Forsker: Vægttab får overvægtige til at dø tidligere

TV vrimler med programmer om meget tykke mennesker, der skal tabe sig nu eller aldrig. Ugebladene bringer nye slankekure i hvert nummer, og selv de seriøse medier beskæftiger sig efterhånden med slankestof.

Alle er enige om, at det er usundt at være overvægtig eller fed.

Den senere tid er udsagnet dog blevet nuanceret af forskning, der viser, at såkaldt ’raske fede’, altså personer med normalt blodsukker, blodtryk og kolesteroltal, ikke har større risiko for at udvikle hjertekarsygdomme end normalvægtige.

Og nu viser det sig endda, at det muligvis er direkte skadeligt for raske overvægtige (BMI over 25, men under 30) at tabe sig meget - i hvert fald hvis man opgør skade og gavn i levetid.

Højere dødsrisiko efter stort vægttab

En dansk gennemgang af forskning i vægttabs-effekt på levetiden hos overvægtige viser nemlig, at raske overvægtige, der taber sig, forøger deres risiko for at dø i tiden efter forsøgsperioden med 11 procent, sammenlignet med overvægtige, der holder vægten.

»Det er foruroligende resultater, for vægttab bliver anbefalet til alle overvægtige, det vil sige halvdelen af Danmarks voksne befolkning,« siger Rasmus Køster-Rasmussen.

Rasmus Køster-Rasmussen er læge og ph.d.-studerende ved Forskningsenhed for Almen Praksis på Syddansk Universitet. Han har lavet gennemgangen sammen med seniorforsker Niels de Fine Olivarius og forskningssygeplejerske Mette Kildevæld Simonsen, der er tilknyttet Københavns Universitet.

Opfordring fra Ugeskrift for Læger

Til hverdag skriver Rasmus Køster-Rasmussen på sin ph.d., der handler om sammenhængen mellem kost og vægtudvikling. Derfor bad det danske videnskabelige blad Ugeskrift for Læger ham og de to kollegaer om at skrive en artikel som kommentar til en stor analyse, udført af en gruppe forskere som hører under det anerkendte Cochrane-netværk. Analysen handlede om sammenhænge mellem overvægt, vægttab og død.

Cochrane er en international sammenslutning af forskere, der laver gennemgange af andres forskning ud fra nogle stramme, metodiske krav.

De såkaldte ’Cochrane reviews’, som er produkterne af disse gennemgange, er som regel af høj videnskabelig kvalitet.

Uenige med Cochrane

I dette tilfælde var Rasmus Køster-Rasmussen og hans kollegaer dog uenige i Cochrane-forskernes fremgangsmåde (se mere i boksene under artiklen).

Tvisten ligger i, at man kan designe sine videnskabelige undersøgelser på flere forskellige måder, alt efter hvad man ønsker at undersøge.

Cochrane-forskerne ønskede med reviewet at finde svar på, hvorvidt overvægtige personer med forhøjet blodtryk lever længere, hvis de taber sig.

Det har forskerne gjort ved at sammenholde data fra de bedste studier af typen ’randomiserede, kliniske studier’ (Se boks 2).

Men ifølge Rasmus Køster-Rasmussen er det ikke den rigtige måde at gøre det på.

»Kliniske, randomiserede studier, hvor man opdeler folk i grupper og laver forskellige interventioner over for den ene, men ikke den anden gruppe, er rigtig gode til at måle for eksempel, hvilken medicin der er bedst mod blodforgiftning, eller hvilken hofteprotese der er bedst. De har også den styrke, at de kan sige noget om årsagerne til, at det ene er bedre end det andet,« siger Rasmus Køster-Rasmussen.

»Men nogle ting er for komplicerede til, at man kan putte dem ind i et klinisk, randomiseret forsøg.«

Uegnede til den slags undersøgelser

Forskerne bag Cochrane-studiet har da heller ikke succes med at besvare deres eget spørgsmål, bemærker Rasmus Køster-Rasmussen.

»Cochrane-forskerne måtte konkludere, at der ikke var nogle kliniske, randomiserede studier, der havde undersøgt det her. Og fordi de kun vil se på den type studier, så ender de med at konkludere, at man ikke kan sige noget om sammenhængen,« fortæller Rasmus Køster-Rasmussen.

»Undersøgelsesdesignet i klinisk, randomiserede studier er slet ikke egnet til den slags undersøgelser, for forsøgspersonerne tager hurtigt den tabte vægt på igen, og når effekten på overlevelsen er lille, vil eventuelle resultater af vægttabet drukne i dødsfald, der har andre årsager – og det bliver for kompliceret at tolke tallene. Derfor er der ikke publiceret nogle klinisk, randomiserede studier, der beskæftiger sig med denne problematik,« fortsætter han.

De danske forskere besluttede derfor at lave deres egen gennemgang af en anden type studier, såkaldte observationsstudier.

»Et observationsstudie er bedre til at sige noget om sammenhængen mellem vægttab hos overvægtige og levetiden, blandt andet fordi man følger folk i længere tid,« mener Rasmus Køster-Rasmussen.

Cochrane-forsker dybt uenig

Direktør for det Nordiske Cochrane Center, Peter C. Gøtzsche, er lodret uenig:

»Rasmus Køster-Rasmussen har for stor tiltro til observationelle undersøgelser. Jeg troede, vi blev færdige med denne diskussion for cirka 15 år siden, hvor Dansk Selskab for Intern Medicin afholdt en debat om emnet. Der var enighed blandt epidemiologer og forskere, der fortrinsvis laver randomiserede forsøg, om, at man ikke kan fæste lid til små effekter fundet i observationelle undersøgelser. Dertil er fejlkilderne alt for store.«

»Jeg har været med til at udarbejde de guidelines for observationelle studier, som mange tidsskrifter henviser til i deres manuskriptvejledninger, og i vores arbejdsgruppe var der samme opfattelse. Observationelle undersøgelser er yderst værdifulde til mange ting, og vi har lavet mange af dem i Det Nordiske Cochrane Center, men de er ikke egnede til at påvise små effekter,« lyder det fra Peter C. Gøtzsche, som tilføjer:

»Køster-Rasmussen vil have os til at tro på, at vi skal tage en risikoforøgelse på 11 procent påvist i observationelle undersøgelser alvorligt og basere vore anbefalinger på det. Det er der ikke mange epidemiologer, der er enige med ham i.«

Ingen sikker forklaring

Hvis man alligevel skal tro den nye, danske artikel, der læner sig op ad observationsstudier, har overvægtige med alvorlige tilstande som hjertesygdom eller diabetes gavn af at tabe sig, hvis man opgør gavn i levetid, mens overvægtige, der er metabolisk sunde - det vil sige har normalt blodtryk, kolesteroltal og blodsukker - dør tidligere, hvis de taber sig.

Overvægtige med forhøjet blodtryk lander formentlig nogenlunde midt mellem de raske og de syge og tager altså hverken skade eller har gavn af et vægttab i forhold til levetiden.

»Der er forskellige forklaringer i litteraturen. Nogle former for vægttab er i sig selv skadelige, for eksempel visse typer af slankemedicin, fremprovokerede opkastninger eller at sulte sig. Det er derfor ikke urimeligt at antage, at et større vægttab kan være usundt,« fortæller Rasmus Køster-Rasmussen.

Mekanismerne er endnu uopklarede

Nogle teorier forklarer den forkortede levetid med højere inflammatorisk aktivitet i fedtvævet I vægttabsfasen. Det betyder groft sagt, at der opstår betændelse i fedtvævet, mens vægttabet står på.

Den slags betændelse er relateret til udviklingen af adskillige sygdomme, for eksempel hjertekarproblemer, og det kan også være en forklaring på den kortere levetid.

Fedt på maven er usundt, mens det tyder på at fedt på lårene og bagdelen har en beskyttende effekt, og nogle forskere mener, at det er tab af den beskyttende fedt, der øger risikoen for hjertekarsygdom.

Der er altså mange forklaringsmodeller, og Rasmus Køster-Rasmussen understreger, at man endnu ikke forstår mekanismerne.

Nødvendigt med nuanceret behandling af overvægtige

De danske forskere afslutter deres kritiske artikel med at understrege vigtigheden i en nuanceret og individuel behandling af overvægtige.

Det er for eksempel vigtigt, at de praktiserende læger gør sig klart, om de mener, at en overvægtig patient vil kunne fastholde sit vægttab, eller om vedkommende vil svinge op og ned i vægt.

Det kaldes ’weight cycling’ i fagsprog. Weight cycling er nemlig en risikofaktor, når det kommer til sygdomme og tidlig død hos overvægtige.

»90 procent af personer, der taber sig mange kilo, tager dem på igen inden for 5-10 år. Der er ingen grund til at anbefale en rask overvægtig patient at tabe sig, hvis man ikke mener, at vægttabet kan vedligeholdes, for weight cycling er i sig selv farligt,« fortæller Rasmus Køster-Rasmussen.

Han understreger, at mekanismerne bag vægttabets betydning for levetiden langt fra er afdækkede endnu, men opfordrer alle til at forholde sig til den evidens, der er.

»Ud fra den nuværende evidens kan man tilråde ikke-raske overvægtige at tabe sig, mens det ikke er tilrådeligt, hvis den overvægtige er metabolisk rask. Her må man flytte fokus over på en sund og fysisk aktiv livsstil og fokusere mindre på tab af kilo. Man skal kort sagt ikke tælle kilo, men kilometer,« slutter Rasmus Køster-Rasmussen.