En russisk hund siger ‘gav’, på dansk er det et glad ‘vov’. Den sofistikerede franske hund udstøder et ‘waouh’, mens den hollanske hund klarer sig med et mere robust ‘blaf’.
Hundens gøen er den samme, uanset om den bliver fodret med patéer på en fransk altan i Paris eller løber efter store kødben i en villahave i Hvidovre. Så hvordan kan det være, at der er så store forskelle på dyrelyde på forskellige sprog?
Det har undret vores læser Anders Jensen, som har skrevet en mail til Spørg Videnskaben:
»Efter at jeg har giftet mig med en amerikaner, har vi haft et par sproglige ‘videnskabelige’ diskussioner. Især mysteriet om dyrelyde er blevet vendt utallige gange. Dyr lyder sådan helt overordnet ens over hele verden. Vi er klar over, at der er lokale forskelle i dialekterne, men et øf er nogenlunde et øf, bortset fra at på på engelsk er det et oink. Et rap er et rap, bortset fra at nogen gange er det quack, coin coin eller cua cua. Hvorfor er der disse forskelle i sprogene, når det kommer til, hvad der vel er lyd-ord?«
Spørgsmålet sender vi direkte videre til lingvistiker og postdoc Adam Hyllested fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.
»Vi har forskellige lydsystemer på verdens sprog. Og idet vi ikke ønsker at lave en præcis gengivelse af dyrets lyd hver gang, så bruger hvert sprog deres eget lydinventar til at beskrive dyrs lyde,« vurderer han.
Ord for dyrelyde er altså forskellige, fordi dyr udstøder nogle lyde, som menneskets stemmebånd generelt ikke kan gengive ordentligt. Lige meget hvor meget vi ellers forsøger at vride vores strube, trutte vores læber og hive eller pruste luft ind og ud af næsebor og luftrør, kommer de færreste af os nok til at overbevise vores nabo om, at der har forvildet sig en forårskåd hjort om på vores side af ligusterhækken.
I stedet må vi gøre godt med de lyde, der nu engang er indeholdt i det menneskelige sprog. Og hvert sprog har sine egne strategier for, hvordan dyrelyde så kan gengives, fortæller Adam Hyllested.
Danskere kan ikke få stemmelæberne til at vibrere
For eksempel er der nogle sprog, som ikke har lyden af det ‘y’, som vi bruger det i det danske ‘kykkeliky’. Og selvom man selvfølgelig godt kan kagle som en høne, som Adam Hyllested tørt konstaterer, vil en englænder i stedet gengive hanens galen med de typiske lyde, der hører til det tidligere storimperiums sprog. Det bliver så til intet mindre end ‘cock-a-doodle-doo’.
På samme måde kan det være svært for os nordboere at udtale et kraftfuldt ‘z’.
»På dansk siger en bi ‘sum sum’. Måske ville det være mere beskrivende at sige ‘zuuum zuuum’ med en z-lyd, hvor stemmelæberne vibrerer. Det er en lyd, der findes på engelsk og fransk, men som ikke bruges i det danske sprog. Derfor bliver det til ‘sum’ i stedet,« konkluderer Adam Hyllested.
(Foto: Busheer)
»Det gælder ikke kun specifikt for dyrelyde, men opstår, hver gang vi gengiver noget i naturen, der lyder anderledes end menneskelige talelyde: Lyden af sten, der ramler ned ad en klippeskrænt, vindens susen eller lyden af maskiner.«
Er du til grynt, trut eller støn?
Men der er også individuelle forskelle.
Synes du for eksempel, at de små grynt, en hund med flad næse med jævne mellemrum siger, er umådeligt kært, vil du måske lægge vægt på netop disse lyde, når du skal beskrive den type hund. I stedet for de fnys og mere, om man vil, ‘savlende’ lyde, som også gerne følger med en sammenpresset snude.
»Vi har forskellige personlige strategier for, hvordan vi gengiver lyde. Sætter du en gruppe mennesker til at lytte til lydoptagelser af et jordsvin, vil de komme med forskellige bud på, hvordan dyrets lyd skal gengives,« fastslår Adam Hyllested og fortsætter:
»Da de fleste dyr siger lidt forskellige lyde, vil det altså også afhænge af, hvad den enkelte person lægger vægt på.«
Og så er vores ord for dyrelyde i høj grad også tillært, understreger lingvistikeren.
Vi lærer dyrelyde som små
»Nu skal vi jo ikke genopfinde, hvad et dyr siger, hver gang vi møder det. Når vi siger ‘øf’, ‘vuf’ og ‘rap’, er det fordi, vi har lært, at det er sådan, dyret siger. Og det er tit ord, der kommer tidligt ind i børns sprog,« siger Adam Hyllested.
»Vi vil gerne lære børn, både hvad dyret hedder, og hvad det siger. Så bliver det tit til en blanding, som vi kender fra muko, pruhest, rapand og pipfugl.«
De fleste mennesker holder dog temmeligt tidligt op med at bruge ord som ‘futtog’ og ‘mæfår’, og de verber, vi bruger om dyrs lyde, kan ligge langt fra selve lyden.
»Vi kan dele det op i to forskellige ting: Der er selve lydordet, og så er der verber. For en hund er lydordet på dansk ‘vov’, mens verbet er ‘at gø’ – det lyder jo ikke som en hund. Så er der ‘at bjæffe’, som er mere et lydord, men generelt indeholder verbet ikke den lyd, det beskriver. ‘At nyse’ ligger for eksempel langt fra lydordet ‘atjuuuh’,« uddyber Adam Hyllested.
Der er mange fællestræk i sprogene
Selvom der umiddelbart er stor forskel på dyrelyde på forskellige sprog, er der dog også mange fællestræk.
»Der er trods alt ingen sprog, der påstår, at hanen siger ‘rap’,« som Adam Hyllested opsummerer det.
»Det er jo en gengivelse af, hvad dyret siger. Derfor vil for eksempel hanens galen eller koens ‘muh’ typisk være en længere sekvens og indeholde en lang vokal.«
»På de fleste sprog vil lydordet for ænder og frøer have en abrupt lyd, som for eksempel et ‘a’ kan give, samt indeholde en lukkelyd i form af eksempelvis et ‘k’ – altså et bogstav hvis lyd du ikke kan blive ved med at sige i særlig lang tid. Modsat for små fugle, hvor lydordet tit indeholder en ‘i’-lyd, som man kan sige i længere tid. På dansk ‘pip’, ‘tzif’ på hebræisk og ‘tweet’ på engelsk,« forklarer Adam Hyllested.
‘Øf’ er lidt af et mysterium
Men så er der også de dybt mærkværdige undtagelser, som kan være svære at forklare. Som eksempelvis det danske ‘øf’.
»’Øf’ er klart en undtagelse. Jeg har en fornemmelse af, at det kunne stamme fra et længere ord, der kunne være noget i retning af ‘gronøf’,« spekulerer Adam Hyllested og uddyber:
»Andre sprogs griselyde hedder mere noget i retning af ‘groff’. Men nordmændene bruger ‘nøff, nøff’, hvilket godt kunne tyde på, at ‘øf’ kommer af et længere ord, der blandt andet har indeholdt et ‘n’, som de har bevaret i Norge, men som er forsvundet fra det danske ord.«
Og ‘gronøf’ som den oprindelige udgave af ‘øf’ er ikke grebet ud af den blå luft, understreger Adam Hyllested. ‘Gronøf’ kunne nemlig stemme godt overens med, hvordan de fleste ville vælge at gengive grisens lidet feterende lyde, hvis de ikke bare må bruge det tillærte ‘øf’.
Som eksempel graver Adam Hyllested en elsket dansk børneudsendelse fra 1980’erne frem.
»Vi så jo, hvordan man (gen)opfandt lyden ‘gronøf’ til Forlæns-baglæns-dyret i Bamse og Kylling på planeten Joakim. Det illusterer meget godt, hvad vi synes, et sådant dyr skal sige – uafhængigt af de individuelle sprogs lydsystemer.«
Hermed siger vi tak til Adam Hyllested. Vi sender en T-shirt afsted med posten til Anders Jensen, som skal have stort tak for det gode spørgsmål.
Har du selv et spørgsmål til Spørg Videnskaben skal du sende det til sv@videnskab.dk. Hvis du ikke lige umiddelbart brænder inde med et spørgsmål, er du mere end velkommen til at købe din egen T-shirt her.
