Simon har millioner af kroner og en ESA-kontrakt på spil: Han vil til Månen

Hvis drømme bliver til virkelighed.

Ja, så står robotnørden Simon Bøgh om 10 år og ser på en rumraket.

Det kunne være på SpaceX’s raketaffyringsrampe Starbase i Texas, og raketten kunne være firmaets gigantiske Falcon 9.

Og der, inde i raketten, ville hans robot være pakket og forseglet, klar til at lande på Månen, stryge rundt i det fine månestøv og lede efter råstoffer.

Sådan lyder drømmen i al fald.

Simon Bøgh tager imod Videnskab.dk langt fra Starbase i Texas og langt fra Månen. I en fredelig lukket gård lidt udenfor Aalborg.

Og her står han så og peger på en sandkasse. En sandkasse på 80 kvadratmeter i et hjørne af gården, der spiller en helt afgørende rolle for at gøre Simon Bøghs drømme til virkelighed.

»Ja, det er en helt almindelig sandkasse,« siger den 42-årige lektor på Aalborg Universitet.

»Der er ikke noget specielt sand i den eller noget.«

Sandkassen kalder Simon Bøgh og hans forskerhold også for deres ‘Mars Yard’. En robot-kravlegård kunne være et andet ord.

For det er her, at forskerne træner deres lille robot, Gorm.

Til oktober skal den dyste mod syv andre robotter i en stor konkurrence hos Den Europæiske Rumorganisation, ESA.

»Vi kan indrette terrænet i sandkassen efter forskellige områder på Månen eller Mars,« forklarer Simon Bøgh, der selv var med til at bygge sandkassen for et års tid siden.

Det er dog hverken Månen eller Mars, der venter derude. Men et simuleret månelandskab i Köln. Stedet, hvor også den danske astronaut Andreas Mogensen øver sig i at bo og arbejde på Månen.

Millionpræmie og unik kontrakt på spil

Konkurrencen hos ESA er lillebitte skridt henimod en kæmpe mission, der fylder mere og mere i rumfarten i disse år: At gøre Månen beboelig.

Skal det ske, så går det ikke at fragte tonsvis af forsyninger til Månen med raketter i pendulfart. Vi skal lære at udvinde ilt, metaller og vand direkte fra månestøvet, bygge baser, fremstille brændstof og overleve med lokale ressourcer.

Derfor har ESA søsat ‘The Space Resources Challenge’, som konkurrencen hedder, for at finde de mest lovende robot-designs til formålet. Forskerne kan vinde op mod 750.000 euro - knap 5,6 millioner kroner - og en samarbejdsaftale med ESA.

»Det er en helt unik mulighed,» siger Simon Bøgh.

»Hvis vi vinder, ville være et kæmpe boost til alt det, vi har arbejdet på i mange år.«

Robotterne skal dyste i tre ting, der er afgørende for at udvinde ressourcer i rummet:

• Navigation: Hvilken robot, der bevæger sig bedst og problemfrit rundt i det 700 kvadratmeter store månelandskab.
• Indsamling af månestøv: Robotterne skal minimum indsamle 15 kilo månestøv i tre forskellige kornstørrelser.
• Filtrering af månestøv: Robotterne skal filtrere mest muligt månestøv i tre forskellige kornstørrelser.

Knækkede hjul

Simon Bøgh tager de 10-20 skridt fra robot-kravlegården og ind på universitetets Space Robotics Lab, hvor konkurrencens egentlige hovedperson findes: robotten Gorm.

Der er elektronik, computere og gamle robotter overalt. Et par whiteboards med huskelister og bag dem et dannebrogsflag. En 4-5 studerende - alle mænd - tøffer ind og ud af lokalet med kaffekopper og energidrikke i hånden.

»Der roder godt, og det er jo fordi, der bliver lavet en masse,« siger Simon Bøgh med et smil og går igennem lokalet og frem til et bord, hvor roveren Gorm står.

»Som du nok kan se, så er den lidt skilt ad i øjeblikket.«

Forskerne og de studerende, der har været med til at bygge robotten, er i fuld sving med at justere på robotten.

For nylig har de optimeret den med et nyt sæt hjul, som de netop har testet i et af Forsvarets øvelsesterræner i Nordjylland. Det kunne være gået bedre.

»Da vi ikke havde kørt særlig lang tid, knækkede det ene hjul af,« fortæller Simon Bøgh.

»Det var vores helt nye design, som skulle veje mindre og være endnu stærkere end før. Men det er jo sådan noget, der er godt at få testet, inden man tager til en konkurrence,« siger lektoren.

Det er ikke simpelt at få en månebil til at fungere, siger Simon Bøgh, men konceptet er let at forklare.

»Du har noget mekanik, du skal bygge, du har en masse elektronik, der skal bygges, og så har du en masse software, der skal udvikles. De tre komponenter skal så spille sammen,« siger han.

Kogt i baghovedet

Simon Bøgh har bygget robotter i snart to årtier. I de første mange år til industri, samlebånd og den slags. Det er først for fire år siden, at han kastede sig ud i at bygge robotter til rummet.

»Det har altid brændt i mig, at skulle bygge noget, der kan sendes i rummet. Det har ligesom kogt lidt inde i baghovedet,« fortæller Simon Bøgh.

»Men det var faktisk først, da en af mine studerende var i praktik hos ESA, og jeg var nede at besøge ham, at jeg tænkte: ‘okay, hvorfor laver jeg ikke det her?’«

Så for Simon Bøgh personligt er der meget på spil, når Gorm-robotten ruller ud i månelandskabet. Men også for universitet i Nordjylland.

»Vi har igennem mange år sendt satellitter i kredsløb om Jorden, og det er også det, der har startet en hel rumindustri i her i Nordjylland,« siger lektoren og nævner den store stolthed i dansk rumhistorie:

Ørsted-satellitten. Den første danske satellit nogensinde. Den blev opsendt i februar 1999 og Aalborg Universitet havde en finger med i spillet.

»Det er min vision, at vi på Aalborg Universitet skal gå benhårdt efter at sende robotter i rummet og til Månen og Mars,« siger Simon Bøgh.

Hvornår kommer det til at ske, tror du?

»Jeg håber, at vi inden for de næste 10 år kan have en rover kørende på Månen.«

Krydsede fingre

Der er meget på spil, og set i det lys er det nervepirrende, at Simon Bøgh endnu ikke set månelandskabet i Köln, hvor den afgørende dyst skal stå.

Forskerne får ikke mulighed for at prøve deres robot af i terrænet, inden robottens hjul for allerførste gang glider ind på den store scene til den vigtige test.

Så Simon Bøgh har læst op på lektien; studeret månelandskabet og forholdene efter bedste evne.

Det falske månestøv består for eksempel af det særlige grønlandske sediment, silt, forklarer han.

»Det er meget finkornet sand. Man kalder det også for gletsjermel. Sandkornene er typisk mindre end 0,1 millimeter. Det er meget blødt og fluffy og minder om hvedemel, men du kan også gøre det kompakt ved at trykke det sammen.«

Det lyder alligevel lidt stressende, at I ikke må prøvekøre robotten dernede. Hvad holder dig mest vågen om natten frem mod konkurrencen?

»Det er nok, om vi kan køre i det her meget fine gletjsermel. Vi ved simpelthen ikke, hvordan hjulene vil opføre sig. Det kan være helt forfærdeligt at køre i, eller det kan være at det bliver super nemt,« siger Simon Bøgh.

»Så vi er ved at forberede et eksperiment for at teste det bedste, vi kan, inden vi kommer derned. Og så må vi se, hvordan det går.«

»Og ellers så krydser vi fingre,« siger han.