Derfor ser vi Paradise Hotel

Indrøm det bare.

Enten elsker du at sætte dig godt til rette i lænestolen og kigge med, når unge, solbrune danskere drikker sig fulde, går i seng med hinanden eller sviner hinanden på den store ejendom i Mexico.

Eller også har du haft oplevelsen af at blive lidt fascineret eller frastødt af at bruge et par minutter på TV3, mens to deltagere i badetøj lægger planer for, hvordan de skal få en tredje deltager smidt ud af det mellemamerikanske paradis og hjem til den danske vinterkulde.

Paradise Hotel er et typisk reality show, som bringer de store følelser frem i deltagerne, og som alle seere har en holdning til, hvad enten vi er fans eller blot har strejfet konceptet på en kanalrundfart foran fjernsynet.

Det fylder godt op i spalterne på nettet, hos gratis- og formiddagsaviserne og i ugebladene.

Men hvad er det, programmet kan? Hvorfor er det så fascinerende at se på?

Vores hjerner elsker Paradise Hotel

En nybagt cand.mag. giver et bud i sit speciale, der for nylig (i 2009, red.) blev belønnet med et 10-tal.

En del af forklaringen er, at Paradise Hotel er bygget op af fortællinger, som er lette at genkende fra de eventyr, vi alle sammen er vokset op med.

»Der er noget i vores hjerner, i vores kognitive struktur, som gør, at vi fortæller og lytter til gode historier med en bestemt opbygning, og den har Paradise Hotel, « fortæller Michaela Krigsager, der er kandidat i Visuel Kultur på Københavns Universitet.

Michaela Krigsager nævner i flæng, at historien skal være kronologisk, den skal udvikle sig, der skal være konkurrencer og nogle, der overtræder et forbud. Og efter med- og modgang skal hovedpersonen til sidst kunne vinde prinsen eller prinsessen og en hel masse penge.

Rammer dybt

I specialet har Michaela Krigsager analyseret hele foregående sæsons 56 afsnit af Paradise Hotel og sammenlignet dem med elementer, som den russiske formalist Vladimir Propp har fundet ud af, er typiske for eventyr.

Analysen afslører, at et typisk afsnit af Paradise Hotel indeholder 14 af 31 klassiske eventyrelementer, hvilket ifølge Michaela Krigsager er mange.

»Og fordi Paradise Hotel minder så meget om eventyr, kan folk nærmest ikke gøre for, at de ser det. Det er naturligt for os at blive fascineret, fordi programmet rammer noget, som er plantet meget dybt i os,« mener Michaela Krigsager.

Paradise Hotel er et lille eventyr i sig selv, men det er også en sproglig kamp om at fortælle den bedste historie, som det var tilfældet i Klods Hans, og om at vinde retten til brugen af ordene, fordi de er med til at afgøre, hvordan konkurrencen udvikler sig for deltagerne.

Man kunne sammenligne det med Kejserens nye klæder, hvor de fleste spiller med på historien om, at den nøgne regent har fint, nyt tøj på.

»I Mexico kan deltagerne ikke lave andet end at tale sammen. Det gælder om at fortælle de bedste historier, både om sig selv og andre, og det er ligegyldigt, om de passer eller ej. Man kan sige, at den bedste fortæller vinder Paradise Hotel,« siger Michaela Krigsager.

Ikke et ord om brikker

Michaela Krigsager bruger teorier om, hvordan tale skaber handling (talehandling) og hvordan sproget udvikler sig i det enkelte menneske og i samspil med andre (biosemiotik).

Teorierne er med til at uddybe, hvordan sproget påvirker deltagerne og deres handlinger i Paradise Hotel.

»Vi smitter hinanden med sprog. Man opfinder ord og udtryk, som spreder sig ligesom slang. I Paradise Hotel går der ikke ret lang tid, før du har 12 mennesker, der snakker samme sprog og taler om at 'spille spillet', som de alle sammen fokuserer på,« forklarer Michaela Krigsager og tilføjer, at det bestemt ikke kun er kloge ord og udtryk, som smitter.

»Det drejer sig også om talefejl og ord, der ikke eksisterer. En deltager taler på et tidspunkt om 'ikke at have for mange prikker at flytte rundt med' og at være 'en prik i spillet'. Det begyndte de andre også at sige, og pludselig var det bare det, det hed,« bemærker Michaela Krigsager.

Se mig!

Ifølge Michaela Krigsager elsker vi at følge med i ordkrigen, i historierne og i deltagernes intriger og diskussioner, fordi vi kan tale med vores venner om alle ordene og handlingerne.

Samtidig spejler vi vores eget liv i deltagernes, og det gør Paradise Hotel til en succes - sammen med et sidste element, som Michaela Krigsager har inkluderet i sit speciale efter at have interviewet vinderparrene af de to foregående sæsoner.

»Vi elsker alle sammen synligheden. Deltagerne kan sige, 'hurra, jeg er på tv', hvor de kan se sig selv. Og seerne kan sige både 'gid, det var mig' og 'godt, det ikke er mig'. Synligheden giver symbolsk kapital, som er med til at give programmet en høj værdi,« siger Michaela Krigsager.

Passer til virkeligheden

Det er langt fra et tilfælde, at man kan finde lighedspunkter mellem eventyr og Paradise Hotel, fortæller programredaktør på TV3, Steffen Bjergved.

Michaela Krigsagers analyse afslører nemlig ret præcist, hvordan indholdet i programmet er blevet udtænkt af producenterne, produktionsselskabet Mastiff og TV3 selv.

»I Paradise Hotel har vi forskellige temaer hver uge, og der kigger vi rundt i landskabet og bliver inspireret af eventyr og myter. Vi har blandt andet brugt Den grimme ælling og et senatormord, fordi netop myter og eventyr vækker noget genkendelighed hos seeren, enten bevidst eller ubevidst,« fortæller Steffen Bjergved.

Når det kreative hold bag Paradise Hotel og andre programmer på TV3 skal lægge rammerne for en udsendelse, bruger de blandt andet deres viden om aktantmodellen; et analyseværktøj lavet af sprogforskeren A.J. Greimas, som er inspireret af Vladimir Propp.

Aktantmodellen giver et overblik over, hvordan rollerne som blandt andre skurk og helt er fordelt og er ifølge Steffen Bjergved nærmest mejslet ind i rygraden på journalister og andre medieuddannede, som lægger planerne for Paradise Hotel.

Drama og underholdning

Programredaktøren understreger, at selskaberne ikke udvælger deltagere til at udfylde særlige roller, fordi det er svært at forudse, hvordan de reagerer og udvikler sig foran et kamera.

I stedet forsøger de at finde deltagere, som skiller sig ud på hver deres måde. Det skal være persontyper, som seerne kan genkende og forholde sig til, og som forhåbentlig skaber noget spænding og udvikling, når de møder hinanden i huset i Mexico.

»Der skal være noget modstand, nogle følelser og nogle valg, som enhver fortælling og ethvert eventyr har, og det er noget, som vi sørger for sker for de medvirkende. Det har underholdningsværdi og skaber drama og følelser på godt og ondt. Det er det, vi kigger efter,« forklarer Steffen Bjergved.

Michaela Krigsager har ud fra sin analyse lavet en model for, hvordan Paradise Hotel udvikler sig.

Modellen kan ifølge forfatteren selv sagtens bruges til andre reality shows, eksempelvis The Bachelor og The Bachelorette, hvor deltagerne også kæmper om prinsen og prinsessen og en stor pose penge.

Denne artikel blev bragt første gang 24. februar 2009.