Danmark har i øjeblikket sin helt egen videnskabelige skandale, som, hvis der er hold i anklagerne, kan blive en af de alvorligste lægevidenskabelige skandaler i nyere tid.
Flere anklager er i spil, heriblandt en om forskningssvindel, og af den grund har det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet indbragt den pågældende kvindelige forskere for UVVU, Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.
Her skal hendes forskning – og de metoder, hun har anvendt – vurderes af andre forskere, der har den relevante ekspertise til at bedømme dem.
I yderste konsekvens kan forskningen blive vurderet som uredelig. Men hvad betyder det, og hvilke konsekvenser får det?
Tre grundpiller i videnskabelig uredelighed
For at begynde ved begyndelsen starter vi med at få defineret begrebet ‘videnskabelig uredelighed’.
Definitionen af begrebet kan blandt andet findes i Bekendtgørelsen om Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed:
“Forfalskning, fabrikering, plagiering og andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskningsmæssige resultater.”
Forfalskning, fabrikering og plagiering er de tre grundpiller i uredelighedsbegrebet, både i Danmark og internationalt.
De kendes også som FFP-definitionen, og denne definition indebærer kort sagt, at det ikke er tilladt at fuske med falske, selv-opfundne eller ‘lånte’ resultater.
Videnskabelig uredelighed er i ond tro
For at der kan være tale om videnskabelig uredelighed, skal der også være tale om en handling, der er ‘forsætlig eller groft uagtsom’. Det betyder, at forskeren skal have gjort det med vilje. Eller have været så doven eller utilladeligt uvidende, at han eller hun for eksempel har overset nogle helt oplagte muligheder for at kontrollere et forsøg.
Det forklarer professor Vagn Lundsgaard Hansen, der er professor emeritus i matematik ved DTU. Han er tidligere medlem af UVVU, og har desuden skrevet artikler om god adfærd i videnskaberne, holdt foredrag om samme emne, og rejst rundt i verden for at fortælle om arbejdet i UVVU.
UVVU-processen
Når en forsker bliver indklaget for UVVU – eller selv vælger at indklage sin sag for at blive renset for rygter eller mistanker – begynder en længere proces. Det fortæller kontorchef i Forsknings – og Innovationsstyrelsen Charlotte Elverdam.
»Først bliver klagen gennemlæst her i sekretariatet, og det bliver vurderet, om den falder under udvalgenes kompetenceområde. Gør den det, går en proces i gang. Den følger UVVUs forretningsorden,« forklarer hun.
»Først laves der skriftlige høringer af sagens parter, og den indklagede og klageren får mulighed for at kommentere hinandens synspunkter. Det kan de gøre nogle gange,« fortæller Charlotte Elverdam.
Derefter bliver der typisk afholdt møde i det relevante udvalg, hvor sagen bliver diskuteret. Udvalget har mulighed for at bede om mere materiale eller dokumentation, og det kan nedsætte ad-hoc udvalg med specialister, hvis det har brug for det. Det nye materiale bliver studeret, og sådan fortsætter det, indtil udvalget vurderer, at det har tilstrækkelig dokumentation til at kunne træffe beslutning.
Charlotte Elverdam fortæller, at der er 10-12 sager om året, og at 1-2 typisk resulterer i en udtalelse om uredelighed.
Hvad er UVVU?
UVVU er altså den myndighed, der kan bedømme, om forskning er uredeligt, og det er jo en stor magt at have.
Men hvad er UVVU, og hvem sidder i udvalgene?
UVVU står som nævnt for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. UVVU hører hjemme under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, og har et sekretariat hos Forsknings – og Innovationsstyrelsen.
UVVU er opdelt i tre underudvalg, der hver især har forskellig videnskabelig ekspertise:
- Udvalget for Sundhedsvidenskabelig Forskning.
- Udvalget for Natur-, Teknologi- og Produktionsvidenskabelig Forskning.
- Udvalget for Kultur- og Samfundsvidenskabelig Forskning.
Hvert underudvalg har seks forskere som medlemmer og seks suppleanter, og som fælles formand sidder en landsdommer. De tre udvalg kaldes under et for Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.
UVVUs rettigheder og pligter
Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed er nedsat i forbindelse med Lov om forskningsrådgivning m.v.
Udvalgene skal behandle sager, hvor der er tvivl om redeligheden af forskningsprojekter. Der er dog en række begrænsninger for deres råderum både i loven og i den tilhørende bekendtgørelse.
Sagerne skal være relateret til dansk forskning og den indklagede skal som minimum være uddannet på ph.d-niveau eller lignende.
UVVU kan desuden efter Lov om forskningsrådgivning § 31 stk. 2 ikke behandle en sag, hvis forskningen er udarbejdet i privat regi, og den private virksomhed ikke ønsker at medvirke.
Heller ikke sager, der drejer sig om teorier eller idéer, eller sager, hvor kvaliteten af forskning skal vurderes, falder inden for UVVUs kompetenceområder.
Desuden kan UVVU afvise at behandle sager, hvis det på forhånd er tydeligt, at sagen falder uden for udvalgenes kompetence, at sagen må ‘anses for at være åbenbart grundløs’ eller hvor omkostningerne ved at behandle sagerne ikke står mål med sagens vigtighed.
Hvad kan UVVU gøre?
UVVU kan efter deres undersøgelse udtale en kritik af forskeren eller forskningen.
Det kan de, hvis de konstaterer, at der er tale om videnskabelig uredelighed. Enten i form af FFP eller andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis.
Efter at have udtalt kritik kan UVVU vælge mellem forskellige sanktioner:
- om de vil orientere den indklagedes arbejdsgiver
- henstille til, at det videnskabelige arbejde, der er dømt uredeligt, bliver trukket tilbage
- orientere en eventuel tilsynsmyndighed
- underrette tilskudsgiver, hvis der er tale om uredelighed i en ansøgning om tilskud fra offentlige forskningsbevillinger
- foretage en politianmeldelse, hvis der er tale om en strafbar lovovertrædelse
- udtale sig om graden af uredelighed, hvis den indklagedes arbejdsgiver ønsker det
UVVU er et tveægget sværd
UVVU har altså en del forskellige muligheder for at reagere overfor forskere, der snyder. Og det er også nødvendigt, mener Vagn Lundsgaard Hansen.
Men han gør opmærksom på, at UVVU er et tveægget sværd. Udvalgene kan nemlig også udnyttes til at chikanere en forskerkollega, man er uvenner med.
»At blive indklaget for UVVU kan ødelægge en forskerkarriere, og derfor er det nødvendigt med fokus på falske anmeldelser. Jeg mener, at UVVU uden yderligere behandling bør kunne afvise sager, der har karakter af chikane, og at der bør være repressalier i den slags sager,« siger han.
»Man kunne jo behandle dem, ligesom man behandler sager om uredelighed, for forskere, der nedvurderer andres arbejde er også uredelige forskere,« foreslår Vagn Lundsgaard Hansen.
Uredelighedsanmeldelse giver krig
UVVUs sekretariat bekræfter, at der er indbragt en sag mod den kendte forsker. Bekræftelsen skyldes udelukkende, at både den indklagede og anmelder har bekræftet det overfor pressen. I andre tilfælde holdes informationer af den type fortrolige.
Af den grund, at en negativ udtalelse fra UVVU kan få så stor indflydelse på en forskers liv og karriere, er det ikke helt nemt at sidde i UVVU, fortæller Vagn Lundsgaard Hansen.
»En anmeldelse om uredelighed starter altid en krig. Man skal være helt overbevist om, at den indklagede har handlet forkert, før man dømmer,« siger han.
Det samme gælder for dem, der vælger at indgive en anmeldelse. For det er ikke omkostningsfrit.
»At rejse en sag mod en forskerkollega giver ikke tak, men spark over benene. Det er ikke velset at være whistleblower, og det mener jeg er problematisk,« siger Vagn Lundsgaard Hansen.
Han mener, at det er en pligt at anmelde ting, der ikke er, som de skal være. Især for de ældre og mere erfarne forskere. Men det skal ikke være for enhver pris.
»UVVU eksisterer jo for at sikre faglighed, etik og moral i forskningen. Det er det vigtigste, og derfor skal man se på, hvor vigtig en sag egentlig er, før man anmelder den; hvor meget betyder det for fagligheden?« siger han.
»Man skal afsløre problemer, når de er der, men ikke løbe efter dem, hvis de kan løses internt, eller hvis en sag ikke er meget vigtig,« forklarer Vagn Lundsgaard Hansen.
Interne løsninger som supplement
Interne løsninger er Vagn Lundsgaard Hansen fortaler for.
Han mener, at universiteterne ville have gavn af en form for organ eller ombudsmand, som bekymrede ansatte kan henvende sig til, hvis de observerer problemer.
På den måde kan man også være med til at styrke whistleblowerne; dem, der tør stå frem og påpege problemerne.
Igennem sådan et organ ville der også være bedre mulighed for at fange problemer i tide, siger Vagn Lundsgaard Hansen.
Han nævner som eksempel to kendte kvindelige professorer, der efter afsløringen af den aktuelle sag mod den kendte forsker har stået frem og fortalt om henholdsvis samarbejdsproblemer og problemer med at efterprøve hendes resultater.
Var det kommet ud tidligere, og hvis der hurtigt og klart var blevet reageret på det, kunne Københavns Universitet måske have undgået den største skandale i nyere tid.
»Måske kunne man have held med et system, hvor der uddeles gule kort for mindre foreteelser. Man kan tage mange problemer i opstarten,« siger Vagn Lundsgaard Hansen.
Flere sager end man tror
Vagn Lundsgaard Hansen er ikke i tvivl om, at der er flere sager om videnskabelig uredelighed derude, end der bliver anmeldt.
Det samme har formand for UVVU, Henrik Gunst Andersen, tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad.
»Det er heldigvis langt fra alle, der snyder på vægten, men der er desværre nok flere småfuskere derude, end UVVU kommer i kontakt med,« siger Vagn Lundsgaard Hansen.
Det videnskabelige magasin Nature lavede i 2005 en analyse, der undersøgte amerikanske forskeres forhold til videnskabelig uredelighed.
Resultatet viste, at op imod 30 procent af de adspurgte havde erfaring med brud på god videnskabelig praksis, og hele 5 procent indrømmede mere eller mindre alvorlige former for fusk.
Starter allerede i folkeskolen
En af grundene til, at forskere tilsyneladende tager lidt let på det der med god videnskabelig praksis kan være, at en tradition for at se stort på de tre begreber i FFP-definitionen bliver grundlagt allerede i skolen.
Der kan man ‘låne’ andres opgaver, downloade større opgaver eventuelt mod betaling eller ‘glemme’ relevante kildehenvisninger.
»Den slags breder sig jo, og de studerende tager det med sig videre i uddannelsessystemet,« siger Vagn Lundsgaard Hansen, som dog glæder sig over, at der i de seneste år er strammet gevaldigt op omkring dette i gymnasiet.
»Det er vigtigt, at de studerende forstår, at den slags ikke går i forskning, og at det ikke er nødvendigt at være uredelig for at klare sig godt. Måske kan man lave nogle kurser for dem, hvor personer, der kender videnskaben, fortæller om videnskabelig uredelighed, og så kan man tale mere åbent om det på uddannelsesinstitutionerne,« siger han.
Salami-publikation
Hård konkurrence er også en medvirkende faktor for forekomsten af videnskabelig uredelighed, ligesom et stort pres for at publicere artikler og skaffe bevillinger er det.
Det kan lede til nogle af de mere oversete former for videnskabelig uredelighed. Blandt andet at forfattere, der egentlig ikke har bidraget til et produkt, bliver skrevet på, så de får endnu en publikation på deres liste, og dermed mulighed for at blive citeret mere.
Såkaldt salami-publikation, hvor en naturligt sammenhængende publikation skæres op i mindre publikationer, forekommer også som resultat af konkurrence. Et andet problem består i, at stort set den samme artikel publiceres igen og igen i forskellige tidsskrifter. Kun nogle få ændringer gør artiklerne forskellige.
Antallet af publicerede artikler og forekomsten af citeringer af disse artikler er i meget høj grad det, der bestemmer, om en forsker får en bevilling, en forfremmelse eller en ansættelse, og derfor kan det være fristende at skyde genvej.
Også overambitiøse tendenser og utålmodighed, i nogle tilfælde grænsende til psykopati, kan være medvirkende, mener Vagn Lundsgaard Hansen.
Videnskabelig uredelighed vs. god videnskab
Videnskabelig uredelighed og god videnskabelig praksis er to sider af samme sag, og det er svært at definere det ene begreb uden også at definere det andet.
God videnskabelig praksis er de etiske, moralske og praktiske regler, videnskab skal leve op til, for at man kan kalde det videnskab. Det er vigtigt at skelne mellem god videnskabelig praksis og videnskabens kvalitet, for her er der tale om forskellige sider af forskningsprocessen, som forholder sig henholdsvis til metodikken og til resultatet.
Nogle af de regler, videnskab skal overholde for at være god (altså metodisk ‘korrekt’), er:
- Kan det efterprøves?
- Er alt lagt frem?
- Er det formidlet nøgternt?
- Bliver relevante personer krediteret korrekt?
Det er vigtigt at understrege, at ovenstående ikke er en komplet definition på god videnskabelig praksis. Sådan en er meget svær at lave, men i virkeligheden drejer det sig om, at etik og moral er på plads i den forskning, der bliver bedrevet, siger Vagn Lundsgaard Hansen.
»Hovedansvaret for at sikre god videnskabelig praksis ligger hos forskerne. Men da alt ikke er den store uskyldighed, er det vigtigt at der er en kontrolinstans som UVVU,« slutter Vagn Lundsgaard Hansen.
