigtet i en sag, der giver mindst halvandet års fængsel.
Men der findes også eksempler i udlandet på, at politiet har tyet til kommercielle tjenester.
I sådanne tilfælde er der ifølge Bo Thisted Simonsen ikke længere tale om familiesøgning, men slægtsforskning.
\ Bliv klogere på de to analysemetoder
Mikkel Meyer Andersen og Bo Thisted Simonsen har tidligere beskrevet forskellen på de to DNA-metoder i Videnskab.dk:
»DNA består af baser (betegnet A, T, G eller C). På hver position (kromosom og position på det pågældende kromosom) har vi én base fra vores mor og én fra vores far.
Nogle positioner er de samme for alle mennesker, imens andre varierer (hvilket for eksempel resulterer i forskellige øjenfarver). DNA-markører er sådanne positioner, hvor mennesker varierer.
Indholdet på DNA-markørerne kaldes alleler (altså hvilke baser/bogstaver, vi har arvet) – og DNA-profiler består af allelerne fra en række DNA-markører. Samlet kaldes de to alleler for genotypen (for eksemel AA, AT, CT og så videre).
Typisk vil hver DNA-markør kun indeholde to forskellige baser, for eksempel A og T, og der er derfor kun tre mulige genotyper, når man ser bort fra ordningen (for eksempel AA, AT og TT). Denne type DNA-markører kaldes også single-nucleotide polymorphism-markører eller SNP-markører.
Inden for genetisk slægtsforskning anvender man sådanne SNP-profiler. Inden for retsgenetik anvender man i dag derimod standard-markører, hvor man ikke kigger på forskelle i enkelte baser, men i stedet på hvor mange gange bestemte sekvenser af baser gentages.
For eksempel giver TAGA TAGA TAGA allel ‘3’, fordi TAGA gentages tre gange, og genotypen kan for eksempel være [3, 4], hvis der er tre gentagelser på det ene kromosom og fire på det andet.
Disse markører kaldes short tandem repeat-markører (STR-markører).
Der er flere grunde til, at man inden for retsgenetik anvender STR-markører i stedet for SNP-markører. Det skyldes blandt andet, at STR-markører har flere end to mulige alleler, og de kan derfor bedre bruges til at adskille individer.
Det gør, at der skal færre STR-markører til at give samme information, som man får fra et antal SNP-markører.
Inden for genetisk slægtsforskning anvendes ofte SNP-markører, da man kan få såkaldte SNP-chips med mange tusinde (helt op til flere millioner) SNP’er.
Det er også den teknologi, som nogle af de store udbydere af genetisk slægtsforskning anvender.«
Det mest markante eksempel er sagen om The Golden State Killer fra Californien, USA, som i 1970’erne og 1980’erne myrdede mindst 13 personer og voldtog 50.
Han blev endelig i 2017 pågrebet, efter politiet havde uploadet DNA-spor fra sagen til det kommercielle slægtsforskningssite MyHeritage. Derfra fandt de frem til nogle af hans slægtninge og fik derefter sporet sig ind på den nu aldrende seriemorder.
Men ifølge Bo Thisted Simonsen hører den slags efterforskning til de ekstreme sjældenheder - i hvert fald hvis det skal være realistisk for efterforskningen.
»På den slags sider bruger man hundredtusinder, hvis ikke millioner af DNA-områder. Man kan både få undersøgt, hvor stor procentdel afrikaner man er, hvilke sygdomme man kan være sårbar overfor og alt muligt andet,« forklarer han.
»På den måde finder du måske frem til halvfætre, du deler tip-tipoldeforældre med. Så kan politiet ikke efterforske det selv, men må sætte slægtsforskere i gang, der kan gå i kirkebøger, lave stamtræer for så til sidst at finde frem til nogen, der passer på alderen og geografien for forbrydelsen. Det er voldsomt omstændigt.«
Derfor, påpeger han, hører Golden State Killer-eksemplet til de absolutte sjældenheder.
»Jeg forstår godt, at det lyder besnærende, at man sådan bare kan smække et spor på MyHeritage og løse en berømt ‘cold case’. Men som udgangspunkt er det voldsomt urealistisk i en normal efterforskning.«
Hvis du vil vide endnu mere om, hvordan DNA-metoden kan bruges til at opklare henlagte drabssager, kan du læse vores artikel om moderne genetisk slægtsforskning. Vi har også tidligere skrevet om, hvordan DNA-registre kan bruges til at udbrede teknologien.
