Victoria's Secret, for de, der ikke er med, er det et undertøjsimperium, der havde et salg på 40 milliarder kroner i 2013.
Men showets fokus var ikke lingeri, men nærmere modellerne – kendt som Victorias engle.
Hvert år skaber mærket imponerende shows, som senere vises i TV med millioner af seere. I år kom Victoria's Secret så til London.
Lagerfeld brugte ni meter højt isberg i sit show
Imponerende shows er ikke noget nyt inden for modeverdenen. Karl Lagerfelds shows, som sjældent skuffer, imødeses hver sæson med spænding.
I sit efterår/vinter 'ready-to-wear' show for Chanel i 2011 fik han transporteret et ni meter højt isbjerg fra Sverige til Paris, en cruise kollektion blev fremvist på en privat ø ud for Dubais kyst, og i 2007 skabte han et show for Fendi på den kinesiske mur.
Christopher Baileys har med sin kreative vision for Burberry udnyttet den nyeste teknologi til at skabe fantastiske produktioner, herunder en fest i Beijing, for at fejre lanceringen af deres flagskibsbutik – med hologrammodeller.
De splintredes til et drys af magisk støv på catwalken, mens en live catwalk mødte de virtuelle billeder. Smuk koreografi, det var en hypnotisk oplevelse.
Victoria's Secret formidler sin særlige drøm godt
Londons Victoria’s Secret show var nok lige så imponerende som Lagerfelds og Baileys – og lige så dyrt med en pris på formodentlig 72,8 millioner kroner, men showets fokus er ikke det samme.
Først og fremmest har modellerne mindre tøj på end i det typiske catwalk-show, og der er meget lidt fokus på dette tøj.
Så er dette mode eller en teatralsk palet af sangere, dansere og seksualiserede billeder? Samspillet mellem stjernerne på catwalken, musikken og forestillingen betyder i hvert fald, at showet retter sig mod moderne populærkultur.
Modeshows er en af industriens mest magtfulde markedsføringsredskaber. Modeshowet kan formidle en drøm, en historie, en fantasi – og kan gøre det på en måde, som genererer kæmpe medieopmærksomhed.
Victoria’s Secret retter sig mod et andet publikum end Chanel og forandrer sig i overensstemmelse med det. Og undertøjsimperiet formidler sin særlige drøm utrolig godt.
Victorias 'engle' er nøje udvalgt
Så hvad er drømmen? Det primære fokus hos Victoria’s Secret er de kendte modeller.
Der var mere end 40 ved dette års arrangement, nøje udvalgt ud fra deres personlighed og i lige så høj grad for deres skuespillerevner som for deres udseende (en homogen samling af høje modeller med fyldig barm).
De er kendt som 'engle', på grund af de dramatiske vinger de bærer, når de går på catwalken, hvor de interagerer med lige så kendte musikere – i år Taylor Swift – som optræder på catwalken.
Det kunne let sammenlignes med en West End musical.
Publikum skal kunne relatere til modellerne
Meningen med at lave dette ekstremt ekstravagante show er at få publikum til at relatere til modellerne.
Så før showet bliver der lagt 'videopakker' om modellerne på nettet, hvor de fremstilles som naboens datter med lidt kendisgnist for at give forbrugeren denne fornemmelse.
Optagelser fra optakten til begivenheden, filmoptagelser fra bag kulisserne og anden form for dokumentation giver også en følelse af reality til opbygningen.
Så er der den store afslutning, når berømte modeller letpåklædt bevæger sig ned ad catwalken med A-liste musikere, som ligeledes er klædt på til lejligheden – som ikke overraskende indsamler stor presseopmærksomhed og millioner af seere, når det vises på TV.
Showet er stærkt seksualiseret og er tidligere blevet kritiseret for at være pornografisk.
Men hvordan kan dette så være pornografi, når 'englene' har vinger og blot er en gruppe af sunde, sjove, 'naboens-datter'-personligheder, som legende fester på catwalken?
'Den perfekte krop' blev 'En krop for alle'
Showet kommer lidt over en måned efter, at selskabet blev kritiseret i Storbritannien for sin seneste BH-reklamekampagne, der portrætterede ordene 'Den perfekte krop' over en opstilling af tynde modeller i undertøj. Efter en appel, underskrevet af flere tusinde mennesker, ændrede virksomheden ordene til ’En krop for alle’.
Dette er virksomhedens første show i London og dens andet i Europa, hvor modeæstetikken adskiller sig markant fra den i USA.
I Europa viser Jean Paul Gaultier regelmæssigt sine brudekjoler frem på transseksuelle modeller, Nick Knight fra modehjemmesiden SHOWstudio tager pin up-billeder, som leger med og undergraver de traditionelle motiver af erotisk påklædning – og Agent Provocateur fremmer sin yderst erotiske lingeri på catwalken til fordel for en velgørenhedsorganisation, der arbejder for bemyndigelse af kvinder.
Mode handler om forandring, om at bryde reglerne, om det 'nye' – og særligt London er berømt for sin nyskabelse og eksperimenterende mode.
Stort set ikke til at skelne fra virksomhedens tidligere arrangementer, og med sin fastholden i den slidte 'naboens datter'-stereotyp, adskilte dette års show sig derfor på mærkelig vis fra byens tidsånd.
Gill Stark arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
