Sociale robotter behandles, som om de har et køn – og det kan være problematisk

Disney-robotten Wall-e, R2D2 fra Star Wars og den animerede lysestage Lumiere fra filmen ‘Skønheden og udyret’ er alle eksempler på, hvordan vi som mennesker ufortrødent går med på at tilskrive objekter følelser, motiver og køn.

Det sker ganske automatisk. Forskningen viser, at vi også i den virkelige verden velvilligt tilskriver køn til rigtige sociale robotter, selv hvis de ikke er skabt med tydelige træk, der indikerer et bestemt køn, såsom lys eller mørk stemme eller kropsform.

I et studie fandt man eksempelvis, at den samme robot blev oplevet som ´han´ eller ´hun´, afhængigt af om robotten havde en sort bowlerhat eller et par pink ørevarmere på. Et ældre studie viser, at vi endda behandler computere, som om de har et køn.

Der er gode grunde til, at vi har brug for at give robotter køn, men vi risikerer også, at sociale robotter arver menneskers fordomme og stereotype kønsopfattelser, hvilket ikke er ønskeligt.

Heldigvis kan både forskere og robotudviklere gøre flere ting for at undgå at gentage negative kønsstereotyper.

Hvorfor behandler vi sociale robotter som om de har et køn?

Når vi er sammen som mennesker, så bygger rigtig meget af vores omgang med hinanden på de forudsigelser, vi gør om hinanden.

Hvis der kommer en person gående i modsat retning på fortovet, så kan vi for det meste uden ord signalere til hinanden, hvilken vej vi hver især vil gå for at passere hinanden.

På samme måde er der mange forventninger indlejret i de roller, vi hver især indtager – det være sig rollen som romantisk partner, buschauffør, butiksmedarbejder, sygeplejeske og så videre.

Når sociale robotter bliver en del af dette komplekse landskab af forventninger, er det således vigtigt at vi kan aflæse, hvad vi bør og kan forvente af dem. Robotterne er nødt til at være forudsigelige for os.

Den letteste måde at sikre forudsigeligheden på er, at de sociale robotter følger de samme roller, som vi allerede kender fra vores sociale interaktioner med hinanden. Én måde at skabe forudsigelighed på er via køn.

Robotterne tildeles stereotype kønsbilleder

Forskning peger på, at vi spontant tilskriver køn til robotter, og at vi er endnu mere villige til det, hvis robotter ovenikøbet produceres med tydelige tegn på, hvilket køn de skal tilskrives.

Sådanne tydelige tegn kan være alt fra robottens navn eller påklædning til robottens kropsbygning eller ’personlighed’.

Megen forskning undersøger, hvordan mennesker accepterer sådanne indikationer på køn i forskellige situationer, hvor robotter indtager kønsstereotype roller (se eksempelvis her, her og her).

Her har man eksempelvis fundet, at der er en højere accept af kvindelige robotter, der indtager rollen som samtalepartner, hjælper og sygeplejerske og mandlige robotter som sikkerhedsvagter.

Med andre ord så er der en højere accept af robotter, der indtager kønsstereotype roller.

Det er et tveægget sværd. På den ene side kan køn være med til at hjælpe os til at forudsige de sociale robotters adfærd, så vi kan kommunikere naturligt og flydende med dem.

På den anden side risikerer vi at reproducere mange af de stereotyper og fordomme, der er forbundet med køn, og som vi i det moderne samfund forsøger at komme til livs.

Ekko-kammeret

Man kan spørge, om det virkelig betyder noget, at vi reproducerer kønsstereotypier, når nu forudsigelighed ser ud til at være vigtigt i forhold til, om mennesker accepterer robotter og ved, hvordan de skal interagere med dem.

Når vi udvikler sociale robotter efter en gammeldags skabelon for kønsroller, kan man sige, at kønsstereotypierne bliver kastet tilbage til os som et ekko, der er med til at fastholde og forstærke det kønsrollemønster, vi egentlig prøver at undslippe.

Forskningen viser, at der sker en sådan reproduktion. Ligesom blandt mennesker ses eksempelvis at robotter og kunstige intelligenser med kvindelige navne og stemmer bliver bandet af, og generelt talt grimmere til end dem med mandlige stemmer.

Man ser også, at menneskelignende kvindelige robotter udvikles med afsæt i idealet om den unge, slanke og smukke kvinde, mens de mandlige robotter udvikles med fokus på fysisk styrke. Disse binære og stereotype måder at fremstille køn på er langt fra de idealer, vi forsøger at arbejde hen imod i et moderne samfund.

Flere kvinder og kulturer til robotbranchen

Der er næppe nogen, der synes, at vi skal ud i en absurd kamp for ligestilling for robotter. Så hvordan sikrer vi, at vores viden om risikoen for at reproducere kønsstereotypier bruges konstruktivt? Det kan vi gøre på flere måder.

På nuværende tidspunkt ses en overrepræsentation af mænd blandt robotingeniører og personer der arbejder med kunstig intelligens.

Flere forskere understreger, at denne skæve fordeling blandt dem, der udvikler teknologien kan være med til at dreje udviklingen i en bestemt retning. Således bør arbejdet med teknologiudvikling gøres mere attraktivt for begge køn og for personer fra flere forskellige kulturer.

Vi har også en unik mulighed for at bruge teknologien til at udfordre kønsstereotypierne. Et rigtig godt eksempel herpå er den menneskelignende rumrobot Valkyrie, der er udviklet af NASA.

Robotter kan afspejle en flydende opfattelse af køn

Til trods for at Valkyrie ifølge NASA ikke er udviklet som værende hverken ´kvindelig´ eller ´mandlig´, så er både dens navn og fysiske form feminin, men dens arbejdsfunktion og styrke traditionelt forbindes med noget maskulint. Her udfordres således nogle af de gængse stereotypier via teknologien.

Dertil påpeger forskere (se her og her), at det at vi kan tilskrive teknologi et køn i det hele taget, understreger, at køn ikke er noget fast og iboende. Og at dette måske kan gøre det lettere at forstå køn som et mere flydende fænomen – også blandt mennesker.

Ifølge disse forskere kan man således bruge denne observation i forhold til mennesker, der ikke identificerer sig med deres biologiske køn.

For hvis vi kan se robotters køn som noget flydende, der kan skiftes med en bowlerhat eller et par pink ørevarmere, så er det måske ikke utænkeligt, at vi, når robotter bliver en del af vores hverdag, får et mere fleksibelt syn på menneskers køn.