I takt med at byggeri kom i rampelyset ved FN's klimatopmøde COP26, blev der stillet skarpt på klimakrisens omfang og uopsættelighed samt industriens ansvar i håndteringen af den.
En nylig rapport fra FN's miljøprogram, Global Alliance for Buildings and Construction, viser, at bygge- og anlægssektoren er ansvarlig for hele 38 procent af den globale CO2-udledning.
I de senere år har der været stigende fokus på CO2-udledning som følge af, hvordan vores bygninger fungerer: Hvordan de bliver opvarmet, afkølet og oplyst.
Udledningen fra produktion og levering af byggematerialer samt selve byggeriet har fået mindre opmærksomhed. Men denne del af processen alene står for 10 procent af den globale udledning.
En stor del af sektoren stortrives med en ødsel cyklus af nedrivning og nybyggeri.
Alene i Storbritannien bliver cirka 50.000 bygninger revet ned hvert år. Det giver anledning til at spørge: Er det virkelig løsningen at bygge 'grønnere'?
Svært at bryde cyklus af nedrivning og nybyggeri
På trods af en stor indsats af enkeltpersoner som eksempelvis den amerikanske arkitekt og forfatter William McDonough, som er foregangsmand for bæredygtig arkitektur, samt organisationer som World Green Building Council, har det vist sig svært at bryde denne cyklus af nedrivning og nybyggeri.
Genbrug af eksisterende bygningsmateriale er et komplekst problem. Hvis det ikke bliver gjort på bæredygtig manér, kan det også forårsage yderligere udledning.
Men der er flere andre grunde til, at genbrug ikke er en selvfølge.
Mange arkitekter har fundet ud af, at det er lettere at bygge eget navn og brand op gennem imponerende nybyggeri end gennem bæredygtige designmetoder og ombygninger, og ofte er der flere penge at tjene – og hurtigere – ved at rive eksisterende bygninger ned og erstatte dem med nye.
Dårligt forberedte på at tackle klimakrisen effektivt
Forkvaklede økonomiske incitamenter spiller en rolle sideløbende med andre faktorer: I eksempelvis Storbritannien tilskynder man stadig gennem momspolitikken til nybyggeri, mens man straffer renovering.
Desuden er der økonomiske incitamenter for virksomheder, der profiterer gennem det nuværende system til ikke at gøre tingene anderledes – gennem byggematerialer, nedrivninger eller forretningsmodeller, der udelukkende fokuserer på nybyggeri i stedet for eksisterende bygninger, istandsættelse og integration i nye ordninger.
Endelig har der inden for uddannelsen af arkitekter og professionel akkreditering, såvel som andre steder, været mangel på klimaviden.
Det har altsammen betydet, at arkitekterne er dårligt forberedte på at tackle klimakrisen effektivt.
Eksisterende bygninger er de grønneste
Nylige initiativer viser dog, at tingene er ved at ændre sig.
Architects Climate Action Network og Architects Declare, som blev lanceret i 2019, er to forbund, der har til formål at øge byggebranchens bevidsthed om klimakrisen, dekarbonisere sektoren samt fremme omstillingen mod bæredygtigt og grønt byggeri.
Desuden startede Architects' Journal RetroFirst-kampagnen i 2019, som går ind for at prioritere eftermontering frem for nedrivning og nybyggeri.
Som sidstnævnte kampagne udtrykker det, er eksisterende bygninger de grønneste.
I september satte en rapport publiceret af Royal Academy of Engineering yderligere fokus på de miljøomkostninger, som industrien er ansvarlig for, samt mulige måder at håndtere dem på. Det centrale i den nye tankegang i forhold til byggeri, er hvad arkitekter og udviklere kalder 'whole-life carbon' - en mere klimavenlig tilgang.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
'Whole-life': Byg grønnere og sænk 'indbygget' udledning
'Whole-life'-tilgangen tager højde for hele bygningens livscyklus, fra byggeri, ibrugtagning og renovering til reparation, nedrivning og bortskaffelse.
I en typisk britisk boligblok udgør udledning, der kan tilskrives byggeri og vedligeholdelse, 51 procent af bygningens samlede CO2-aftryk.
Det har længe været en prioritet at gøre bygninger energieffektive i drift, men de fleste steder hvor man politisk arbejder for bygninger med lav eller nul CO2-udledning, bliver der stadig ikke fuldt ud – hvis overhovedet – taget højde for den såkaldte skjulte eller indbyggede udledning i betragtning.
Udledningen skyldes udvinding og produktion af byggematerialer, som cement, samt selve byggeprocessen.
CO2-venlige certificeringsordninger (Green-building certificering, red.) har også længe overset denne udledning.
Robust og tilpasningsdygtigt byggeri
Bygninger i dag bliver almindeligvis bygget til at holde betydeligt kortere, end de plejede.
Den typiske levetid for en traditionel bygning af sten, mursten og tømmer før den første reparation var nødvendig, var 60 år. I dag er det halv så lang tid.
Vi kan opnå markante CO2-besparelser ved at vende tilbage til mere robust og tilpasningsdygtigt byggeri.
Hvis built-to-last-princippet viser sig at være upraktisk, kan bygninger, der er designet med en kortere levetid for øje, stadig gøres mere bæredygtige, forudsat at der anvendes en whole-life tilgang, og de anvendte komponenter og materialer er nemme at genbruge uden at efterlade forurening og affald.
I løbet af de seneste år har innovation skabt en stigning i brugen af træ og andre biobaserede materialer og bæredygtige designprincipper, fra den cirkulære økonomi til ideen om 'vugge-til-vugge'-produktion og -fremstilling, der definerer affald som en ressource og sigter mod mere genbrug. ('Vugge til vugge'– tankegangen (engelsk: 'Cradle to Cradle') handler om, at vi skal designe og producere vores varer uden at efterlade spild, forurening og affald, red.)
\ Læs mere
Først CO2-neutral om 30 år
Tag eksempelvis L'Innesto i Milano, der er blevet hyldet som et eksempel på byens bæredygtighedsstrategier og for at være Italiens første CO2-neutrale sociale boligbyggeri.
Projektet opfylder tilsyneladende alle ønsker: Byggeriet vil involvere minimal jordudgravning og biologiske byggematerialer med masser af grønne planter og kun meget lidt plads til biler.
Det interne varmesystem vil blive drevet af vedvarende energikilder – og så videre.
Problemet er bare, at L'Innesto først vil være fuldstændig CO2-neutral 30 år efter byggeriet. Projektet er, som mange andre, afhængigt af CO2-kvoter for at kunne kalde sig CO2-neutral.
Da de franske arkitekter Anne Lacaton og Jean-Philippe Vassal vandt Pritzker-prisen i år, blev deres sejr hyldet som et vendepunkt. De er blevet kendte for at takke nej til jobs samt bevise over for myndighederne, at renovation og istandsættelse kan være bedre – og billigere – end at bygge nyt.
Uvelkommen sandhed
De er dog en undtagelse. For det meste involverer selv 'grønne' projekter nyt byggeri.
Tag ikke fejl. Hvis grønne projekter som L'Innesto bliver normen vil det være et stort skridt i den rigtige retning, men vi kan ikke komme udenom, at 30 år er lang tid at vente på CO2-neutralitet, når vi står som vi gør i kampen mod klimaforandringerne.
Det er en uvelkommen sandhed. Klimakrisen er i stor udstrækning et produkt af vores glubske appetit på byggeri.
Som klimaaktivisten Greta Thunberg har påpeget, er det ikke noget, vi bare kan bygge os ud af.
Vi har ikke råd til kun at bygge grønnere. Vi skal bygge langt mindre.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
