USA vil stadig sende mennesker til Månen gennem Artemis-programmet - som både omfatter en rumstation i bane om Månen og et landingsfartøj.
NASA's nye chef, Jared Isaacman, har nævnt konkurrencen med Kina som en årsag til at beholde Artemis, idet han på en nylig høring sagde, at en flytning af NASA's prioriteter væk fra Månen ville afgive Månen til Kina i generationer.
Det kan du læse mere om i denne artikel, som også dykker ned i, hvad Andreas Mogensens chancer er for at komme til Månen.
Trump-administrationens interesser for at sende mennesker til Månen gennem Artemis ser således ud til at være økonomiske og politiske, og kun i mindre grad videnskabelige.
Det minder om Apollo-projektet, der også var et rent politisk projekt, selv om der også kom en masse god videnskab. Der er dog to store forskelle:
- Sovjetunionen er nu byttet ud med Kina.
- Man søger denne gang også efter økonomiske fordele ved måneprojeket
Om disse økonomiske fordele er til stede vil først vise sig efter en langvarig udforskning af Månen, både med robotter og astronauter.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Hvad vil man lede efter?
Man vil først lede efter is, fordi det vil gøre det meget lettere at bygge og opretholde en base – også fordi is kan spaltes i ilt og brint, som kan bruges til raketbrændstof, og dermed gøre rumfart meget billigere.
På længere sigt vil interessen nok samle sig om varer, der kan eksporteres til Jorden som sjældne jordarter og helium-3 til fremtidens fusionskraftværker. Selv i bedste tilfælde vil der gå lang tid, før eksport fra Månen vil få en betydning for Jorden.
Alene det at opbygge en industri på Månen er noget, der vil tage mange år, også selv om robotter med kunstig intelligens sikkert vil udføre det meste af arbejdet.
Men disse eksportmuligheder anses åbenbart nu som en vigtig begrundelse for Artemis – alene af den grund at man bestemt ikke ønsker, at Kina skal komme til at dominere på markedet.
»Hvis vi ikke går foran, og vi følger efter for evigt, kan konsekvensen... blive ekstraordinær,« sagde Jared Isaacman 9. april under sin høring i Senatet.
»Selv hvis man taler om ting, der har en lav sandsynlighed. Lad os sige, at helium-3 på Månens overflade bliver en ny kilde til fusionskraft, kan det ændre magtbalancen her på Jorden.«
Nu er helium-3 ikke en sjælden jordart, men meget vigtig, da det ud over at kunne anvendes til fusionsenergi, også kan være nyttig til kvantecomputere, der vil blive afgørende i fremtiden. Helium-3 gør det nemlig muligt at nedkøle computerne til meget tæt på det absolutte nulpunkt.
Der kan blive strid om landingspladserne
Spørgsmålet er nu, hvor aggressivt man vil sigte mod disse mål.
Der er helt sikkert plads til både Kina og USA på Månen de første mange år, men det kan ændre sig, hvis man pludselig finder et enkelt særligt godt sted at drive minedrift – alene af den grund, at området omkring Månens sydpol, hvor isen findes, er meget ujævnt med store kratere og bjerge.
Der er derfor kun få egnede landingspladser, og dem kan der teoretisk set godt blive strid om.
Det bliver interessant at se, hvordan samarbejdet mellem NASA og deres mange samarbejdspartnere som ESA vil udvikle sig de kommende år. NASA kan nemlig udvikle sig til noget helt andet, end hvad vi hidtil har kendt.
Her vil vi igen citere Isaacman, der i sin åbningserklæring til høringerne i senatet luftede muligheden for, at »NASA kan blive et økonomisk selvbærende agentur.«
Hvis det er vejen frem, så er det centrale spørgsmål for ESA, om man skal omstille sig til en meget kommercielt baseret rumfart eller holde fast ved de ofte langsigtede videnskabelige mål, man nu følger.
