Tidsskrift ser nærmere på ny Penkowa-udgivelse
Milena Penkowa er medforfatter af en ny videnskabelig artikel. Tidsskriftets chefredaktør vil se nærmere på artiklen, men ifølge Penkowa er den tjekket meget grundigt igennem inden udgivelse.
Milena Penkowa, publikation, videnskabelig artikel, publicerer igen, udgiver, Videnskab.dk, klip fra DR

Milena Penkowa mener, at det er vigtigt, at hendes forskning kommer ud af hensyn til både de professionelle og patienterne, der har været involveret i undersøgelserne. (Screendump fra DR Nyheder på YouTube)

Milena Penkowa har udgivet en ny videnskabelig artikel. I tidsskriftet Supportive Care In Cancer konkluderer hun sammen med førsteforfatter, Per Boye Hansen fra Herlev Hospital, at mineralet bismuth fjerner nogle af bivirkningerne af kemoterapi.

Konklusionen bliver dog umiddelbart overskygget af forfatteren selv.

Det er første gang, Milena Penkowa har publiceret en videnskabelig artikel, siden hun røg ud i stormvejr om misbrug af fondsmidler, blev politianmeldt af sin arbejdsgiver Københavns Universitet (KU), blev fundet videnskabeligt uredelig af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) og har været gennem sager ved domstolene.

Da Videnskab.dk retter henvendelse til tidsskriftets chefredaktør, Fred Ashbury, for at høre, hvad tidsskriftet har gjort sig af overvejelser, da det antog Penkowas artikel, lyder det korte svar:

»Tak. Vi undersøger sagen, da vi tager integriteten i akademiske publikationer meget alvorligt.«

Penkowa: Vi har gået med livrem og seler

Milena Penkowa er dog sikker på, at alt er lavet efter bogen.

Studiet på 50 patienter på Herlev Hospital er randomiseret og dobbeltblindet, og arbejdet er ifølge Milena Penkowa blevet tjekket igennem flere gange af både forfatterne selv, et hold studenter og en uafhængig statistiker.

Kilder: Virker sobert

Videnskab.dk har bedt flere kilder om at kaste et blik på Per Boye Hansen og Milena Penkowas artikel.

Vurderingen lyder umiddelbart, at arbejdet ser sobert ud.

Tidsskriftet Supportive Care In Cancer er peer-reviewed og bliver udgivet af Springer.

»Man gennemtjekker altid tingene en ekstra gang i udgangspunktet, men det er klart, at vi her har gået med livrem og seler, for der skal bare ikke være noget at komme efter,« siger Milena Penkowa, der har fuldført forskningen gennem sit firma, Hjerneeksperten.

Artiklen har ifølge Penkowa været 10 år undervejs. Undersøgelserne blev sat i gang, før balladen om hendes forskning ved Københavns Universitet for alvor begyndte at rulle i 2010.

Tidsskriftets peer-reviewere undrede sig over, at det havde taget så lang tid at få afsluttet undersøgelserne, men Ifølge Milena Penkowa har der været korrespondance frem og tilbage, hvor hun har redegjort for sine sager.

Tilhørsforhold giver minder om KU

I artiklen på tidsskriftets hjemmeside er oplyst, at Penkowa er tilknyttet »Section for Neuroprotection, Copenhagen, Denmark« - samme tilhørsforhold, som hun tidligere har benyttet, mens hun var ansat på Københavns Universitet. Det er også blevet bemærket af en læser hos Universitetsavisen, som har omtalt udgivelsen på baggrund af en artikel i B.T.

I den trykte version af artiklen er navnet på Milena Penkowas virksomhed, Hjerneeksperten, dog tilføjet.

Milena Penkowa, publikation, videnskabelig artikel, publicerer igen, udgiver, Videnskab.dk, klip fra DR

Milena Penkowas tilhørsforhold som beskrevet i den trykte udgave af den videnskabelige artikel i Supportive Care In Medicine. I versionen på nettet mangler "Hjerneeksperten".

Og ifølge Penkowa selv er »Section for Neuroprotection« et navn, hun selv har fundet på og derfor et navn, hun er i sin gode ret til at bruge, selvom det kunne sende signaler om en tilknytning til KU, som ikke eksisterer mere.

»Det har jeg altid kaldt min arbejdsgruppe, og det gør jeg også den dag i dag, hvor det er registreret hos mit firma under mit CVR-nummer. Neurobeskyttelse er mit arbejde, og derfor er det et vigtigt navn for mit arbejde. Hvis Københavns Universitet også vil benytte det, vil jeg ikke blande mig i det,« siger Milena Penkowa.

På Københavns Universitet har man dog droppet navnet, og meldingen lyder, at man ikke ser nogen problemer i, at Milena Penkowa bruger det.

Milena Penkowa vil publicere mere

Milena Penkowa og førsteforfatter Per Boye Hansen har publiceret sammen flere gange gennem de seneste 20 år. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Per Boye Hansen, men Milena Penkowa selv er ovenud lykkelig over igen at være i gang med videnskabeligt arbejde.

»Det siger næsten sig selv, at det føles rigtig, rigtig godt. Det er næsten som at vende hjem.«

»Og det er ikke en enlig svale. I slipper ikke – der kommer flere videnskabelige artikler,« lover Milena Penkowa.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud